Lytter man på vandrørene, så hører man, at det går godt hos TP VVS Teknik. Den 4. december var borgmester Mikael Smed og erhvervsdirektør Susanne Sørensen på besøg hos TP VVS Teknik i Ørslev ved Vordingborg.
Der blev budt på kaffe og hjemmebag, da Thomas Petersen fra TP VVS Teknik inviterede indenfor på Brydegårdsvej i Ørslev. Virksomheden er ejet og drevet af Thomas selv, som startede allerede som 23-årig tilbage i 2008, og virksomheden er siden vokset stødt og roligt, blandt andet med mange opgaver i København. Virksomheden kører nu på 10. år og fokuserer på at få flere lokale opgaver. Fokus er på opgaverne og på den gode dialog med kunderne.
I løbet af 2017 og 2018 har Thomas og medarbejderne også haft del i en større opgave for Vordingborg Forsyning, hvor de har stået for omlægningen til fjernvarme for flere af beboerne i hele den nordlige del af Vordingborg, samt at skifte vandmålere i samme del af byen. På den måde er virksomheden også blevet synlig i mange private hjem i kommunen og får mulighed for at skabe mere forretning.
TP VVS Teknik laver alt indenfor VVS og har også samarbejdsaftaler med andre faggrupper, så de kan løse totalentrepriser. Virksomheden udvider også i bredden, og vil i starten af det nye år udvide med kloakautorisation.
Dialogen kom vidt omkring, både fortid, nutid og fremtid. TP VVS Teknik er en solid virksomhed, med 5 medarbejdere, som har klaret både op- og nedture i branchen igennem de seneste 10 år.
“Det er godt at møde en af de mange virksomheder vi har, som har navigeret solidt og målsat igennem de sidste ti års skiftende konjunkturer og stå endnu stærkere i dag, klar på fremtidens store opgaver.” fortæller Susanne Sørensen, Vordingborg Erhverv.
Firmaet er også et familieforetagende – da den bedre halvdel Camilla Christensen også er ansat i firmaet, hvor hun tager sig af administrationen. Og det er et godt makkerpar – Camilla håndterer det administrative, mens Thomas bruger tiden på dialog med kunderne og på at opdyrke nye opgaver – og i fællesskab deltager de aktivt i det lokale erhvervsliv, og bruger tid på at holde sig opdateret gennem kurser og netværk.