Stor opbakning til erhvervsforeningens helt store aften

af | 9. feb 2024 | Erhvervsnyheder

Vanen tro var Vordingborg Erhvervsforening i samarbejde med Business Vordingborg, Vordingborg Kommune, Lollands Bank og Møns Bank værter for Erhvervspris 2023 – årets erhvervsprisarrangement. Og ligesom sidste år kunne arrangørerne afholde et udsolgt arrangement, som igen bød på en kombineret erhvervsprisfest samt nytårskur.

Erhvervspris 2023 blev afholdt 25. januar på STARS i Vordingborg, hvor 120 medlemmer af erhvervsforeningen og erhvervsinteresserede deltog.

”Sidste år satte vi rekord, hvor vi var et andet sted, som havde plads til flere. Nu har vi valgt de her omgivelser. Vi synes, det er fantastiske omgivelser og kan melde udsolgt. Vi har sågar haft venteliste. Det er helt fantastisk,” lød det fra formanden for dommerkomitéen Willi Becke.

Aftenen bød naturligvis på prisoverrækkelser. Her vandt Proplast Erhvervsprisen 2023, Oremandsgaard Gods modtog Bæredygtighedsprisen og Eboating fik Overraskelsesprisen.

Erhvervsprisen 2023 blev overrakt til Proplast af borgmester i Vordingborg Kommune, Mikael Smed.

”Det er fedt at få lov til at overrække hovedprisen og være med til at give den anerkendelse til en virksomhed, der har klaret sig rigtig godt og arbejder rigtig godt, både for sig selv, men også for det lokalsamfund,” sagde Mikael Smed efter prisoverrækkelsen.

Derudover bød erhvervsprisarrangementet på oplæg fra Clevers direktør Casper Kirketerp-Møller, der talte om om arv og hvordan Clever har erstattet magthierarkiet med et formålshierarki, og i dag driver en milliardvirksomhed med 350 kollegaer uden chefer.

Fremtidsanalytiker Christiane Vejlø gav i sit indlæg alle fremmødte et aktuelt indspark i debatten om forholdet mellem mennesker og kunstig intelligens.

Vindervirksomhederne var alle blevet udvalgt af Erhvervspris’ dommerkomité.

Dommerkomitéen bestod i år af Finn Pedersen, filialdirektør i Lollands Bank, Bart Gyldenløve Roetink, erhvervschef, Møns Bank, Pia Wamberg, kommunalbestyrelsesmedlem i Vordingborg Kommune, Helene Urth, direktør i Business Vordingborg, Jacob Møller, bestyrelsesformand for Vordingborg Erhvervsforening, Willi Becke, bestyrelsesmedlem i Vordingborg Erhvervsforening og Steffen Steffensen, bestyrelsesformand for Business Vordingborg.

“Vi har sågar venteliste. Det havde vi ikke turde håbe på, da vi indførte prisen. Det betyder jo bare, at erhvervsforeningen har sin berettigelse.”

Willi Becke | Formand for dommerkomiteen, Vordingborg Erhvervsforening

Willi Becke taler om Erhvervspris 2023

Endnu en udsolgt Erhvervspris

Willi Becke, formanden for dommerkomitéen, førte de fremmødte gennem aftenens prisuddeling. Og det dommerkomitéformanden var begejstret for det store fremmøde.

”Det havde vi ikke turde håbe på, da vi indførte prisen. Det betyder jo bare, at erhvervsforeningen har sin berettigelse,” forklarede Willi Becke.

Ifølge borgmester Mikael Smed er det vigtigt med sammenhold blandt kommunens virksomheder.

”Det betyder rigtig meget for erhvervslivet, at man laver sig et netværk, så man kan trække på hinanden, når der er udfordringer eller potentialer, man gerne vil udnytte. Og så betyder det rigtig meget for kommunen, at der er sammenhængskraft og sammenhold om at skabe nogle gode rammer og drive nogle gode virksomheder. Fordi vi også lever af at have gode virksomheder, der kan tilbyde gode jobs til vores borgere.”

Tilmeld dig Business Vordingborgs nyhedsbrev