Ambitiøse virksomhedsledere på tre intensive dage med fokus på vækst

af | 14. jun 2015 | Vækst

Seks ambitiøse virksomhedsledere havde i dagene 10.-12. juni valgt at tage imod Vordingborg Erhvervs tilbud om at arbejde intensivt og målrettet med udviklingen af deres virksomhed.

Det skete som en del af RaketVækst. RaketVækst er et forløb bestående af tre dages internatophold og et halvt år med løbende opfølgning.

Ifølge erhvervsservicechef Dan Holck-Hansen, som også deltog i internatopholdet, og som har arrangeret forløbet, er organiseringen med tre dage væk og et tætpakket program fra morgen til aften et helt bevidst valg fra Vordingborg Erhvervs side.

”På den måde får virksomhedslederne tid og rum til at gå helt i dybden med udviklingen af deres virksomhed og se den i et større perspektiv”.

Vejledning af vækstkonsulenter

En af deltagerne var Jens Kristoffersen fra virksomheden Shoppartner. Han siger:

”RaketVækst er alle tiders mulighed for at komme væk fra den daglige drift og se virksomheden i et større perspektiv. Man bliver bevidst om, hvor man gerne vil hen, og får nogle værktøjer til at sætte sig mål og formulere strategier.”

På internatopholdet får deltagerne vejledning af erfarne vækstkonsulenter med kompetencer inden for blandt andet i salg, markedsføring og økonomi. Det foregår både i plenum og som individuelle sessioner.

Det giver deltagerne lejlighed til at tage fat i de emner, som er særligt relevante for netop deres virksomhed – det kan eksempelvis være en konkret udfordring eller et område, hvor der er særligt potentiale for vækst.

Konkrete handleplaner

Jens Kristoffersen fra Shoppartner havde følgeskab af sin partner i virksomheden, Kim Ellevang, og for dem var det en stor fordel at tage afsted sammen. På den måde fik de tid til at tale indbyrdes om fremtiden og lægge planer. En stor del af RaketVækst går nemlig ud på, at virksomhederne skal arbejde med strategiudvikling og udarbejdelse af konkrete handlingsplaner. Senere i forløbet bliver der fulgt op på, hvor langt de er nået med at føre planerne ud i livet.

Om det siger Kim Ellevang:

”Det gode ved RaketVækst er, at man bliver holdt fast på de ting, man beslutter sig for. Næste gang bliver der fulgt op på, hvad vi har gennemført siden sidst, og derfor har vi allerede sat gang i nogle af de ting, vi har sat på vores plan.”

Andres syn på virksomheden

Også samarbejdet med de øvrige deltagere er ifølge Kim Ellevang og Jens Kristoffersen et stort plus.

”Man får andres syn på ens virksomhed, og man opnår indsigt i, hvordan man også kan gøre tingene, så man kan gå hjem med inspiration og nye ideer. RaketVækst er derfor et godt grundlag for at opbygge netværk og skabe kontakter med andre virksomhedsledere”.

Deltagerne mødes igen fredag den 26. juni for at følge op på, hvor langt man er kommet med planerne.

Næste RaketVækst-forløb starter til oktober.

Vil du vide mere, så kontakt:

dan-holck-hansen-vordingborg-erhverv
Erhvervsservicechef
Dan Holck-Hansen
dhh@vordingborgerhverv.dk
Telefon 91 25 60 00
Kontor 55 34 03 93

 

Tilmeld dig Business Vordingborgs nyhedsbrev