Der skal være en farmor til alle

af | 8. feb 2016 | Vordingborg Erhverv nyheder

En kold dag i januar blev der tændt op i Farmors lade, da der blev afholdt møde i Farmorhuset i Vordingborg. Mødet var arrangeret af erhvervsservicechef Dan Holck-Hansen fra Vordingborg Erhverv, som havde indkaldt flere erfarne erhvervsfolk, til et sparringsmøde om Farmorhusets fremtid.

Farmorhuset er en legecafé, som ligger midt i Vordingborg by og som er besøgt af mange børn og familier hvert eneste år. Konceptet er udviklet gennem de sidste 12 år af Annette Andersen, bedre kendt som ”Farmor”, og bygger på pædagogiske principper om leg, omsorg og nærvær.

I gennem det seneste halve år har Farmorhuset, med hjælp fra Vordingborg Erhverv, arbejdet på at udvikle konceptet, og nu er ambitionen at forvandle den lokale legecafé til en forening med en professionel bestyrelse. På mødet, som var arrangeret af Vordingborg Erhverv, gav Farmor en rundvisning og en præsentation af alt hvad Farmorhuset byder på. Lene Tissot Koch fra ’Ord for Ord’ gav herefter en præsentation af den projektbeskrivelse og den fremtidige plan for Farmorhuset, som hun i samarbejde med Annette Andersen har været med til at udforme.

Et analogt pusterum

I dag bliver Farmorhuset drevet af frivillige kræfter, med støtte fra det lokale erhvervsliv og ikke mindst fra de familier fra nær og fjern, som bruger Farmorhuset. Der er også tilknyttet en støtteforening med egen bestyrelse. Produkterne spænder vidt og bygger alle på pædagogiske principper, som skal give alle børn en god oplevelse. Derfor kan man besøge bamsehjemmet for hjemløse bamser, hvorfra der også kan adopteres en særligt udvalgt bamse. Man kan tage forældre og bedsteforældre med på skovtur med trækvogn, pakket med kiks, kaffe og saftevand til hele familien. Det er også muligt at prøve lykken på bamsehjulet, hvor der er farmorsnyd og gevinst hver gang.

Når man træder ind i Farmorhuset, så træder man ind i en verden, hvor leg, kreativitet og nærhed er i fokus. Her er de digitale skærme lagt væk, og børn og voksne er sammen om smil og glæde. Den stressede hverdag bliver lagt på hylden og børn, forældre og bedsteforældre får en god oplevelse i fællesskab.

Det helt rette sparringspanel

Med Annette Andersens pædagogiske baggrund og mange års erfaring med børns læring og udvikling er Farmorhuset et solidt og gennemtænkt koncept, hvor enhver detalje har et lærerigt og pædagogisk formål. Ved at omdanne Farmorhuset til en forening har Annette nu valgt at forære hele konceptet til Vordingborg by, fordi det tilfører byen stor social og kulturel værdi.

”Jeg har udviklet konceptet igennem de sidste 12 år, og jeg er god til at få idéer, men jeg kan kun få det her til. Hvis konceptet skal bredes videre ud, så skal der andre kræfter på banen”, fortæller hun.

Derfor havde Dan Holck-Hansen fra Vordingborg Erhverv inviteret flere af kommunens erfarne erhvervsdrivende til møde for at sparre og udveksle erfaringer og idéer til udbredelse af konceptet; potentiale, markedsføringskanaler, indtægtskilder samt etableringen af en særskilt forening med professionel bestyrelse.

Deltagerne i sparringspanelet var nøje udvalgt til netop at kunne give relevante input til de enkelte udfordringer. Allan Andersen er netop ansat som filialdirektør i Møns Bank. Peter Ole Sørensen har mere end 20 års erfaring med turisme og strategiudvikling, samt mange års erfaring med bestyrelsesarbejde. Anders Bo Jensen har 20 års erfaring med web og reklamedesign, blandt andet fra sit eget firma ’etwasanders’. Ken Heddinge er leder af Fonden Clemens, og har selv erfaring med både fundraising og iværksætteri. Lene Tissot Koch er indehaver af virksomheden Ord for Ord og har blandt andet hjulpet Farmorhuset med at beskrive konceptet, på en sådan måde, at det kan udbredes nationalt. På mødet deltog også Else Andersen, som er professionel fundraiser og hun vurderer, at projektet har gode muligheder og godt potentiale for at få midler til den videre udvikling.

Hos Vordingborg Erhverv er der også en stor interesse for projektet og en tro på et stort potentiale.

”En udbredelse af Farmorhuset vil ikke kun bidrage med en kulturel og social værdi i Vordingborg by, men vil også skabe lokale arbejdspladser. Vi er også stolte over at se den store opbakning fra erhvervslivet. Farmorhuset er en af de ting som bringer folk til byen og styrker sammenholdet.” fortæller erhvervsservicechef Dan Holck-Hansen.

Farmor i fremtiden

Det næste skridt er at panelet mødes igen for at klarlægge vision, mission og strategi. Alle deltagerne har sagt ja til at investere yderligere tid i projektet, blandt andet har Ken Heddinge sagt ja til at blive en del af den kommende bestyrelse. Derudover skal der søges sponsorater for 40.000 kroner, til at betale en professionel fundraiser, som skal søge større fonde om finansiering til en udvidelse af Farmor-konceptet, som på sigt også kan bredes ud til andre byer, fortsat med hovedsæde i Vordingborg by.

Hvis man ønsker at støtte op om Farmorhuset, er man velkommen til at kontakte Farmor.

Du kan læse mere om Farmorhuset her.

Tilmeld dig Business Vordingborgs nyhedsbrev