Styrk din virksomheds vækst og konkurrenceevne med nyt Eksportnetværk

af | 18. sep 2020 | Følg vores arbejde

Kun 186 lokale virksomheder drager fordel af internationalisering, som kan være med til at skabe nye samarbejder, øge omsætningen og produktiviten, medvirke til innovativ produktudvikling og meget mere. Derfor har Vordingborg Erhverv startet et nyt eksportnetværk, der skal hjælpe lokale erhvervsdrivende i at udnytte eksportpotentialet. 

Onsdag den 16. september 2020 blev Eksportnetværket sat i verden i samarbejde med Udenrigsministeriet og Erhvervshus Sjælland. Især var der fokus på Tyskland, og det skyldtes, at Femern Bælt-forbindelsen er på vej. Skønt nogle vil sige, at den er lang tid undervejs, så er det måske ikke så lang tid igen for virksomheder, der gerne vil eksportere eller skabe samarbejder i Tyskland.

“Med Femern Bælt-tunnellen er der kun 10 minutter til Tyskland, og det vil ændre konkurrencesituationen. Er man ikke klar til det, så skal man komme igang – og så er 6-7 års byggetid nok ikke så lang tid,” fortæller Steffen Leth Møller, eksportkonsulent hos Erhvervshus Sjælland.

Helle Lyngberg, internationaliseringsrådgiver hos Udenrigsministeriet, havde også ét klart budskab: “Der er så mange fordele ved eksport, så det er bare om at komme i gang.”

Hun kom med følgende fordele som eksempler:

  • Øget omsætning og indtjening
  • Eksport gør virksomheden mindre sårbar
  • Eksport forøger værdien af din virksomhed
  • Din virksomhed bliver mere interessant for partnere, kunder, investorer, købere, banken og andre interessenter
  • Med internationalisering kan din virksomhed blive en del af globale markedspladser: E-handel

Helle og Steffen delte begge ud af deres mangeårige viden og erfaring til forskellige eksportmarkeder, men med særligt fokus på Tyskland. De præsenterede en lang række tilbud, som både Udenrigsministeriet og Erhvervshus Sjælland tilbyder til virksomheder, der gerne vil i gang med eksport, forbedre deres eksportstrategi, finde nyt eksportmarked og mere inden for eksport-verden. Netværker skaber rammerne for lokale virksomheder og professionelle konsulenter, som sørger for at viderebringe nyttige redskaber samt opdateret information.

 

Mød os til næste gang, når vi afholder strategi-workshop i Eksportnetværket! 

 

Hent dagens præsentationer

Gik du glip af dagens Eksportnetværksmøde? Så kan du hente præsentationer fra Udenrigsministeriet og Erhvervshus Sjælland her.

German-Danish Innovation, Erhvervshus Sjælland
Internationalisering, Udenrigsministeriet

Få professionel vejledning til eksport

Men det er selvfølgelig ikke ligetil, hvis en virksomhed skal begynde at eksportere til et nyt marked. Derfor præsenterede både Erhvervshus Sjælland og Udenrigsministeriet en række tiltag, som virksomheder kan gøre brug af. Og som følge af corona-krisen har regeringen valgt at give tilskud til en lang række betalingspligtige ydelser – men megen hjælp kan du få gratis. 

Med Erhvervshus Sjælland kan du gratis blive en del af EU-projektet German-Danish Innovation, hvor du får professionel hjælp og vejledning fra begge sider af den dansk/tyske grænse til at introducere dit produkt, udvikle det efter markedet og skabe samarbejder på tværs af landegrænser.

Hos Udenrigsministeriet kan de hjælpe dig meget langt med din virksomheds eksportplaner. Lige fra markeds-, kultur- og konkurrentanalyser, branding og partnersøgninger til myndighedsarbejde, momsregler og handelspolitik. 

Nye eksport- og investeringspakker

Som følge af corona-krisen er eksportmarkedet hårdt ramt. Derfor har regeringen iværksat en række initiativer, der skal hjælpe virksomheder med at øge dansk eksport. Du kan f.eks. benytte dig af følgende tilbud hos Udenrigsministeriet: 

  • Covid-19 rådgivning – op til 15 timers gratis hjælp per marked
  • 5 timers gratis markedshjælp per virksomhed
  • Øget tilskud til eksportfremstød: fra 50% til 75 %
  • Nedsat timepris for markeds- og eksportrådgivning: før 995 kroner, nu 500 kroner per time (250 kroner per time for SMV’er)

De nedsatte priser er tidsbegrænsede som en del af en styrket indsats for at hjælpe dansk eksport. Der er også oprettet en ny taskforce med ekstra eksporthjælp, som du kan se på eksporthjælp.nu.

Kontaktoplysninger

Jens Damgaard, erhvervsservicechef hos Vordingborg Erhverv
Telefon +45 28 18 09 12 mail jd@vordingborgerhverv.dk

Helle Lyngberg, internationaliseringsrådgiver hos Udenrigsministeriet
Telefon +45 23 25 85 45 | mail hellyn@um.dk

Steffen Leth Møller, forretningsudvikler hos Erhvervshus Sjælland
Telefon +45 61 88 46 30 | mail stm@ehsj.dk

Tilmeld dig Business Vordingborgs nyhedsbrev