Unge, lokale iværksættere serverer lune lækkerier

af | 21. sep 2015 | Iværksætteri, Vordingborg Erhverv nyheder

De nye spirer, ’Wrappers,’ er kommet godt i gang med deres forretning og der er gang i salget foran Kvickly i Vordingborg, hvor varehuschef Per Kristiansen har stillet gratis kvadratmeter til rådighed. Vordingborg Erhverv tog et smut forbi fredag den 18. september, for at ønske tillykke.

Allan Andersen styrer wrappers-dejen, mens hans søster Annette Andersen og hans kæreste Malene Madsen sørger for at tage imod og eksekvere de mange bestillinger.

”Det er super fedt at komme i gang. Nu har vi gået med den her idé og været spændte på hvad folk ville sige til det. Så det er jo rigtig dejligt, at det er gået så godt”, fortæller Allan Andersen fra Wrappers.

Fandt inspiration i Asien

Idéen opstod da Allan Andersen tog med sin kæreste Malene Madsen på rundrejse i Asien. Efter et længerevarende besøg i Thailand blev de inspireret til at starte forretning. De valgte derfor at afbryde rejsen og tage hjem for at starte virksomhed. ”Det er et fænomen, der er brugt meget i Japan og USA, men de er så småt begyndt i Thailand. Malene og jeg kiggede på hinanden og tænkte ’Det der, det må kunne sælge i Danmark’!” fortæller Allan Andersen.

De unge iværksættere tog hjem med en plan om at skulle sælge en ny form for pandekage og har siden arbejdet på at finde det helt rigtige produkt. ”Der er prøvesmagt mange wrappers i køkkenet på Elmeallé før vi fandt den helt rigtige opskrift”, fortæller Allan Andersen, som dog ikke mener han har taget på i forløbet, ”Men jeg har haft det godt i hvert fald” smiler han.

Efter hjemkomsten tog de kontakt til Vordingborg Erhverv, hvor de fik aftalt et møde med erhvervsservicechef Dan Holck-Hansen. Inden længe fik de unge iværksættere deres officielle navn, Wrappers, og de er flyttet ind på spirepladserne hos Vordingborg Erhverv. Men Wrip, Wrap og Wrup vil have luft under vingerne og har derfor fået en aftale i stand med Kvickly Vordingborg – ganske gratis.

Stor opbakning fra erhvervslivet

”Det er et fantastisk koncept, og så er det unge lokale kræfter, som gerne vil gøre en forskel med deres forretning. Det vil vi rigtig gerne bakke op om. Vi håber det bliver en rigtig stor succes for dem – og indtil de får godt gang i hjulene, så stiller vi pladsen til rådighed. Kvickly får jo også lov at skille sig ud fra andre butikker, ved at have Wrappers stående udenfor”, fortæller Per Kristiansen, varehuschef i Kvickly Vordingborg.

Wrappers har ligeledes fået stor hjælp fra Torben Johansen fra Hold Da Helt Fest, som har stillet telt og udstyr til rådighed med stor rabat. ”Torben har haft en afgørende betydning for at vi kan komme i gang, uden de helt store økonomiske udfordringer. Han er meget involveret og tror på vores koncept. Vi havde problemer med strømforsyningen den første dag, og han stod klar med det samme til at hjælpe, så det hele fungerede. Det er vi meget taknemmelige for. Det var ikke gået uden ham”, fortæller de tre iværksættere.

Første dag gik over al forventning. Der var kø ved boden og 150 wrappers blev langet over disken. Vordingborg Erhverv kiggede forbi fredag eftermiddag, for at sige tillykke og se Wrappers i aktion, og ikke mindst for at smage en wrapper med det hele.

Fremover kan man møde Wrappers hver torsdag, fredag og lørdag foran Kvickly Vordingborg.