Allerede dagen efter, at Vordingborg Kommune meldte ud, at man er klar til at støtte de lokale virksomheder, udbydes der nu mindre håndværkeropgaver for tilsammen mere end fire millioner kroner. Samtidig vil man lægge indkøb lokalt, hvis man ikke er forpligtet til andet.
Teamet, som varetager vedligehold og optimering af kommunens bygninger, vil i de næste par uger koncentrere indsatsen for at udbyde mange af de opgaver, som er besluttet udført i 2020.
Vordingborg Kommune vil derfor indenfor de næste fire uger udbyde mindre opgaver for i alt cirka fire millioner kr. Der er tale om opgaver indenfor stort set alle håndværkerfag.
De større opgaver over 500.000 kr. excl. moms, som f.eks. kræver projektering vil efterfølgende blive annonceret og udbudt.
Opgaverne vil blive udbudt i henhold til kommunens politisk vedtagne administrationsgrundlag.
”Det er vigtigt, at vi handler hurtigt, for flere håndværksvirksomheder har allerede problemer eller risikerer at få problemer på grund af Coronavirussen. Derfor udbyder vi allerede nu de mange mindre opgaver, som er besluttet udført i år. Vi vil også som kommune indkøbe lokalt pånær på områder og varer, hvor vi er forpligtet af indgåede indkøbsaftaler,” siger borgmester Mikael Smed.
De opgaver som ikke skal annonceres, vil i det omfang de kan løses lokalt, blive udbudt til lokale firmaer, som underhåndsbud, hvor 2 – 3 firmaer vil blive opfordret til at byde. Det er fortrinsvis de firmaer, som allerede er i kommunens database, der vil blive kontaktet. Udvælgelsesmetode fremgår også af administrationsgrundlaget.
Vil et firma i databasen, kan konktaktinfo og kompetencer meddeles på: byggeudbud@vordingborg.dk
Alle firmaer vil blive kontaktet inden de modtager udbudsbeskrivelser.
Som udgangspunkt vil de firmaer, der får opgaverne selv kunne planlægge og aftale tidspunkt for opstart, når ikke der er tale om akutte opgaver.
Vordingborg Kommune har også opfordret lokale virksomheder, som måtte være presset på likviditeten som følge af Corona-krisen, til at sætte en kort betalingsfrist på fakturaer for varer eller ydelser til kommunen, så vil de blive betalt hurtigt.
Mikael Smed benytter også igen lejligheden til at opfordre alle borgere til at støtte det lokale erhvervsliv.
”Lad mig endnu engang opfordre til at også alle borgere støtter det lokale erhvervsliv. Handl lokalt, når det kan lade sig gøre, og det kan det i de fleste tilfælde, og gør det både nu og når situationen bliver mere normal igen. Så skaber vi de bedste muligheder for, at vi også har et lokalt erhvervs- og handelsliv, når krisen er forbi,” siger borgmesteren.
Spørgsmål kan rettes til byggeudbud@vordingborg.dk.
Har du spørgsmål om byggeudbud? Så kan du også kontakte erhvervsudvikler Monica Jensen på telefon 25 77 90 73 eller mail mj@vordingborgerhverv.dk.