De lokale fødevarer er i høj kurs på det danske marked. Det giver næring til den beslægtede branche inden for detailhandel og får nye arbejdspladser til at spire i Vordingborg Kommune. For at høste større gevinster i fødevare- og i detailbranchen, må der nu sættes aflæggere på markederne i nabolandene.
Derfor tilbyder Vordingborg Erhverv de lokale virksomheder inden for fødevare- og detailbranchen at tage med til eksportevent til Malmø den 7. juni 2018. Agendaen er fokuseret på at skabe større afkast for de lokale virksomheder, når Lars Burkal fra Sommerhagen Holding ab vil plante sin viden om det svenske marked hos deltagerne. Alle lokale virksomheder med vækstambitioner er velkomne til at deltage, og arrangementet kan bruges som inspiration for alle virksomhedens medarbejdere. Alle transportudgifter og forplejning dækkes.
Jorden gødes på det svenske marked
Eksportturen til Malmø er for alle virksomheder, der kunne tænke sig at få nærmere kendskab til det svenske marked. Hér vil der være oplæg om svensk forretningskultur og om vejen ind på det svenske fødevare- og detailmarked.
”Turen er for alle lokale virksomheder, der kunne tænke sig at slå rødder på det svenske marked,” fortæller Mikkel Lundemann Rasmussen, der er projektkonsulent på Vordingborg Erhverv. ”Temaet er fødevarer, og deltagerne kan enten være fødevareproducenter eller virksomheder med en interesse i at sælge ydelser til den svenske fødevareindustri. Man behøver ikke at have en færdig eksportplan for at deltage. Det kan lige så godt være for at så et eksportfrø, der kan vokse på sigt.”
Lars Burkal fra Sommerhagen Holding ab kommer til at lede eksportworkshoppen i Malmø. Han har en baggrund inden for logistik, produktion, salg og virksomhedsledelse. Gennem de sidste ni år har Lars haft base i Sverige med et stort netværk til virksomheder i resten af Europa og i Asien.
”Fra min egen erfaring ved jeg, at springet fra at være en lokal, dansk virksomhed til at være en eksporterende virksomhed kan være stort. Det betyder øgede omkostninger både i forhold til personale, rejser og evt. lovgivning. Derfor er det vigtigt at opbygge et netværk, som kan løfte salget ud på de nye markeder,” forklarer Lars.
Lean Landing – et drivhus for de lokale virksomheder
Eksportteventet finder sted i rammen af EU-programmet, Lean Landing, der fungerer som et drivhus for de lokale virksomheders eksportdrømme. Vordingborg Erhverv deltager i Lean Landing-programmet og hjælper de lokale virksomheder med at deltage i workshops samt etablere kontakt til virksomheder, samarbejdspartnere eller investorer i et af de andre lande omkring Nordsøen. Det får de lokale virksomheder til at vokse hurtigere, da viden og netværk er den afgørende faktor for at afsætte produkter og services på det svenske marked.
Eventet i Malmø er en workshop om markeds- og forretningskultur. Vordingborg Erhverv vil forsøge at lave matchmaking af virksomheder som ved tidligere Lean Landing-events, ligesom virksomhederne selv har mulighed for at opsætte møder på dagen. Selvom eventet er fokuseret på fødevaresektoren, er det åbent for alle virksomheder, der vil have kendskab til det svenske marked. Hvis man ikke har mulighed for at deltage den 7. juni, kan der efterfølgende arrangeres en selvstændig tur for virksomheden.
Er jeres virksomhed interesseret i at lægge et eksportfrø på det svenske marked?
Så kontakt Mikkel Lundemann Rasmussen for yderligere information på tlf. 25 18 23 63 eller mlr@vordingborgerhverv.dk.