En samlet omsætning på 1,6 millioner kroner på 9 måneder har transformeret Daniel Fjordhøjs hobby som spilprogrammør til en fuldtidsbeskæftigelse i hans virksomhed Freaking Games. Mulighederne skulle vise sig at findes på det tyske marked.
Daniel Fjordhøj startede sin virksomhed Freaking Games, fordi han ville arbejde med det, han finder mest interessant – nemlig at designe spil. Men vejen frem til etablering af Freaking Games startede ikke med spilprogrammering for Daniel, som er opvokset med detail. Han har ofte hjulpet sin far med hans butik på Møn, og mens Daniel uddannede sig som handelsøkonom var han i praktik i Sportmaster, hvor han senere blev butikschef.
”Jeg har altid været beskæftiget med detail, men da jeg blev træt af at gå på de samme 1000 kvadratmeter hver eneste dag, valgte jeg, at der skulle ske noget nyt. Som barn var jeg fascineret af fysik, så jeg besluttede at gå en helt anden vej og begyndte at læse Fysik på København Universitet,”, fortæller Daniel Fjordhøj.
Men det blev kun til et par år på Københavns Universitet, for selvom det var spændende, så var fysik var heller ikke den rette fremtid for Daniel. Men uddannelsen introducerede ham for programmering, der var et sideelement i nogle af fagene.
”Jeg begyndte at finde programmering interessant. Jeg fandt ud af, at hver gang jeg udfordrede mig selv med spørgsmålet om, hvorvidt jeg kunne skabe noget nyt, var svaret altid ja. Det handlede bare om at finde måden at gøre det på. Og friheden til at skabe, hvad kun fantasien satte grænser for, fangede mig. Så jeg begyndte at se en masse Youtube-videoer om programmering og 3d grafik, og jeg kunne se, at mit arbejde blev bedre og bedre. Men jeg ville gerne blive endnu bedre og sikre mig, at jeg fik de rette evner, så jeg begyndte at læse Software Engineering på DTU [Danmarks Tekniske Universitet]. Her mødte jeg også Mathias Mortensen, som stadig er min samarbejdspartner i Freaking Games i dag.”
Udvikling af King of Retail
Da Daniel gik rundt i Sportmaster, udtænkte han sig et særligt spil, han ville skabe. Med inspiration fra spillet ”The Sims” som han spillede som barn, samt hans mangeårige erfaring inden for detail, havde han nemlig sat sig for at skabe et spil, der var langt mere realistisk med de opgaver og krav, der er i detail-branchen i forhold til lignende spil på markedet.
”I de fleste spil bliver der ikke taget højde for tid, og i den virkelige verden er tid faktisk den største udfordring, når man står i butik. I spillet skal man modtage, pakke ud og præsentere varer, mens du holder styr på personalet og de opgaver, der skal udføres, samtidig med at du ekspederer kunderne og prøver at give den bedst mulige kundeservice. Så det handler om at prioritere og uddelegere disse opgaver. Og har man pludselig for meget tid til overs, bruger man nok for mange penge på løn. Når dagen så er slut, kan man gå ind på sit kontor for at fortsætte arbejdet med markedsføring, regnskab, analyse, planlægning og meget mere. Mit mål var at skabe et spil, hvor spillere egentlig kan mærke stressen, men selvfølgelig på en underholdende måde.”
Derfor skabte Daniel og hans partner spillet King of Retail, men de er slet ikke færdige med at gøre King of Retail mere spændende og realistisk.
”Vi udvikler løbende for at få mere med ind i spillet, så vi bedre kan afspejle virkeligheden. Den første udgave handlede om at få grundspillet på plads med varerne og kunderne. Senere fik vi implementeret medarbejdere, og dermed blev jobsamtaler, vagtskemaer, pauser, motivering og mere også til en del af spillet. Og vi har lige udgivet en version, hvor spillerne skal bygge en koncern op fra bunden af og styre flere butikker. I den nye version har vi skabt en hel by med både fattige og rigere bydele, som spillere skal analysere for at finde de rette varer til markedet. Og i fremtiden vil spillet også indeholde konkurrenter, som spillere kan arbejde sig op mod at opkøbe. Alle, der interesserer sig for detail, kan altså udleve en drøm som at blive selvstændig eller ejer af en succesfuld butikskæde gennem King of Retail.”
Der Gucci Simulator
Forventningerne var ikke høje, da de i marts 2019 satte spillet til salg på Steam, som er en online butik med næsten 30.000 spil til salg. Efter lidt over et års arbejde blev spillet endelig blev sat til salg, og den første dag solgte Freaking Games 4 spil. De fortsatte ufortrødent og besluttede sig for at gøre det, som spillere også skal lære i King of Retail – nemlig at yde den bedst mulige kundeservice. Det gjorde Daniel og hans partner ved at besvare alle henvendelser og så vidt muligt forsøge at indfri deres kunders ønsker om den fortsatte udvikling af King of Retail.
Men så tog det pludselig fart.
”Vi kan følge vores salg på en kurve time for time, og tilfældig en dag steg salget voldsomt med solgte 150 spil. Det gav en omsætning på 15.000 kroner, men vi anede ikke hvorfor. Vi var på SU på det tidspunkt, og salget var 10 gange så højt som vores bedste dag hidtil, så vi undersøgte selvfølgelig, hvad der var årsagen til det pludselige salgsboost.”
De fandt ud af, at salget kom fra Tyskland. Og efter mere research kunne de konstatere, at det var en populær tysk Youtuber, som kalder sig Paluten, der var var begyndt at interessere sig for spillet King of Retail. Og han offentliggjorde sine videoer på hans Youtube-kanal med titlen ”Der Gucci Simulator”.
”Vi blev overraskede, da vi fandt ud af, hvad der havde ledt til salget. På et senere tidspunkt steg salget igen, takket være ham, og vi tog kontakt til Paluten, som vi lavede et samarbejde med. Han havde en webshop, hvorfra han solgte trøjer, så vi programmerede hans produkter ind i King of Retail, så både han og hans Youtube-følgere kunne sælge tøjet i spillet. Senere lavede han faktisk t-shirts med motiv af hans King of Retail videoer, som han så solgte på hans webshop. Den tog vi så også og lagde ind i spillet, så han i spillet kunne sælge hans trøje om spillet. Det var jo mest for sjov, men han lavede flere videoer, hvilket øgede salget yderligere.”
På én måned solgte Freaking Games ca. 14.000 eksemplarer af King of Retail, og spillet har nået en samlet omsætning på 1,6 millioner kroner. Freaking Games har også oversat deres spil til en tysk version, så de kan få større udbytte af det tyske marked.
Fra hobby til virksomhed
At programmere spil er også en hobby for Daniel, men han vidste fra starten, at King of Retail skulle sættes til salg, og at det ville kræve, at han oprettede en virksomhed. På daværende tidspunkt havde Daniel to partnere, og ingen af de tre havde erfaring med etablering og drift af en virksomhed som selvstændig. På et kursus oplyste oplægsholderen, at alle kommuner har en tilknyttet organisation, som kan hjælpe iværksættere, og sådan fandt han frem til Vordingborg Erhverv.
”Vi kontaktede Vordingborg Erhverv, og rådgivningen har været uvurderlig. Henrik Høyer har fra starten været vores vejleder og har blandt andet hjulpet os med at lave en forretningsmodel, der passer godt til vores samarbejde omkring King of Retail. Vores samtaler og sparring med Henrik giver os viden til at drive vores virksomhed. Selvom jeg har været butikschef, så er der mange nye ting, der dukker op, når man pludselig er selvstændig, og der er en stor tryghed i at vide, at Henrik står klar til at hjælpe mig videre.”
I dag er Daniel gået fuldtid med Freaking Games.