Vækstvilkår viser fremgang i antallet af arbejdspladser

af | 24. aug 2017 | Bygge og Anlæg, Vækst

Der skabes igen nye arbejdspladser blandt virksomhederne i Vordingborg kommune. Efter nogle år med svingende jobtal, blev der i 2016 skabt 163 nye private jobs i Vordingborg kommune. Og dermed følger Vordingborgvirksomheder nu resten af landet opad.

Der er for alvor kommet gang i jobskabelsen i erhvervslivet i Vordingborg kommune. Det viser nye tal fra VækstVilkår 2017. Og det er bygge- og anlægsbranchen, der trækker det.

– Det er rigtig godt at se, at kurven nu vender for os i Vordingborg kommune. Vi har været igennem nogle udfordrende år. Men nu er væksten for alvor kommet til Vordingborgs erhvervsliv, og det tyder rigtig godt for fremtiden hernede, fortæller borgmester Michael Seiding Larsen.

De fleste brancher i kommunen har ifølge tallene holdt niveau eller haft en svag vækst. Men bygge-anlæg har virkelig løftet sig med en vækst på 16,9 % de sidste to år svarende til 135 fuldtidsstillinger.

– Bygge-anlæg er rigtig vigtige for os i Vordingborg. Det er et særligt strategisk satsningsområde, fordi vi har nogle styrker i de virksomheder, vi har. Og så er der en række anlægsinvesteringer i store byggerier, som vi her i kommunen ønsker at udnytte til fordel for vores eget erhvervsliv, udtaler erhvervsdirektør Susanne Kruse Sørensen fra Vordingborg Erhverv A/S.

I alt er der 15.871 job i kommunen, hvoraf 10.425 er private. 1200 af dem ligger i bygge/anlægsbranchen i Vordingborg kommune.

– Vi har et stærkt lokalt erhvervsliv her i Vordingborg, som er spredt ud over mange brancher. De kommende år bliver rigtig spændende at følge. Væksten her i Danmark har været trukket af København, men spreder sig nu til resten af landet. Og det er rigtig positivt for os i Vordingborg, udtaler Susanne Kruse Sørensen, Vordingborg Erhverv A/S.

Udover væksten i private job, er der også kommet en række udflyttede statslige arbejdspladser til Vordingborg og kommunerne rundt omkring. Og det er rigtig positivt for Vordingborg.

– Jeg tror at væksten i det private erhvervsliv sammen med de her offentlige jobs, kommer til at give os et rigtig godt skub i den rigtige retning. For ikke alene har vi en positiv udvikling i antallet af jobs her, men der er også mange nye arbejdspladser i kommunerne omkring os, som en følge af udflytningen. Og det gavner også os i Vordingborg. Så det ser rigtig positivt ud, mener borgmester Michael Seiding Larsen.

VækstVilkår 2017 udkommer i dag den 24. august og er udarbejdet af Center for VækstAnalyse for Vækstforum Sjælland.

Hvis du er glad for tal, så kan du læse hele rapporten her.

 

Tilmeld dig Business Vordingborgs nyhedsbrev