Et virksomhedsbesøg med krummer i

af | 4. apr 2019 | Industri, Vordingborg Erhverv nyheder

Den 26. marts var borgmester Mikael Smed og erhvervsdirektør Susanne Sørensen taget på endnu en travl tur i kommunen for at besøge nogle af vores nichevirksomheder. Turen gik blandt andet til Møn Maskinbyg A/S, og det var der krummer i.

Der dufter ikke ligefrem af bageri hos Møn Maskinbyg i Stege, men de har dog en særlig ekspertise indenfor udvikling af maskiner til forarbejdning af dej og bagværk. De laver nemlig maskiner til industribagerier i ind- og udland, herunder Bisca i Stege. Det kræver en særlig viden om hvordan maskinen og dejen reagerer på hinanden, og hvordan man optimerer en produktionsproces. Udover maskiner til forarbejdning af dej leverer Møn Maskinbyg også maskiner til håndtering og emballering af produkter.

Møn Maskinbyg skræddersyer maskiner til nogle af de mest specialiserede industrier i Danmark; udover fødevareindustrien leverer de også maskiner med milliliter præcision til medicinalindustrien. De leverer blandt andet maskiner til Codan Medical, som producerer udstyr til blodprøvetagning.

Ifølge Knud G. Hansen, som har ejet virksomheden siden 2011, er det kendetegnende for virksomhedens maskiner, at de skal kunne præstere med ekstrem præcision, og i nogle tilfælde under hårde forhold. De skal fx kunne holde til ekstrem rengøring, i særdeleshed i fødevareindustrien.

Møn Maskinbyg har kompetencer, som effektiviserer produktiviteten i danske produktionsvirksomheder og dermed øger konkurrenceevnen. I nogle tilfælde optimeres ydeevnen i virksomhedernes produktion med mere end 50%.

Møn Maskinbyg leverer også automatisering til kunder i Sydkorea, USA, England, Sverige og Tyskland.

Borgmester Mikael Smed var imponeret over den lokale virksomhed med de mange kompetencer:

”Det er fantastisk at lære disse virksomheder at kende – her har vi endnu et eksempel på en lokal virksomhed, som har specialiseret teknisk viden, og som underleverandør har betydning for andre virksomheder rundt om i Danmark og som også rækker ud over landets grænser.” fortæller Mikael Smed.

Møn Maskinbyg går et godt år i møde, og har udfyldt deres eksisterende rammer, og det var direktør Susanne Sørensen også opmærksom på:

”Det her er en dygtig virksomhed, som er i vækst, og vi har en god dialog med dem omkring fremtidsplanerne for både udvidelse og andre løsninger, så den positive udvikling har plads til at fortsætte.” fortæller Susanne Sørensen.

Tilmeld dig Business Vordingborgs nyhedsbrev