VVS-lærling: En kommende energispecialist

af | 7. nov 2019 | Bygge og Anlæg

Masser af udfordrende arbejdsopgaver og en god kombination af skole og praktik. Sådan er hverdagen, når man tager en erhvervsuddannelse.  Læs her sjette afsnit i vores serie om Peter E. Olsen fra Vordingborg, som har valgt at uddanne sig som VVS’er.

Siden efteråret 2016 har Peter været i gang med sin uddannelse inden for VVS, hvor han har valgt retningen energispecialist. Tiden flyver afsted, og det er næsten ikke til at tro, men uddannelsestiden er snart slut.

3. hovedforløb er slut

For tre uger siden afsluttede Peter sit 3. hovedforløb på EUC Sjælland i Næstved. De fine resultater fortsætter med et flot 10-tal som resultat for hovedforløbet.

De er et lille hold på dette skoleforløb. Faktisk er de kun 11 i klassen – 10 unge mænd og 1 ung kvinde.

Som noget nyt inden for uddannelsen som energispecialist skal Peter på et 14-dages kølekursus i starten af næste år. Den afsluttende prøve skal bestås, for ellers må han ikke gå op til svendeprøven.

Men et kølekursus er ikke det eneste nye på Peters uddannelse. Plastsvejsning blev introduceret som et nyt fag på uddannelsen, et fag som Peter nu allerede har afsluttet. Plastsvejsning bruges eksempelvis ved samling af vandrør og sprinklerledninger i jord.

På sit 3. hovedforløb har Peter brugt en hel del tid på at lære om fjernvarme. Som VVS’er skal man både kunne dimensionere og tegne fjernvarmeanlæg, og ligesom på hans 2. hovedforløb har Peter derfor også brugt megen tid på el-lære. ”Vi har godt nok bygget mange eltavler med styring til vvs-anlæg denne gang”, siger Peter.

Peter skal på skolebænken for sidste gang i april 2020, hvor han først skal gennemgå otte ugers repetition, inden det går løs med svendeprøven. Det tager to uger at gennemføre selve svendeprøven, som to lærlinge fra P.E. Larsen VVS skal gennemgå på samme tid.

Praktik

Peter er nu tilbage i praktik, hvor han skal være, indtil det afsluttende skoleforløb starter.

I denne praktikperiode har Peter en del selvstændige opgaver, som primært er for private kunder. ”Jeg kan godt lide afvekslingen i opgaverne for de private kunder”, udtaler Peter. Han syntes nemlig, at erhvervsbyggeri hurtigt kan blive for ensformigt.

Hos P.E. Larsen VVS er der fem-seks lærlinge. Nogle gange har Peter selv en lærling med ud på opgaver. ”Før var det mig, der spurgte svendene til råds. Nu er det de yngre lærlinge, der spørger mig til råds”, siger Peter.

 

Vi følger Peter gennem hele hans uddannelse, så glæd dig til at læse mere om, hvordan det går til hans svendeprøve.

Tilmeld dig Business Vordingborgs nyhedsbrev