Jan Frølich og Thomas Levin fra mobilereklame smiler, for de har fået en ordre på at levere såkaldte ’byggeplads-skilte’ m.m. på hele strækningen af det nye Ringsted-Femern projekt.
Det Østrigske firma Swietelsky Baugesellschaft m.b.H kontaktede Jan og Thomas tilbage i 2017, med en opgave til det store anlægsarbejde på jernbanen. Der skulle leveres omkring 100 skilte til de forskellige byggepladser langs med jernbanestrækningen; skilte i forskellig størrelse, som skal sikre, at alle er bekendt med påbud og advarsler på byggepladserne.
Se Jan Frølich fortælle om betydningen af den opgave de har fået i videoen her:
Swietelsky Baugesellschaft m.b.H vandt entreprisen på Ringsted-Femern banen tilbage i sommeren 2017, og de har oprettet deres kontor-domicil på Marienbergvej i Vordingborg. Derfor var det nærliggende at vælge en lokal leverandør, så de tog fat i mobilreklame, som holder til i netop Jernbanegade, tæt på det Østrigske domicil.
”Det der er vigtigt for dem (Swietelsky red.) er at de har en tæt kontakt med deres leverandør, og det vigtige for os, og for området, det er at de gør brug af lokal arbejdskraft.” fortæller Jan Frølich om betydningen af sådan en opgave.
De to kompagnoner håber også på flere afledte opgaver i fremtiden, i forbindelse med de mange anlægsarbejder, og har derfor meldt sig ind i Storstrøm Service Group.
Ordrebogen er da også godt fyldt med mange alsidige opgaver, og de to lægger ikke skjul på at de har travlt.
Tidligere har mobilreklame leveret til andre store kunder – blandt andet har de lavet alt i skilte og folie på det nye besøgscenter ved Hammershus på Bornholm. En opgave som kom i stand gennem Museum Sydøstdanmark.
”Vi har et godt samarbejde med Museum Sydøstdanmark, og har leveret materiale til flere af deres udstillinger, så da de skulle til Bornholm og lave udstillingen i det nye besøgscenter, ville de have os med.” fortæller Jan Frølich.
”Det er en helt unik opgave. Det er et helt nyt besøgscenter ved Hammershus, så det er noget særligt at være med til” fortæller Thomas Levin.
”Det var også en spændende opgave, fordi der var en hel del der skulle koordineres for at få varerne leveret – de kan ikke bare lige sendes med fragtmanden.” fortæller han.
En af de igangværende ordrer er levering til Vikingeborgen Borgring ved Lellinge, en proces hvor mobilreklame har været med fra start. Vikingeborgen blev i marts 2018 nomineret til en prestigefyldt engelsk museumspris, “Museums+Heritage Award”, og er nomineret sammen med 6 andre museer, ud af et felt på over 500 museer verden over.
Om deres arbejde fortæller Thomas og Jan selv, ”Det vi lægger vægt på er, at en aftale er en aftale og kvaliteten skal være i orden.”
Fakta om mobilreklame
mobilreklame har eksisteret siden 2000 og leverer alt i skilte, reklame og tryk. Fra Jernbanegade har de egen tegnestue og kan lave alt lige fra klistermærker til storformatprint og dekorering af biler. Du kan læse mere om mobilreklame på www.mobilreklame.dk.