Ergoterapeut sælger sin viden i Saudi-Arabien

af | 16. aug 2016 | Internationalt, Iværksætteri

Hanne Holmer er nået langt, siden hun startede som spire hos Vordingborg Erhverv sidste år. Masser af undervisnings- og konsulentopgaver i både Danmark og i udlandet står på programmet.

Umiddelbart virker Saudi-Arabien ikke som det mest oplagte sted at arbejde for en dansk ergoterapeut. Genoptræning, sansestimulering og behandling af mennesker med forskellige mentale og fysiske handicaps er for de fleste noget, man arbejder med i det offentlige sundhedssystem i Danmark, men Hanne Holmer forklarer:

”De er lige så tørre som en ørken på det område! Hidtil har handicaps og demens været noget, man har gemt væk. For 20 år siden sagde man, at det slet ikke eksisterede. Nu er man i en proces, hvor man er ved at anerkende, at det findes, og at man er nødt til at hente viden ind udefra”.

Det arabiske kongedømme skal have genopbygget en formaliseret uddannelse i ergoterapi, og Hanne skal i den forbindelse både undervise og være konsulent. Hun siger:

”Jeg samarbejder med professionshøjskolen Metropol i København om at sammensætte et undervisningsforløb for saudi-araberne, hvor de studerende også skal i praktik i Danmark. Derudover skal jeg holde kurser på skoler og institutioner og have konsultationer med familier med handicappede børn.”

Samarbejde på tværs af kulturer

Hanne Holmer skal med andre ord sælge sin viden om ergoterapi og dermed eksportere de erfaringer, hun har gjort sig gennem mange år med ergoterapibehandling, konceptet Snoezelen og sansestimulering.

Riyadh-forelaesning-hanne-holmer

Hanne Holmer forelæser for saudi-araberne

De første forelæsninger er allerede blevet holdt i foråret. Kulturforskellene var tydelige, men gav ingen problemer.

”Det første hold var en blanding af mænd og kvinder, og det var ikke noget problem med tøjet. Jeg havde bare mit almindelige tøj på, og det accepterede de. På det andet hold sad mændene i et tilstødende lokale og kunne se min slides på en skærm og stille spørgsmål,” forklarer Hanne.

Hun fortæller videre, at ergoterapeuter har en del fysisk kontakt med sine patienter, og som underviser i sansestimulering er det nødvendigt at kunne demonstrere forskellige berøringer på de studerende. Men heller ikke dette var kontroversielt, for i undervisningssammenhængen var det helt i orden, at Hanne rørte ved deltagerne.

Flere internationale opgaver på vej

Det er ikke kun Saudi-Arabien, som efterspørger Hanne Holmers viden og erfaringer.

Saudi-Arabien indgår i et samarbejdsnetværk med de øvrige golfstater om udvikling af ergoterapeutiske kompetencer, så det bliver også til rejser til bl.a. Jordan, hvor Hanne til næste år i april er medarrangør i en stor arabisk konference om Snoezelen og Multisensory Environments.

I Spanien skal Hanne undervise på plejecentre, holde oplæg på konferencer og assistere en producent med udviklingen af sansestimulerende hjælpemidler og redskaber til sanserum.

Og måske kan Tyrkiet blive det næste internationale stop:

”I Tyrkiet har man en liste over, hvad der kan behandles via det offentlige system.  Det vil sige, der findes en gruppe af børn, som ikke får behandling for deres handicaps. Jeg kender en ung kvinde, som vil prøve at lave et privat tilbud til disse børn. Jeg skal måske til Istanbul og give noget sparring på det”, siger Hanne.

Fra Vordingborg og ud i verden

Arbejde i golfstaterne, Spanien og Tyrkiet var ellers ikke lige det, som Hanne Holmer først og fremmest havde i tankerne, da hun trådte ind ad døren hos Vordingborg Erhverv i august sidste år.

Efter mange år som ansat i det offentlige havde Hanne Holmer behov for, at der skulle ske noget nyt. Hun var leder af Snoezelhuset i Maribo, men trængte til at komme væk fra de administrative opgaver og tilbage til det, hun egentlig brænder for:

”Jeg vil gerne have fingrene direkte i bolledejen. Jeg er optaget af at videreformidle til pårørende og til det faglige personale, hvordan de skal håndtere sanseforstyrrelser i relation til forskellige typer af handicaps, fx demens, autisme, psykiatriske problemstillinger og erhvervede hjerneskader, og give dem redskaber til at kunne gøre noget aktivt.”

Derfor traf hun valget om at forsøge sig som selvstændig med undervisnings- og konsulentopgaver. Første skridt var at tage imod Vordingborg Erhvervs tilbud om en spireplads, som er en gratis kontorplads i seks måneder. Her kan man også få sparring med Vordingborg Erhvervs konsulenter om forretningsplan, markedsføring og budgettering. Om det siger Hanne:

”Det har været godt med sparring. Jeg vil jo helst ikke misse en mulighed, men jeg bliver nødt til at prioritere. Så er det godt at have nogen, der ikke er følelsesmæssigt involveret, og som kan se objektivt på mit koncept.”

Inden Hanne startede som selvstændig, havde hun allerede flere henvendelser fra flere regioners psykiatriske behandlingshospitaler, som hun kunne tage fat på. Derfra startede en dominoeffekt med opgaver, som førte flere med sig, og fra Vordingborg kommune har Hanne altså formået at række videre ud i verden med sin viden og sine kompetencer.

Man skal være der, hvor der sker noget

Men hvad skal der til for at opnå succes på et internationalt marked?

For Hanne Holmer er der ingen tvivl – netværk og synlighed har stor betydning. Hun siger:

Hanne Holmer på skolebesøg i Saudi-Arabien

Hanne Holmer besøger en skole i Saudi-Arabien

”Jeg deltager i internationale konferencer inden for Snozelen, Multisensory Environments og ergoterapi. På den måde kan man fortælle andre, at man eksisterer. Man skal sørge for at være til stede, der hvor der sker noget.”

Jobbet i Saudi-Arabien er et godt eksempel på betydningen af netværksarbejde. Hanne er med i den internationale sammenslutning ISNA-MSE (International Snoezelen Association/Multisensory Environments) og har derfor mange kontakter i udlandet. Hun var for et par år siden i Paris, og her spiste hun frokost med en repræsentant fra det saudi-arabiske undervisningsministerium, som gerne ville høre mere om de danske forhold inden for Snoezelen og Multisensory Environments. Hanne greb chancen og inviterede ham til Danmark – og dermed var fundamentet lagt for et samarbejde om udviklingen af området i golfstaterne.

Sansehuse i både Riyadh og Vordingborg

Udover at undervise skal Hanne Holmer også hjælpe saudi-araberne med at etablere et Snoezelhus (sansehus) i hovedstaden Riyadh.

Det hænger fint sammen med det arbejde, hun har i Danmark, hvor hun bl.a. skal være med til at etablere et tilsvarende hus på Clemensgården i Kostræde ved Vordingborg i samarbejde med Fonden Clemens. Sideløbende hermed afholder Hanne kurser og er konsulent i forbindelse med indretning af sanserum på plejecentre og institutioner i Danmark og i Skandinavien.

”Sansestimulering skal helt ind under huden på personalet,” siger Hanne og afslutter:

”Jeg vil have et godt netværk op at køre, så vi kan komme videre. Det er den verden, jeg kommer fra, og den vil jeg gerne bygge videre på.”

Det er åbenbart en verden, som kan føre en meget vidt, hvis man er parat til at gribe mulighederne – foreløbig har det i hvert fald bragt Hanne Holmer lige fra Vordingborg til golfstaterne, Spanien og Tyrkiet.

Fakta:

  • ”Snoezelen” består af to hollandske ord, der betyder snuse og blunde.
  • Et Snoezelhus er et hus, hvor brugerne kan bruge deres sanser på en ny måde. Der kan fx være rum med lyseffekter, som giver nye, visuelle oplevelser.
  • Multisensory Environments handler om at skabe rum, der er indrettet specielt med henblik på afslapning eller stimulering af sanserne.
  • Sansehuset på Clemensgården ved Vordingborg bliver enestående, da der ikke findes noget tilsvarende mellem Slagelse og Maribo. Udover at være et tilbud til borgerne i området og til børnene på centeret kommer huset også til at fungere som et uddannelses- og kompetencecenter for Snoezelen/Multisensory Environments
  • Læs mere om Snoezelen og sansestimulering på www.hanneholmer.dk og kontakt Hanne Holmer på hanne@hholmer.dk

Tilmeld dig Business Vordingborgs nyhedsbrev