Port of Vordingborg

Moderne erhvervshavn i udvikling

På Masnedø i det sydlige Vordingborg ligger Port of Vordingborg, der fungerer som kommunens største erhvervshavn og huser flere virksomheder. Den ligger strategisk og fordelagtigt i forhold til både motorvejen, København og den kommende Femern-Bælt-forbindelse, ligesom den ligger i en kommune med ambitioner om at blive grønt kraftcenter.

Port of Vordingborg er også base for anlægs- og serviceaktiviteter relateret til den nye Storstrømsbro.

 

> Stort udviklingsfokus

De seneste år har Port of Vordingborg gennemgået en stor udvikling, hvor havnedirektør Jan-Jaap Cramer i 2024 kunne indvie den seneste havneudvidelse på knap 250.000 m2. På udvidelsen skal Arcadia eFuels blandt andre til at etablere deres Power to X-anlæg og bidrage til den grønne omstilling i Danmark.

“Vi skaber nye arbejdspladser både på havnen og især i de afledte erhverv udenfor havnen nyder godt af vores vækst. Havnen er en vækstmotor og krumtap for vores område og det er ikke bare til næste år men i de næste hundrede år. Siden 2014 er vores havneareal firedoblet og når vi er færdige med den nye udvidelse, er havnen 8 gange så stor siden vi begyndte i 2014″

Jan-Jaap Cramer | Direktør, Port of Vordingborg

 

> Grøn styrkeposition

Port of Vordingborg har over 600 skibsanløb og håndterer over 1 million ton tonnage årligt. Alligevel finder havnen tid til at engagere sig i inddragelse af lokalsamfundet og udvikling af fremtidens løsninger.

De afholder årligt Åben Havn-arrangementer, hvor interesserede kan opleve havnen tæt på og indgå i dialog med havnens virksomheder.

Havnen deltager også i internationale aktiviteter, for eksempel er de på nuværende tidspunkt med i EU-projektet Incone60 Green, der handler om digitalisering af erhvervshavne.

400
tusidende kvadratmeter
samlet havneareal
1 mio.
årlig
tonnage
1,3
kilometer
havnekaj
600
årlige
skibsanløb
Vordingborg Havn Map Klikbart punkt Klikbart punkt Klikbart punkt Klikbart punkt Klikbart punkt

Velkommen

Klik på et punkt for at se information.

> Forsyning

Vordingborg Havn huser blandt andet Vordingborg Forsyning, der er en multiforsyningsvirksomhed. Vordingborg Forsyning sørger nemlig for både produktion af kraftvarme, distribution af fjernvarme, forsyning af drikkevand samt rensning af spildevand.

Vordingborg Forsyning overtog Masnedø Kraftvarme Værk fra DONG Energy A/S i 2012. Masnedøværket producerer både el til nettet (ca. 36.000 Mwh/år ) og fjernvarme til Vordingborg by (ca 105.000 Mwh/år). Produktionen af el og varme er udelukkende baseret på el, biobrændsler, halm og flis.

Ligeledes leverer forsyningsvirksomheden fjernvarme til 3.600 private ejendomme og virksomheder, og over 95% af varmebehovet dækkes af fjernvarme fra forsyningen i Vordingborg by, men fjernvarmenettet udbygges fortsat. Virksomheden sørger for fremtidssikring gennem måden, de producerer fjernvarmen på: Halm og flis produceres nemlig hvert eneste år og vurderes derfor som en sikker kilde til varmeproduktion. Dette gør også, at virksomhedens produktion baserer sig på CO2-neutrale energikilder.

Vordingborg Forsyning har fire vandværker i kommunen, og oppumpede i 2021 en vandmængde på 1.302.245 m3. De forsyner Vordingborg by, Nyråd, Præstø og Møn.

Derudover driver virksomheden 10 renseanlæg i kommunen – 5 på Sjælland og 5 på Møn og Bogø, der tilsammen har 547 km spildevandsledninger, og de modtager og behandler spildevand fra 22.300 husstande.

> Arcadia eFuels

Virksomheden Arcadia eFuels har hovedsæde i USA, men alligevel er deres øjne faldet på Vordingborg Havn. Her planlægger virksomheden at bygge deres nye anlæg, der skal producere CO2-neutralt flybrændstof.

Nærmere bestemt skal deres anlæg bygges på den nye havneudvidelse, der blev indviet i 2024. Anlægget er det første storsskala Power-to-X-anlæg til produktion af e-SAF, som er grønt og CO2-neutralt flybrændstof. Arcadia eFuels har valgt netop Vordingborg som lokation blandt andet på baggrund af den store støtte fra Vordingborg Kommune samt den store mængde af vedvarende energi, der produceres på Sydsjælland og Lolland-Falster. Til sidst har det været en afgørende faktor, at der på Vordingborg Havn er placeret en 132 kV transformerstation, som kan levere tilstrækkelig strøm til Power to X-anlægget.

”Vi har behov for mange kraftcentre, så hvorfor skulle Vordingborg ikke også blive et af dem? Den her lokation er fantastisk. Man har en meget, meget stærk el-infrastruktur, og så er det jo også ved vandet. Og det vil sige, at i det omfang, man har behov for at shippe ting ind og ud, så er man også godt placeret til det. Og jeg kan sagtens rumme, at der er mange danske kraftcentre, og jeg håber bestemt, at Vordingborg Kommune bliver et af dem,” sagde Lars Aagaard, der er Klima-, energi- og forsyningsminister, under sit besøg på Vordingborg Havn i 2024.

Det nye anlæg skal producere CO2-neutralt flybrændstof baseret på brint, CO2 og vand, som kan bruges til samme motorer som andet flybrændstof. På anlægget skal der produceres 80.000 tons flybrændstof svarende til 100.000.000 liter om året, og dette taler godt ind i den nye EU-lovgivning.

EU har vedtaget, at der fra 2030 skal være 1,2% e-SAF blandet i konventionelt flybrændstof. Procentdelen stiger op mod 2050, hvor i 2035 skal der være 5 procent e-SAF iblandet. Derudover har den danske regering præsenteret deres kommende CO2-afgift på flybilletter.

”Det kommer til at skabe en kæmpestor interesse. Allerede nu er interessen stor, men der er ikke så uendeligt meget at se derude endnu. Lige så snart anlægget er i drift, vil samarbejdspartnere komme til Vordingborg for at se verdens største anlæg, der producerer CO2-neutralt flybrændstof. Der vil være masser, som vil se det,” siger Martin Nielsen, der er Plant Manager hos Arcadia eFuels i Vordingborg.

Kontakt Business Vordingborg

Har du spørgsmål til vores tilbud, brug for sparring omkring din virksomhedsudvikling, eller søger du mere information om vores services? Udfyld kontaktformularen herunder, så vender vi hurtigt tilbage til dig. Vi glæder os til at høre fra dig!