Lokale virksomheder omstiller deres produktion til håndsprit

af | 30. apr 2020 | Industri

Corona-krisen har ændret på efterspørgslen af mange produkter, men flere virksomheder søger mulighederne, som den uventede situation har medført. Særligt ét produkt er meget efterspurgt – nemlig håndsprit. To lokale producenter har omstillet deres produktion for at imødekomme lokale og nationale behov.

”Med skærpede hygiejneregler og mangel på håndsprit så vi egenproduktion af håndsprit som en mulighed for at balancere vores økonomi under corona-krisen. Vi har en historie med at udvikle og producere vores egne produkter med lokale råvarer, og med en levnedsmiddeltekniker og kemiker på holdet var det oplagt for os at begynde at producere håndsprit. Vi ville også gerne være med til at dække det lokale behov for håndsprit,” fortæller Wolfgang Sürth, som er indehaver af Noorbohandelen, en virksomhed på Møn med egen import og bottling af verdens fineste spiritousa.

Noorbohandelen, som også er blevet kåret som Danmarksmester i gløgg 3 år i træk, forhandler deres håndsprit gennem Møns Handelsstandsforenings webshop www.vielskermoen.dk. Derfor kan du finde deres produkter på hylderne i butikker i Stege, inkl. deres egen specialforretning på Nyord og i Torvehallerne i København.

En anden lokal virksomhed dækker også nationale behov for håndsprit.

”På vores herregårdsdestilleri udvikler og producerer vi blandt andet gin og æblebrandy med lokale råvarer. Men da corona ændrede efterspørgslen på vores egne produkter, måtte vi finde en anden måde, så vi kunne undgå en likviditetskrise. Jeg har heldigvis to kollegaer, som er farmaceut og kemiker, og de så hurtigt muligheden for at starte produktion af håndsprit. Og med deres forbindelse til apotekerbranchen startede vi et samarbejde, så vi nu leverer til apoteker i hele landet,” fortæller August Hage, ejer af Oremandsgaard Gods.

Mangel på råvarer

Det er ikke nemt at finde råvarerne til produktion af håndsprit. Der er nemlig stor efterspørgsel på ethanol, som er essentielt for produktionen.

”Vi bruger mange lokale råvarer til vores produktion, men ethanol, som er hovedingrediens i håndsprit, må vi bestille udefra. Der er dog så stor efterspørgsel på ethanol lige nu, at leverandørerne løber tør, og der er kamp om levering,” fortæller Wolfgang Sürth.

Det er en situation, som August Hage nikker genkendende til. Men det gælder ikke kun ethanol – selv flasker til emballage er i underskud.

August Hage fortæller: ”Leverandører af flasker var slet ikke forberedt på den efterspørgsel, som kommer nu, hvor produktionen af håndsprit er skud i vejret. For nogle af vores produkter kan vi måske først forvente at modtage flaskerne sidst i juni – selvom vores produktion er klar.”

Nye varianter af håndsprit

Noorbohandelen har 30 års erfaring med hjemmelavet kosmetik, så derfor udviklede de en særlig håndsprit med ålegræs og jojoba-olie.

”Vores håndsprit sørger for, at forbrugeren også bevarer fugtighed i hænderne ved brug. Håndsprit kan være meget udtørrende, så vi har tilsat jojoba-olie, der fugter og ålegræs som i sig selv er antiseptisk,” fortæller Wolfgang Sürth om deres håndsprit-produkt.

Oremandsgaard Gods producerer ugentligt 20.000-30.000 flasker håndsprit til apotekere i hele landet, men der er nye produkter under udvikling.

”Vi har fremstillet en overfladedesinficerende sprit, som kan sprayes på dørhåndtag og lignende. Det virker på kort tid, og produktionen er allerede klar. Lige nu mangler vi bare flasker til emballage – og det er ikke billigt at opdrive flaskerne i denne tid. De er nok steget 200-300% i pris. Så prissætning af vores håndsprit og overfladedesinficerende sprit er en balance mellem en fornuftig salgspris og dækning af produktionsudgifter, så vi selvfølgelig får lidt overskud” fortæller August Hage og fortsætter:

”Vi oplever også nu, at håndgel efterspørges i højere grad. Derfor overvejer vi at investere i det nødvendige udstyr, så vi i fremtiden kan omstille vores produktion for at kunne imødekomme det behov. Vi forventer, at vi inden længe vil nå et stabilt niveau, hvor vi producerer 10.000 flasker håndsprit eller håndgel om ugen – og vi overvejer, om den nye produktion skal blive til en permanent del af vores drift.”

Tilmeld dig Business Vordingborgs nyhedsbrev