John Thomsen, Lise Zacho og Hanne Holmer er de tre første iværksættere på de nye spirepladser hos Vordingborg Erhverv.
Mandag formiddag bød Vordingborg Erhverv de tre første spirende iværksættere velkommen til de nye ”spirepladser” på Marienbergvej 132.
Spirepladserne blev lige før sommerferien skabt i et samarbejde mellem Vordingborg Erhverv og Væksthus Sjælland. Der er tale om fire arbejdspladser, som er rettet mod innovative personer, der har en forretningsidé, som de gerne vil prøve af.
De tre første iværksættere på spirepladserne er Hanne Holmer, Lise Zacho og John Thomsen.
Hanne Holmer vil arbejde på at etablere en virksomhed, der sælger rådgivning og kurser om sansernes betydning samt om snoezelhuse, der er sanse-oplevelseshuse til afhjælpning af sanseproblemer.
”Jeg har brug for sparring. Og når jeg har arbejdsplads derhjemme, så er det desuden alt for let af forfalde til overspringshandlinger”, fortæller Hanne Holmer om baggrunden for at hun har taget imod muligheden for en spireplads.
Lise Zacho arbejder på at lave en onlinevirksomhed og onlinekurser i trivselsmotivation.
”For mig at se er opstarten af en virksomhed den sværeste periode. Det er den periode, hvor man har mest brug for sparring og støtte. Og så er det helt oplagt at tage denne fantastiske og gratis mulighed så tæt på, hvor jeg bor, og hvor jeg kan få nogle lokale kontakter og relationer”, forklarer Lise Zacho.
John Thomsen arbejder på at etablere en håndværkerportal, der virker både som en søgemaskine og et udbudssystem.
”Jeg har valgt at tage imod denne mulighed fordi jeg har brug for sparring – især på markedsføringsdelen og hvad angår kundekontakt”, lyder det fra John Thomsen.
For Vordingborg Erhverv og Væksthus Sjælland er formålet med spire-pladserne, at iværksætterne skal nå frem til at få udarbejdet en forretningsplan og en handleplan. Iværksætterne vil blive understøttet med vejledning og rådgivning i at nå disse mål.
”Det overordnede mål er at skabe flere arbejdspladser i Vordingborg Kommune”, fastslår direktør Susanne Kruse Sørensen, Vordingborg Erhverv.
En plads dedikeret til studiemiljøet
Den ene af de fire spirepladser er dedikeret til studemiljøet i kommunen og Vordingborg Erhverv arbejder i den forbindelse sammen med ZBC om skabe interesse blandt lokale studerende om denne spireplads.
”Formålet med specielt denne spireplads er at knytte uddannelsen sammen med det lokale iværksættermiljø. Det venter vi os meget af”, siger Dan Holck-Hansen, erhvervsservicechef i Vordingborg Erhverv.