Ny akademiuddannelse til dig i bygge- og anlægsbranchen

af | 27. nov 2019 | Bygge og Anlæg

Zealand i Næstved har netop lanceret deres nye akademiuddannelse i Byggekoordination, som skal kvalificerer flere til at indtage rollen som bindeled mellem byggepladsens udførende håndværkere og projektledere.

Akademiuddannelsen i Byggekoordination er målrettet til alle, der er ansat i bygge- og anlægsbranchen. Dens formål er, at endnu flere kan være med til at skabe effektivitet og kvalitet i de fremtidige byggeprojekter – hvilket er særligt relevant i denne tid, hvor vi oplever massive investeringer i anlægsprojekterne Storebæltsbroen, Femern Bæltforbindelsen, Business Park Vordingborg ved afkørsel 41, vindmølleparken Kriegers Flak og udvikling af servicehavn på Klintholm Havn. 

Med en akademiuddannelse i Byggekoordination kvalificerer studerende sig til at varetage opgaver inden for optimering og byggeprocesser. Og der er lagt stor fokus på, at teorier og metoder kan bruges i praksis med det samme.

Studerende lærer at planlægge og styre byggeriets processer og ressourcer, hvilket blandt andet vil sige, at granske udbudsmateriale, fremme samarbejde mellem byggesagens øvrige parter, sikre arbejdsmiljøet på byggepladsen og anvende nye digitale muligheder inden for byggeri.

Uddannelse på deltid

Uddannelsen er bygget op af obligatoriske og valgfrie fag, der stiller skarpt på blandt andet samarbejde, ledelse, kommunikation, IT, planlægning, økonomi, byggejura samt arbejdsmiljø. Og det lyder af meget, men for dig, som har et fuldtidsjob men stadig gerne vil efteruddanne dig, kan du tage uddannelsen på deltid.

Du kan også vælge, om du vil gennemføre hele uddannelsen, eller om du blot er interesseret i et enkelt fag. Uanset dit behov så kan Zealand sammensætte et forløb, der tager særligt udgangspunkt i din situation.

Er du mest interesseret i fagene “Planlægning og styring af byggeriets processer og ressourcer” og/eller “IT i udførelsesfasen”? Fagene udbydes fra januar 2020 som blended learning, hvilket betyder, at der er få tilstedeværelsesgange i Næstved. Det giver dig mulighed for at gennemføre fagene uanset hvor du bor eller arbejder i Region Sjælland.

Økonomisk tilskud

Hvis du er over 25 år, i job og vil efteruddanne dig sideløbende med dit arbejde, kan du søge om Statens Voksenuddannelsesstøtte (SVU). Du kan få SVU i mindst en uge og højst 40 uger, omregnet til heltid. Kontakt studievejledningen hos Zealand for mere information om SVU. 

Du kan også søge om tilskud fra Omstillingsfonden til at gå i gang med eller fortsætte din akademiuddannelse. Fonden dækker udgiften til din efteruddannelse med helt op til 10.000 kroner per år til og med 2021. Læs mere om tilskud fra Omstillingsfonden her.

Alternativt kan du søge din kompetencefond om økonomisk støtte. Læs mere om denne type økonomisk støtte her. 

 

Læs mere om akademiuddannelsen i Byggekoordination her. 

Du kan også læse brochuren om den nye efteruddannelse her.