Driver du en bygge-anlægsvirksomhed i Vordingborg Kommune, så har du sandsynligvis godt gang i ordrebogen. I hvert fald viser tal fra VækstVilkår Vordingborg, at virksomhederne vokser mere end både resten af landet og Region Sjælland.
Der er godt gang i byggeriet i Vordingborg Kommune, det viser tal fra VækstVilkår Vordingborg, som udkom i maj måned. Anlægsinvesteringerne er steget fra 100 til 200 mio. kr. i perioden fra 2010 til 2014 og i samme periode har investeringer i boliger holdt sig relativt stabilt på omkring 300 mio.
Det smitter af på virksomhederne i Kommunen, som har haft en vækst i antallet af ansatte på 20% fra 2010 til 2015, mere end dobbelt så meget som i resten af landet.
– Vi har en stærk byggeanlægsbranche i Vordingborg Kommune, og de virksomheder gør det rigtig godt. De har formået at rejse sig efter knækket i finanskrisen og bidrager med rigtig mange job til vores borgere i kommunen, udtaler formand for Erhvervsudvalget Asger Diness Andersen fra Vordingborg Kommune.
VækstVilkår Vordingborg er udarbejdet af Center for VækstAnalyse for Vækstforum Sjælland. Bygge-anlægsbranchen er en af styrkepositionerne i Region Sjælland. Tager man et kig på Børsens prestigefyldte Gazelleliste, som indeholder de mest voksende virksomheder i Danmark, så har 5 bygge-anlægsvirksomheder fra Vordingborg, da også fundet vej til listen.
– Vi er her i regionen stærke på bygge-anlæg og det er bestemt ikke nogen undtagelse i Vordingborg. Selvfølgelig er Vordingborgs virksomheder godt hjulpet på vej af den øgede omsætning på boligmarkedet og væksten i samfundet generelt, men vi har også nogle virkelig dygtige ledere og ejere ude i vores virksomheder, som også skal have deres del af æren for, at det går så godt, udtaler borgmester Knud Larsen.
I Vordingborg Erhverv er man også glade for at se de gode takter fra branchen.
– Det har jo ikke været nemme år at drive virksomhed, så at bygge-anlægsvirksomhederne i Vordingborg Kommune har formået at udvikle sig bedre end resten af både landet og regionen, siger noget om, at vi har nogle rigtig gode virksomheder, som i de kommende år med store anlægsinvesteringer i broer og tunneller går nogle rigtig gode år i møde, udtaler Susanne Kruse Sørensen, direktør.
De store anlægsinvesteringer får dog også Susanne Kruse Sørensen til at lægge ansigtet i de alvorlige folder. For ordrerne kommer ikke af sig selv.
– Vi er jo i Vordingborg Erhverv meget bevidste om, at ordrerne fra de byggerier ikke lander af sig selv hos Vordingborgs virksomheder. Derfor er det et område vi har fokus på i Vordingborg Erhverv for at sikre yderligere vækst til vores stærke bygge-anlægssektor, slutter direktøren.