På kun et år er det lykkedes daglig leder Alexandra Ward at tiltrække 37 nye stadeholdere til Fanefjord Torv og et gennemsnitligt besøgstal på 500-1000 gæster hver lørdag. Både besøgstal og omsætning er stigende, og samtidig er det lykkedes at gøre stedet til et populært, lokalt samlingspunkt.
Det er lørdag formiddag, og solen brager ned over den gamle mejeriplads over for Dagli’Brugsen i Damme på Møn. For blot få år siden stod stedet trist hen; forladt og forfaldent, men i dag, hvor Fanefjord Torv er en realitet med sin nyopførte markedshal, Café Fanes Brød og kunst af Bjørn Nørgaard, er virkeligheden en helt anden.
Torvet summer af liv. Duften af friskbagt brød hænger i luften, og snakken går lystigt mellem de mange gæster, der har lagt vejen forbi. Torvet er på kort tid blevet et fast, uundværligt samlingspunkt på Vestmøn for både fastboende, sommerhusejere og turister.
“
“Jeg flyttede til Møn, fordi her er et fantastisk momentum og en helt særlig iværksætterånd.”
Alexandra Ward | Daglig leder, Fanefjord Torv
Fra København til Møn
At opbygge og drive en markedsplads med så høj aktivitet kræver en handlekraftig, kreativ hånd (og ånd) og en god forståelse for det lokale fællesskab. Det er lige præcis de egenskaber, som kendetegner den daglige leder af Fanefjord Torv, Alexandra Ward, der er uddannet inden for event, turisme og marketing.
Hendes personlige og professionelle rejse fra den københavnske eventbranche til Møns natur har givet hende de helt rigtige forudsætninger for at løfte opgaven.
“Jeg er vokset op i København og har i mange år arbejdet både som selvstændig og i forskellige kommercielle roller. I februar 2025 flyttede jeg til Møn, fordi her er et fantastisk momentum og en helt særlig iværksætterånd,” siger Alexandra Ward, der er rigtig godt tilfreds med aktivitetsniveauet på Fanefjord Torv.
Alexandra Ward er daglig leder af Fanefjord Torv. Hun har en baggrund som selvstændig DJ, eventarrangør, konceptudvikler og marketingansvarlig; bla. fra Café Nemoland på Christiania. Foto: Business Vordingborg
Grøntsager, brød, æg, vin og kunsthåndværk
Alexandra Ward har siden juli sidste år været ansvarlig for at igangsætte og koordinere de initiativer, der på rekordtid har forvandlet området.
“Vi oplever en helt fantastisk fremgang i øjeblikket. Bare fra sidste år til i år har vi budt velkommen til 37 nye stadeholdere på torvet, så vi nu har en liste med 50 forskellige producenter. Vi har alt fra grøntsager, brød og øko-æg til vinbønder, spiritusproducenter og dygtige kunsthåndværkere, der sælger keramik, træarbejde og smykker,” fortæller hun.
Den store variation og de mange nye ansigter giver torvet en god energi og en stærk synergieffekt på omsætningen.
“Vi kan nu tilbyde de besøgende et bredt og spændende udvalg, hvilket samlet set giver et øget salg hos de forskellige stadeholdere”, siger Alexandra Ward.
Flere gæster og stigende omsætning
Besøgstallet på en almindelig lørdag svinger alt efter vejret og sæsonen.
“De seneste måneder har vi mærket en rigtig god udvikling, hvor vi oftere og oftere ligger stabilt på mellem 500 og 1.000 gæster hver lørdag, og tallet stiger støt. Der er virkelig kommet meget fremdrift,” siger en tilfreds Alexandra Ward.
Resultaterne af den massive opbakning, den klare profil og de gode rammer kan aflæses direkte i torvets økonomiske kurve. Efter det første år peger pilen kun opad.
“Vi kan mærke økonomisk fremgang, og i år går vi efter en stigning i den samlede omsætning på 25% i forhold til sidste år. Min personlige fornemmelse er dog, at vi kommer til at vækste med mellem 25-40%,” vurderer Alexandra Ward og nævner, at det at gå fra 13 til 50 stadeholdere giver en helt anden volumen og indtjening.
“Vi oplever også ofte, at flere producenter har udsolgt allerede efter få timer, og flere af vores stadeholdere har faktisk valgt at investere 50.000 eller 100.000 kroner i deres haver eller dyrebestand, fordi de nu har denne faste markedsplads,” fortæller Alexandra Ward.
Foto: Business Vordingborg
Udsolgt på to timer hos Funga Habitat
Gourmet svampe som Shiitake, Østershatte, Pindsvinepig-svampe, Kesjerhatte og en særlig svampe-risotto-blanding er nogle af de varer, Anne Nørgaard Friis fra Funga Habitat har med på Fanefjord Torv.
“Der er godt gang i salget, og jeg har lige måttet sende bud hjem efter flere risotto-blandinger, for der gik kun to timer, så havde jeg totalt udsolgt,” fortæller hun.
Funga Habitat har stade på Fanefjord Torv for tredje lørdag i træk, og det er ikke sidste gang:
“Det er et perfekt sted at møde både lokale og turister, og jeg kan godt lide den kontakt, vi har med hinanden og med kunderne her. Og så er det jo nogle virkelig lækre bygninger og en markedsplads i god kvalitet, som jeg synes passer godt til mine varer,” siger Anne Nørgaard Friis
Social sammenhængskraft er vigtig
For Alexandra Ward og Fanefjord Torv handler indsatsen dog om mere end blot omsætning og økonomisk fremdrift. Det er ikke fordi, det ikke er vigtigt at have pengene på plads, for det er det, men visionen for torvet er meget bredere – mere holistisk – og handler også om socialt samvær, kultur, netværk og fællesskaber.
“Vi kan godt lide at kalde Fanefjord Torv for et aktivt samlingspunkt på Vestmøn, hvor lokale beboere, producenter, fødevareaktører og kunsthåndværkere mødes. Vores ambition er at gøre det til en platform, der kan understøtte de små producenter, som vi har rigtig mange af på Møn, og samtidig styrke både det lokale erhvervsliv og den lokale, sociale sammenhængskraft,” forklarer Alexandra Ward.
Nyt foreningshus på vej
De frivillige i Fanefjord Supporters spiller en helt central rolle i den ambition, og derfor har Alexandra Ward sammen med organisationen bag Fanefjord Torv gennem længere tid arbejdet på at virkeliggøre etableringen af et nyt foreningshus, som skal fungere som base for de frivillige og som et lokalt mødested tæt knyttet til aktiviteterne på Fanefjord Torv.
Foreningshuset har modtaget tilsagn om 2 millioner kroner i støtte fra Realdanias indsats ‘Steder vi mødes’.
“Det er en utrolig vigtig udvikling for os. Fanefjord Torv handler om at skabe et sted, hvor mennesker mødes, engagerer sig og bliver en del af et fællesskab. Det nye foreningshus giver os mulighed for at styrke den dimension yderligere,” siger Alexandra Ward.
“
“Det giver nogle lørdage, som altid bringer noget godt med sig, og man har tit ondt i kinderne af at smile og snakke så meget.”
Alexandra Ward | Daglig leder, Fanefjord Torv
Det magiske møde ved bordene
For de små, lokale producenter handler Fanefjord Torv også om mere end blot at få afsat ugens høst eller produktion. Det handler om den direkte kontakt, det tætte netværk og den gensidige inspiration, som man ikke finder andre steder.
Alexandra Ward forklarer, at der opstår et særligt rum og et unikt netværk, når man er stadeholder på Fanefjord Torv.
“Når man har en stadeplads hos os, får man først og fremmest direkte salg og et stærkt netværk. Man bliver en del af et helt særligt og hyggeligt fællesskab. Det giver nogle lørdage, som altid bringer noget godt med sig, og man har tit ondt i kinderne af at smile og snakke så meget,” fortæller hun.
Hun forklarer det som, at der opstår ‘et magisk møde hen over bordene’, når producenter, som har gjort sig umage, møder gæsterne ansigt til ansigt.
“Desuden når man ud til en langt større kundeskare, end man normalt gør i sin egen gårdbutik. Vores opland rækker bredt og tæller både lokale mønboer, københavnske sommerhusgæster og danske og udenlandske turister, der målrettet kommer for at finde de gode råvarer og samtidig støtte de fantastiske lokale producenter,” fortæller Alexandra Ward.
Foto: Business Vordingborg
NordFrost Keramik oplever øget synlighed
Melanie Frost Endsgaard fra NordFrost Keramik har haft stade på Fanefjord Torv hver lørdag siden april 2026, hvor hun sælger unika stentøj og keramik-workshops.
“Jeg skal helt sikkert fortsætte resten af sæsonen og til næste år også. Det er vildt hyggeligt at være med, og vi stadeholdere snakker godt sammen og hjælper hinanden. Jeg synes, jeg får solgt en hel del, men det vigtigste er netværket og det, at folkene bag også er meget aktive med både at lave opslag om mig og mine varer og også med at hjælpe med at udbrede mine egne opslag fx på Instagram,” fortæller Melanie Frost Endsgaard.
Vejret bestemmer, om der er plads til 20 eller 50
Når den ugentlige kabale skal lægges for, hvem der skal stå hvor, er det Alexandra Wards opgave at få enderne til at mødes. Det kræver fleksibilitet fra både torvets og stadeholdernes side, da kapaciteten varierer efter vind og vejr.
“Hvis det er dårligt eller koldt vejr, trækker vi indendørs i markedshallen, og her har vi som udgangspunkt plads til cirka 20 stadeholdere afhængig af, hvor mange borde, de hver især har lejet,” forklarer Alexandra Ward.
Men når solen skinner, tages torvepladsen også i brug.
“Derude har vi masser af plads og kan nemt huse mellem 40 og 50 stadeholdere ad gangen. Jeg lægger kabalen fra uge til uge baseret på tilmeldingerne, og jo tidligere man melder sig til – gerne senest om onsdagen klokken 12 – desto nemmere er det for mig at få plads til alle.”
Et stade på Fanefjord Torv
Som stadeholder på Fanefjord Torv betaler man stadeleje efter stadets størrelse og antallet af borde. Man kan booke 1-5 borde.
Man får adgang til:
- Det aftalte antal borde og stadeplads
- Læsserampe til markedshallen, så man kan køre helt tæt på
- P-plads, Wifi, handicapvenlige toiletter og bad
- Mulighed for praktisk hjælp fra Fanefjord Supporters
- Synlighed gennem Fanefjord Torvs markedsføring
Som stadeholder kan man få hjælp af Fanefjord Torvs frivillige til at passe stadet, hvis man selv er forhindret. Her er det Anne-Sofie Gredal, der hjælper ved Bryghuset Møns stade. Til højre Alexandra Ward. Foto: Business Vordingborg
Fra konsolidering til næste udviklingsfase
2026 har været året, hvor Fanefjord Torv har arbejdet målrettet med at konsolidere konceptet og skabe et stærkere fundament for den videre udvikling.
“Vi har professionaliseret driften og videreudviklet vores markedsformat. Samtidig har vi udvidet programmet med søndagsarrangementer i sommerperioden og udviklet vores dedikerede kunsthåndværksmarkeder, som har vist sig at være i meget høj kurs og hurtigt bliver booket op,” fortæller Alexandra Ward.
Næste skridt er blandt andet at gøre booking og administration mere digital og automatiseret, så organisationen kan håndtere den stigende interesse fra stadeholdere mere effektivt.
Der skal skabes nogle strukturer, der både gør konceptet skalerbart og enkelt at være en del af som erhvervsdrivende. Den personlige kontakt og den særlige stemning på torvet skal bevares samtidig med, at processerne professionaliseres yderligere.
Samtidig bliver samarbejdet med Fanefjord Supporters og det kommende foreningshus en stadig vigtigere del af udviklingen.
“For mig hænger de to ting tæt sammen. Vi skal udvikle Fanefjord Torv som en professionel platform for lokale producenter og erhvervsdrivende og også bevare det stærke lokale engagement og fællesskab, som er en væsentlig del af stedets identitet. Det er netop kombinationen, der gør Fanefjord Torv særligt,” siger Alexandra Ward.





