Grønt erhvervseventyr på Bogø imponerer erhvervsministeren

af | 15. aug 2023 | Erhvervsnyheder

Der er ikke mange steder erhvervsminister Morten Bødskov kunne opleve det, han oplevede i mandags på Bogø. Her var han på besøg hos Ucomposites, som genanvender overskydende glasfiber fra vindmølleproduktion og sælger det videre til f.eks. bilindustrien.

Genanvendelsesvirksomheden oplever for tiden stigende interesse og efterspørgsel. Det kunne direktør i Ucomposites, Jakob Grymer Tholstrup, fortælle under besøget fra erhvervsministeren og erhvervsordfører fra Moderaterne Charlotte Bagge Hansen. Ucomposites har i januar i år åbnet en fabrik i Portugal for at følge med efterspørgslen.

”Det går rigtig godt. Vi genanvender vel i år for omkring 8.000 tons. På vores fabrik i Portugal går det også supergodt, og vi planlægger at åbne andre fabrikker de kommende år,” lød det fra Jakob Grymer Tholstrup.

Ucomposites succes med at gøre deres grønne vision til en levedygtig virksomhed, imponerede erhvervsminister Morten Bødskov.

”Virksomheden er jo et fantastisk billede på, at Danmark er helt i front, når det kommer til grøn omstilling. Her bliver genanvendt glasfiber, som bliver brugt i nye produkter, eksempelvis i bilindustrien, som tidligere forurenede meget, meget mere. Nu er det et solidt grønt fodaftryk, man leverer til bilindustrien,” sagde Morten Bødskov efter besøget.

Den lokale folketingspolitiker og erhvervsordfører for Moderaterne Charlotte Bagge Hansen kaldte Ucomposites for et skoleeksempel på, hvordan affald bliver til bæredygtige produkter.

”Det er jo hele pakken. Der er simpelthen så mange udviklingsmuligheder ude i landdistrikterne og blandt andet her i Vordingborg Kommune. Fordi her er masser af areal at udvikle på, og derved kan vi skabe mange erhvervseventyr herude,” sagde hun.

“Han var interesseret i grøn omstilling, grønne løsninger og innovative virksomheder, og han havde så valgt os ud. Det er jeg selvfølgelig glad og stolt over, at han havde gjort.”

Stifter og direktør Jakob Grymer Tholstrup | Ucomposites

Snak om genanvendelse

Under besøget kunne Ucomposites-direktøren fremvise genanvendelsesprocessen, som sker gennem maskiner fra andre industrier. Det er fordi virksomheden er én af de eneste i verden, og derfor findes der ikke maskiner til formålet.

”Han var interesseret i grøn omstilling, grønne løsninger og innovative virksomheder, og han havde så valgt os ud. Det er jeg selvfølgelig glad og stolt over, at han havde gjort,” sagde Jakob Grymer Tholstrup.

Der var desuden lejlighed til at vende genanvendelsespolitik under mødet med erhvervsministeren.

”Vi mener, at deponipriser er supervigtige for at øge incitamentet for at få øget genanvendelsesgraden i Danmark,” lød meldingen fra Jakob Grymer Tholstrup.

Ifølge Ucomposites-direktøren er prisen for at deponere affald i Danmark for lav. Derved vælger flere virksomheder at smide deres affald ud, da det er billigere end at genanvende.

”Hvis det koster noget at komme af med sit affald og prisen er høj nok, så begynder iværksættere og andre aktører at finde andre løsninger. Hvordan det kan gøres billigere og bæredygtigt. Så får man en ny industri, samtidig med at man gør det rigtige for miljøet,” sagde Jakob Grymer Tholstrup.

“Vi er jo langt forbi det punkt, hvor grøn omstilling og grønne virksomheder er sådan noget filantropi, det er jo big business i dag. Det er det her jo også et godt bevis på​.”

Folketingsmedlem Morten Bødskov | Socialdemokratiet​

Morten Bødskov besøgte Ucomposites på Bogø

Medvind for Ucomposites

Der er medvind for Ucomposites i øjeblikket, hvor alt der rimer på bæredygtighed og grøn omstilling har en stor værdi og er blevet en vigtig parameter hos virksomhedens kunder.

”Det har været en lang rejse og det har været superhårdt i mange år at nå hertil. Det er ikke bare lige at lave en sådan virksomhed, og nu er det sjovt. Det vigtigste er at blive ved med at tro på det man har gang i og holde fast – der skal en kæmpe stædighed til. Hvis man bliver ved med det længe nok er der også en chance for at man lykkes til sidst,” sagde Jakob Grymer Tholstrup, da Business Vordingborg sidst besøgte Ucomposites.

Ucomposites udleder 60 kg CO2 ved frembringelse af 1 ton genanvendt glasfiber, set i forhold til at man i glasfiberindustrien udleder 1,9 tons CO2 ved produktion af 1 ton jomfrueligt glasfiber.

Der er dermed en meget stor miljømæssig gevinst ved at bilindustrien anvender genanvendt glasfiber fremfor at anvende jomfrueligt glasfiber. Derfor tiltaler det mange kunder, og derved er genanvendelsen blevet en god forretning.

”Vi er jo langt forbi det punkt, hvor grøn omstilling og grønne virksomheder er sådan noget filantropi. Det er big business i dag og det er det her jo også et godt bevis på. De har et leverandørnet fra verdens største firmaer. De kommer herude og holder herude i gården og leverer glasfiber til virksomheden her, som de så forarbejder og sender videre her. Så det er en kæmpe økonomi, der er tale om. Det er verdens største virksomheder, de har som kunder, så derfor så er det her big business,” sagde Morten Bødskov.