Skadeservice-virksomheden Recover Nordic havde brug for mere plads, og stødte på udfordringer i deres søgen i lokalområdet. Derfor gik Jens Damgaard fra Vordingborg Erhverv i dialog for at finde en ny placering til virksomheden, så de også selv, ligesom deres kunder, kunne komme ”Hurtigt tilbage til hverdagen”.
Vi møder Rudi Larsen, centerleder hos Recover Nordic i Vordingborg foran deres nye lager, og med det samme fortæller hun, at de er rigtig glade for de nye rammer.
”Vi var kun lige flyttet ind, og det hele stod stadig i flytterod, så væltede hele Næstved og vi fik 30 vandskader ind.” fortæller hun. Så der har været fart på både indflytning og arbejdsopgaver.
Det er kun en måneds tid siden, at virksomheden og de 15 medarbejdere flyttede fra Bogøvej i Vordingborg til større lokaler på Ugledigevej i Ørslev, og det har gjort arbejdet meget nemmere.
”Nu kan vi være her. Og der er plads til at udvide. Vi har lige ansat to nye medarbejdere, og det kan godt være vi skal have flere ind.” fortæller hun.
For at gøre arbejdet mere fleksibelt hyrer de ekstra vikarer ind, indtil de ved om opgaverne er nok til en ansættelse. Vikarerne giver en fleksibilitet i forhold til at håndtere opgaverne, når der er pres på, og så kan de lånes ud, når andre afdelinger mangler folk.
I de nye lokaler har Recover fået mere end dobbelt så meget plads end de havde tidligere, og det har stor betydning for dem, at de kunne blive i Vordingborg.
”Vi er det center som dækker et af de største områder i hele koncernen, lige fra Køge til Rødby og Gedser, så det er guld værd, at vi kan ligge i Vordingborg, fordi det ligger centralt, og så er det super nemt, at vi er kommet tættere på motorvejen.”
Recover Nordic er totalleverandør på alle områder af skadessanering og servicerer både industriskader, offshore og private kunder indenfor brand-, indbruds-, storm- og vandskader.
De to store haller i det gamle MC-center på Ugledigevej har virksomheden indrettet vaskeri og det såkaldte ozon-rum, hvor tøj og møbler kan renses for lugt-gener efter brandskader.
Lageret er fyldt op med bure, hvor hver skadesag markeres separat gennem hele processen, indtil kunden får det retur eller det skal destrueres.
”Alt bliver håndteret og opbevaret for kunden – om så det er en netto-pose, så er det folks private ting, og det skal vi respektere.”
Har din virksomhed brug for mere plads? Så kontakt Jens Damgaard på tlf. 2818 0912 og få en snak om jeres behov.