Vordingborg Erhvervsforening besøger det nye rådhus

af | 26. aug 2025 | Nyhedsbrev

Vordingborg Kommune har gennem længere tid haft et udestående med arbejdstilsynet omkring kommunens gamle rådhus. Utætte tage og vinduer har udgjort udfordrende arbejdsvilkår for kommunens ansatte.

Men med kommunens nye rådhus, Borgernes Hus, retter de nu op, hvilket 70 medlemmer af Vordingborg Erhvervsforening fik præsenteret på en rundvisning i starten af august. Her fik de fremmødte erhvervsforeningsmedlemmer både den nye rådhussal og de mange mødelokaler, som udover at huse kommunens administration, også stilles til rådighed for lokale foreninger. Den nye byrådssal bliver desuden et fleksibelt rum, der blandt andet kan bruges til kulturelle arrangementer og foreningsaktiviteter.

Under rundvisningen kunne Vordingborg Kommunes tekniske direktør, Mads Young, fortælle, at man forventer, at kommunen kan levere et bedre produkt og spare resurser. Størstedelen af de ansatte i administrationen samles i det nye rådhus. Tidligere har de brugt meget tid på kørslen til og fra de forskellige afdelinger i kommunen. Det kan de spare nu.

Dog forventer administrationen at en del af de ansatte arbejder på hjemmekontor en eller flere dage om ugen. Der er nemlig 300 skrivebordspladser til 400 medarbejdere, som fungerer efter først til mølle-princippet. Borgmester Mikael Smed får heller ikke eget kontor.

Efterfølgende bød aftenen på oplæg om byggeprojektet og networking over aftensmad på det gamle rådhus.

”Jeg synes, medlemmerne viste stor nysgerrighed overfor processen og ikke mindst for, hvad et nyt rådhus vil betyde for erhvervslivet. Den nye samling af instanser forventes at give en mere smidig sagsbehandling, samtidig med at de nye og moderne rammer vil gøre det lettere at tiltrække dygtige medarbejdere. Derudover kan flere medarbejdere på rådhuset formentlig skabe øget aktivitet i Algade, hvilket kan bidrage til mere handel og liv i byens butikker og caféer. Det bliver spændende at følge,” sagde formand for Vordingborg Erhvervsforening, Dorthe Irvold, efter besøget.

Den præcise dato for indflytning i det nye rådhus er endnu ikke fastlagt. Selvom huset formelt er afleveret og, set udefra, fremstår færdigt, er der fortsat nogle fejl og mangler, som skal udbedres, både indenfor og udenfor bygningen.

Derudover er der også en række planlagte opgaver, som skal løses, som en del af den videre klargøring af huset. Det indbefatter blandt andet samkøring og indregulering af tekniske installationer, herunder ventilation, opsætning af IT- og AV-udstyr, serverrum samt enkelte opgaver som er blevet udskudt til efter frostsæsonen.