Økonomisk krisehjælp til corona-ramte virksomheder

af | 18. mar 2020 | Følg vores arbejde

Hvordan kommer din virksomhed bedst gennem krisen?
Vi tilbyder akut rådgivning til virksomheder, der er ramt af den igangværende krise. Gennem Vækstprogram Lolland-Guldborgsund-Vordingborg tilbyder vi et gratis rådgivningsforløb, som skal sikre din virksomheds overlevelse og drift.

Corona-krisen rammer mange virksomheder. Mens vi beskytter os selv fra smitte ved at mindske vores aktivitet uden for vores hjem, betyder det, at der er en stærk nedgang i virksomheders aktivitet. Salget er næsten forsvundet, og produktionen er måske sat i stå. Ordrebogen er tom, dine leverandører er måske forhindret i at levere, og nogle af din virksomheds arbejdsopgaver kan ikke udføres. Virksomhedens lager kan allerede være fyldt op, fordi forventninger til forårets og påskens salg var helt anderledes end den situation, vi i dag står i. En virksomheds forretning kan være påvirket flere steder i værdi- og forsyningskæden, og det giver stærke økonomiske udfordringer, der gør erhvervsdrivende usikre på, hvorvidt deres virksomhed overlever corona-krisen.

Gennem Vækstprogram Lolland-Guldborgsund-Vordingborg og med finansiel støtte fra Erhvervsstyrelsen har vi fået mulighed for at tilbyde din virksomhed et gratis rådgivningsforløb. Din virksomhed får tilknyttet en økonomisk rådgiver, der gennemgår virksomhedens ståsted lige nu og giver et estimat over de muligheder, din virksomhed har for at overleve den nuværende situation. Mulighederne kan eksempelvis være støttemuligheder, besparelsesmuligheder samt budgetteringsmuligheder.Din virksomheds økonomiske rådgiver vil være din egen professionelle sparringspartner gennem corona-krisen, og sammen udarbejder I en køreplan for virksomheden samt etablerer en ”hot-line”-aftale, så I løbende kan sparre om din virksomheds situation. Vores rådgivere står klar til at hjælpe dig med det samme.

Din virksomhed får et tilskud til økonomiske rådgivning (behov opstået i forbindelse med corona-krisen) på op til 5.000 kr. pr. virksomhed, og 80 virksomheder fra nærliggende geografi har mulighed for at deltage. Der er ingen egenbetaling.

Støtten ydes af Erhvervsstyrelsen gennem Vækstprogram Lolland-Guldborgsund-Vordingborg; herunder de tre kommuner samt Business Lolland Falster og Vordingborg Erhverv.

Vil du gerne høre mere om din virksomheds mulighed for at få et gratis rådgivningsforløb? Vores rådgivere står klar til at hjælpe dig, så kontakt os i dag!

Kontaktpersoner

Mikkel Lundemann Rasmussen
Programkoordinator
mlr@vordingborgerhverv.dk