For halvandet år siden åbnede tømrer og energivejleder Brian Henriksen, G. Kalvehave, virksomheden Energi & Boligvejledning.dk.
Virksomhedens udvikling har været så god, at Brian Henriksen inden længe får kontor og showroom i Algade 121 i Vordingborg.
Lige nu er butikken i Algade 121, hvor Geert’s Cykler tidligere lå, ved at blive renoveret og Brian Henriksen er også ved at få installeret prøver på diverse byggematerieler rundt om i butikken.
”Jeg får et stigende antal opgaver, hvor jeg skal rådgive og vejlede om materialevalg, og jeg vil gerne have mulighed for at vise de rigtige materialer for folk, fremfor kun at kunne vise billeder af materialerne i en brochure. Jeg har manglet sådan et showroom”, forklarer Brian Henriksen.
Han vil blandt andet udstille gulve, facadebeklædning, vinduer og døre, tagbeklædning, vådrumsløsninger, akustiklofter, foldedøre samt løsninger til tætning af vinduer og døre.
Det er Brian Henriksens tanke, at kunderne i forbindelse med rådgivningen så vidt som muligt møder op i de nye lokaliteter i Algade, så de har mulighed for at vælge byggematerialerne ud fra, hvad de kan se i showroomet.
Rådgivning og projektledelse af renoveringer er Brian Henriksens primære arbejdsområde, og han har i den forbindelse samarbejde med et større antal lokale håndværkere, som han har god tillid til.
Brian Henriksen fremhæver ved sin virksomhed, at husejere generelt kan spare 5-10 procent på en større renovering, hvis de rådfører sig med Energi & Boligvejledning.dk i forbindelse med projektet.
Besparelserne kommer blandt andet i hus ved, at Brian Henriksen med kunden foretager en ordentlig forventnings-afstemning eksempelvis af materialevalg vejet op imod kundens forventninger om, hvad renoveringen skal koste.
”Der vil være mange ærgrelser og ekstra-regninger, som dermed kan undgås. Og jeg kan også dermed hente mange skarpe priser på projektet hos håndværkerne”, fastslår han.
”Det handler også nogle gange om, at folk vil have beregnet, hvad det koster at få deres hus i den stand, de ønsker – at de får et overblik over, hvad deres ønske-projekt kommer til at koste. Måske finder de ud af, at det er meget dyrere, end de havde forventet og derfor dropper projektet, som jeg oplevede for nylig, da jeg lavede beregninger på en stor renovering af et hus i Nykøbing F.”
Brian Henriksen laver også hustjek i forbindelse med køb af ejendom, og det kan naturligvis kun foregå på stedet.
Energi- & Boligvejledning.dk’s nye showroom og kontor vil ikke have fast åbningstid, men Brian Henriksen vil stille et flag ud, som viser, hvornår han er til rådighed. Og så vil man altid kunne ringe og lave en aftale, oplyser han.
Brian Henriksen vil markere indflytningen i Algade 121 fredag den 4. September, hvor der er reception fra klokken 11.