Det bliver rigtig svært!

af | 23. mar 2020 | Følg vores arbejde

Skrevet af Henrik Høyer, projektleder hos Vordingborg Erhverv
Det hører vi ofte, når virksomheder kontakter os – og med en truende Corona-krise forstår vi godt bekymringen. Men det er også vigtigt, at vi ikke taler hinanden ned, fordi der faktisk er muligheder derude samtidig med, at tilskud fra staten er på vej.

Rigtig mange medarbejdere er blevet sendt hjem fra deres arbejde. Nogle selvstændige er blevet tvunget til at lukke, mens andre har svært ved at nå deres kunder.
Og så er der de mange erhvervsdrivende, der simpelthen oplever et stop i efterspørgslen på deres produkt.

Det breder sig som ringe i vandet – de dårlige vibrationer – som er opstået på grund af Corona-krisen. Og det er en helt særlig situation, som vender op og ned på hverdagen for mange erhvervsdrivende og samtidig skaber usikkerhed for fremtiden.

Men næsten alle virksomheder kan blive delvist kompenseret på grund af den omsætning, de taber. En omsætning, som bare venter på at komme i drift igen. Det vil sige, at man faktisk får kompensation, så man kan bruge tiden aktivt til at udvikle og forberede sin virksomhed på fremtiden. Og måske komme stærkere ud på den anden side af alt dette her.

Hvad kan man gøre?

Hos Vordingborg Erhverv A/S har vi ret mange samtaler med bekymrede virksomhedsejere for tiden. Men ens for de fleste er, at samtalerne ofte ender i et lidt mere positivt lys end de begyndte.

For når man får sat ord på, at efterspørgslen efter de fleste produkter ikke stopper, men udebliver for en tid, så ser de fleste virksomheder muligheden for at forberede deres evne til at gribe muligheder, når kunderne igen er klar til at bestille det, de har manglet i mellemtiden.

Der er ofte flere muligheder, og det hjælper at tænke lidt frit sammen med andre som ikke er så begrænset af daglige fakta. Det er netop nu, man har mulighed for at finde ud af, hvordan ens virksomhed kan komme godt ud på den anden side af det hele. Det er der heldigvis mange, der ser. Og de er med til at sprede lidt positiv energi, som vi alle har brug for lige nu.

Er du allerede i fuld gang med at gøre klar til det fremtidige salgspotentiale, mens du venter?

Hvis du er, hører vi gerne om det og er med til at sprede de gode nyheder. Hvis ikke bruger vi gerne tid sammen med dig og hjælper med sparring og tanker, som måske kan bruges til lidt udvikling og tilpasning.

Tænk på løsninger

Her er nogle gode eksempler fra virksomheder, vi har snakket med indtil nu. Hvordan de f.eks. kan bruge tiden effektivt til at forberede en større efterspørgsel, når alle er klar igen.

Nogle virksomheder er påvirket af restriktioner, men ved hjælp af kreativitet kan de tænke på handling lige nu og salg i fremtiden. Andre virksomheder er udelukkende ramt af manglende omsætning, fordi de fleste holder sig hjemme. Det giver så også nogle nye muligheder:

Frisøren, der slet ikke må holde åbent. Frisører får en god kompensation fra regeringen og har nu tid til at gøre sig klar til den kæmpe omsætningsbølge der kommer lige om lidt. Kunder, der har savnet en klipning, farvning, styling eller lidt ekstra forkælelse efter en hård tid. Eller også nåede de det bare ikke før det hele lukkede ned. Tag bestillingerne nu og hold kommunikationen kørende med kunderne om, hvornår de kan komme forbi igen.
Det er tid til markedsføring lige nu, så kunderne ved, at man er klar, når tiden er inde. Og hvis man gerne vil have hjælp til markedsføring, så er der mange bureauer, der er klar til at hjælpe nye kunder med at få…. kunder. Opturen skal nok komme. Og så er det med at være klar.

Restauranten, der heller ikke må holde åbent, og derfor også får en kompensation. Brug f.eks. sikkerhedsnettet, som folketinget har spændt ud, til at eksperimentere med nye former for omsætning. Det kan eksempelvis være bæredygtigt take-away, som gør hverdagen nemmere for kunderne og sparer både el, vand og affald ved stordrift, så længe der ikke bruges engangsbestik.
Mange restauranter er allerede i gang, men alt for mange mangler endnu at se mulighederne. Det samme med at sælge halvfabrikata sammen med nemme opskrifter leveret til døren – med handsker og mundbind.…

Ejendomsmægleren, som ikke SKAL holde lukket og som derfor måske kompenseres mindre end frisøren og restauranten. Men drømme går ikke i stå, fordi vi skal passe på i nogle uger. Nu er der måske endda endnu mere tid til at kunderne kan forestille sig en fremtid med mere plads til familien i en toetagers patriciervilla tæt på skolen, ens første toværelses lejlighed eller måske et sommerhus.
Buen bliver spændt og drømmene står i kø lige om lidt. Vi skal bare sørge for at respektere folks og samfundets behov for sikkerhed, så vi ikke smitter hinanden.

Som ejendomsmægler kan man f.eks. lave en sikkerhedspakke, hvor der udleveres handsker inden man træder ind i et hus til en fremvisning. Man kan garantere, at der er blevet luftet godt ud inden fremvisningen, at man ikke hilser med hånden, og at man holder en afstand på mindst 2 meter. Og at al kommunikation og materiale leveres digitalt og ikke på papir.

Det handler om at skabe tryghed. Kunderne vil i videst muligt omfang gerne videre i deres dagligdag, men de skal vide, at virksomhederne handler forsvarligt og respekterer kundernes ønsker til beskyttelse mod Corona.

Og bilforhandleren?

Bilforhandlere skal fortsætte med at annoncere, så folk tør komme ud for at se på drømmebilen. På samme måde som ejendomsmægleren kan bilforhandleren garantere forskellige tiltag, som beskytter kunden ved besøg i butikken. Bilerne kan f.eks. blive afsprittet en gang i timen, og man kan tydeligt markere, hvornår bilen sidst er blevet afsprittet, udlevere handsker ved fordøren osv.

Håndværkeren?

Som håndværker kan du proaktivt ringe til kunder med forespørgsel på arbejde udendørs. Flere kunder er i tvivl om, hvorvidt det er sikkert at få udført arbejde uden på huset og i haven, men man kan f.eks. garantere, at man holder en forsvarlig afstand for at beskytte både sig selv og kunden.

Mange af kunderne går lige nu meget mere hjemme og motivationen for at få sat terrassen i stand til sommeren eller endelig at få malet facaden er i top.

Har man en håndværksvirksomhed med fokus på indendørs arbejde, kan man sætte særlige regler op for ens arbejde. Det giver tryghed på begge sider, og vi respekterer alle nødvendigheden af at begrænse smittespredningen, så vi kan få en normal sommer allerede i år.

Det handler alt sammen om disciplin, respekt og kommunikation, så vi hurtigst mulig kan komme videre og få glæde af den fremtidige omsætning.

Lyst til at bruge tiden effektivt?

Har du lyst til at bruge tiden til lidt sparring, eller et ”eftersyn” af din virksomhed med nye input, ny energi og lidt optimisme udefra? Hos Vordingborg Erhverv står vi klar.

Kontakt os for at få sparring på, hvad der måske kan lade sig gøre i markedet for din virksomhed. Vi kan også hjælpe med at få et overblik over regeringens mange hjælpepakker til erhvervsdrivende, der skal hjælpe med at holde hjulene i gang, indtil vi er videre.

Kontakt en af os på mail eller telefon:

Henrik Høyer
hh@vordingborgerhverv.dk
+45 40 15 52 15

 

Thorsten Møller Gregersen
tmg@vordingborgerhverv.dk
+45 21 72 79 12

 

Mikkel Lundemann Rasmussen
mlr@vordingborgerhverv.dk
+45 28 25 46 37

 

Jens Damgaard
jd@vordingborgerhverv.dk
+45 28 18 09 12

Tilmeld dig Business Vordingborgs nyhedsbrev