Havets Ferrari

af | 23. dec 2016 | Internationalt

Med en særdeles konkurrencedygtig katamaran er ACT Boats parat til at indtage verdenshavene. De første 3 katamaraner er solgt allerede, to til Danmark og 1 til USA. Vi har mødt Gert Larsen til en snak om de overvejelser, han gør sig omkring eksport.

Fra England til Ørslev…

ACT Boats hedder virksomheden, og adressen er i Ørslev ved Vordingborg. Her er virksomheden fornyligt flyttet til fra England, hvor den har eksisteret i 6 år.

Gert fortæller, at det var vanskeligt at drive en lille virksomhed i England. Priserne for lokaler var skruet så højt i vejret, at det næsten ikke kunne lade sig gøre at drive forretning. Det var nu hovedsageligt private omstændigheder, der fik ham til at flytte tilbage til Danmark, men det har også haft stor betydning for virksomheden.

”En aften kørte jeg tilfældigvis forbi Vordingborg Erhverv og tænkte, at her måtte der være hjælp at hente. Jeg mødte siden Erhvervsservicechef Dan Holck-Hansen, som har været fantastisk hjælpsom” fortæller Gert. ”Gennem Vordingborg Erhverv fandt jeg blandt andet denne adresse, hvor betingelserne er optimale. Der er både godt isoleret og varme i gulvet, hvilket er helt afgørende for at kunne samle katamaranerne. Desuden er der flere tomme lokaler, så der er mulighed for at udvide produktionen.”

Hele produktionslinjen

Både Vordingborg Erhverv og Væksthus Sjælland har været med i opstartsfasen, og alligevel har det været en hård proces både at klare flytningen, og samtidigt at overgå til en ny forretningsmodel, hvor ACT Boats står for hele produktionslinjen.

I England var der andre der støbte skallerne, mens ACT Boats samlede dem til færdige katamaraner. Her i Danmark tager ACT Boats sig af hele processen, og der er masser at tage fat på og masser at lære.

En af de første store udfordringer Gert er stødt på, er i forbindelse med salget af en katamaran til USA. Her er det især transporten, der har voldt vanskeligheder. Det duer ikke, hvis det tager 2-3 måneder at levere produktet. Omvendt bliver hurtig levering så dyrt, at den samlede pris ryger for højt op.

Gert har planer om at lave en drejebog, så alle erfaringer undervejs kan blive nedfældet til senere brug. I begyndelsen skal alt tænkes forfra, hver gang en ny kunde henvender sig fra et nyt sted i verden.

Revolution inden for sejlsporten

Katamaransejlads kom for alvor frem i lyset i 2013, hvor det prestigefyldte America’s Cup overgik fra en-skrog til katamaraner. ”Det var her, sejlere verden over fik smag for både, der kan flyve hen over vandet i stedet for at sejle på vandet” fortæller Gert med noget, der minder om julelys i øjnene. ”Det gør enormt meget for farten, og siden dengang er der simpelthen sket et skred i hele sejlsportsverdenen og nye krav til, hvad unge i dag vil sejle med”.

Hvor Americas Cup handler om milliardinvesteringer og kæmpestore katamaraner med crew på op til 20 mand, så er ACT Boats katamaran i en noget anden størrelse og kan sejles af én mand.

ACT Boats katamaran har samtidig den store fordel, at den prismæssigt ligger 50.000 kr. under konkurrenternes tilsvarende modeller, og kan præcis det samme. Den er faktisk både billigere, lettere og stærkere pga. dens specielle, meget simple konstruktion. Konkurrencefordelen er åbenlys – og markedet enormt på verdensplan.

Eksportmarkeder

Med et produkt, der således henvender sig til sejlsportsinteresserede på hele kloden, kan det være svært at finde ud af, hvor man skal begynde. Gert er opmærksom på, at det danske marked hurtigt bliver mættet. Til gengæld er der et kæmpe potentiale i resten af verden, som nok skulle kunne holde ACT Boats beskæftiget mange år frem.

Det er dog også en udfordring at det ikke skal gå for stærkt netop nu, fordi produktionen skal kunne følge med. Derfor har ACT Boats valgt at tage ét marked ad gangen. Af de tre solgte katamaraner kendte Gert personligt den ene køber, men de to andre er kommet af sig selv, så måske løber rygtet hurtigere, end ACT Boats kan nå at styre markedsindsatsen.

Sejlsportsnationer

Blandt nationer, der har stolte traditioner inden for sejlsport, nævner Gert Danmark, Australien, New Zealand, USA, England, Tyskland og Frankrig. De store lande, som f.eks. Frankrig, er dog svære at komme ind på, fordi de har så stor en produktion selv.

ACT Boats har alligevel så godt som solgt 5 katamaraner til en privat sejlskole i England. Det er den optimale salgskanal, fordi en række sejlere højst sandsynligt vil få lyst til selv at eje en katamaran, når de har haft en god oplevelse med modellen via sejlskolen.

I første omgang har det nordiske marked og England Gerts hovedfokus. Han har selv mange års erfaring inden for sejlsportsverdenen – og trækker hovedsageligt på denne erfaring, når han vælger, hvilke markeder han vil undersøge nærmere. ”Jeg har jo set, hvilke lande der stiller talstærkt op til mesterskaberne” fortæller han.

Estland stiller f.eks. gerne med 30-40 sejlere til de store stævner. Selvom det er en lille nation, er det et interessant marked for ACT Boats, fordi sejlsport spiller en stor rolle. Desuden er der meget stor sammenhæng mellem, hvad Estland og Finland gør. De to nabolande ligger så tæt og kører ofte parløb. Af en eller anden grund har Spanien og Schweiz også været tilbøjelige til at følge den ’nordiske’ linje, når det kommer til sejlsport.

Gert har valgt at gøre brug af Eksportrådets og Væksthus Sjællands markedsinformationspakke, til at få lavet en forundersøgelse af det estiske marked gennem danske ambassade i Estland. Pakken giver 10 gratis rådgivningstimer, hvor man bl.a. kan få afdækket mulighederne inden for en bestemt branche og på et bestemt marked. Derigennem kan man trække på specifik viden om sejlorganisationer, sejlklubber, og private sejlere.

Rigmænd og up-coming sejlsportsentusiaster

Som fremtidige markeder har Act Boat dog også helt andre nationer i tankerne. Det er lande, der ikke har haft tradition for sejlsport, men som begynder at røre på sig og deltage i de store mesterskaber og cups.

”For bare 3-4 år siden var der næsten ingen kinesere med i de store cups. Nu begynder de så småt at melde sig på banen. Der er et kæmpe marked i Kina, og en del enormt rige kinesere.” fortæller Gert, som også har et godt øje til Dubai, hvor meget velhavende rigmænd skal finde noget at bruge deres penge på.

Passionen

Selvom Gert ved, hvor de store penge ligger inden for branchen, er det dog også noget andet, der driver ham. Han fik selv sin første båd som 8-årig af sin farfar. Det var godt nok en robåd, men siden har han sejlet i alt, hvad der kunne sejles, og sammen med sin egen søn rejst verden rundt for at deltage i mesterskaber.

”Alle burde have lov til at mærke det sus af adrenalin, man får, når man flyver i fuld fart hen over vandet og runder en bøje” afrunder han vores samtale, og det bliver helt tydeligt, hvor Gert henter sin energi, når papirarbejdet og transportvanskelighederne giver hovedbrud. ”Jeg er så glad for at være flyttet til Stege. Hver morgen når jeg vågner, kan jeg se ud over vandet. Og det er ren terapi for mig at komme ud og mærke suset.”