Ny bankdirektør overtager fantastisk bankforretning

af | 2. mar 2022 | Erhvervsnyheder, Vækst

Møns Bank kunne i sidste uge aflevere årsregnskab med et overskud på 57,2 millioner kroner før skat. Regnskabet blev afleveret af direktør Flemming Jul Jensen. Det var hans sidste årsregnskab, for direktøren siger nu farvel og overlader posten til den nye Bankdirektør i Møns Bank Per Sjørup Christiansen.

Per Sjørup Christiansen foran den bank han overtager

Den nye bankdirektør i Møns Bank overtager en god og sund bankforretning. Officielt fratræder Flemming Jul Jensen ved næste bestyrelsesmøde den 23. marts. Per Sjørup Christiansen tiltrådte den første januar, og på den måde har der været tre måneders overlap og overdragelse til den nye bankdirektør.

“Det har været en god måde at overdrage tingene på, hvor vi har været rundt ved kunder og samarbejdspartnere, og jeg har haft gode drøftelser i alle bankens afdelinger,”  fortæller Per Sjørup Christiansen.

“Der er virkelig et godt og solidt grundlag for Møns Bank: stærkt kapitalgrundlag, og der er en god kvalitet i det som banken gør.”

Bankdirektør Per Sjørup Christiansen | Møns Bank

Godt afsæt

Årsregnskabet giver, ifølge den nye bankdirektør, et godt afsæt til yderligere vækst. Snart kommer der et skærpet kapitalkrav til alle landets banker, og det er Møns Bank allerede rustet til.

“Det gør, at vi i endnu højere grad kan vende blikket ud mod kunderne og støtte dem i deres aktiviteter og forretningsmæssige udvikling,” siger Per Sjørup Christiansen.

Én af de første opgaver bankdirektøren vil tage fat på, er at blive endnu mere proaktiv i forhold til bankens kunder.

“Banken er heldigvis meget aktiv i forhold til at netværke med erhvervslivet i vores markedsområde. Vi vil gerne være katalysator for alle de mange gode planer og initiativer, der er.”

Per Sjørup Christiansen fortæller desuden, at banken har en vækstplan og der løbende kommer mange nye kunder.

Kasper Buur - Presse- og kommunikationskonsulent

Skrevet af Kasper Buur

Presse- og kommunikationskonsulent

T: +45 51 93 58 29
E: kb@businessvordingborg.dk

Tilmeld dig nyhedsbrev fra Business Vordingborg

Tilmeld dig Business Vordingborgs nyhedsbrev