Et stigende antal iværksættere søger til Vækstfabrikken i Vordingborg, hvor de får mulighed for sparring, netværk, uddannelse, deltagelse på relevante workshops samt adgang til trådløst netværk, printer og mødelokaler.
I denne måned etablerer således endnu fem nye iværksættere sig på Vækstfabrikken i Vordingborg. Et par af dem lejer sig ind på de lukkede kontorer, andre lejer faste pladser i det åbne kontorlandskab og en enkelt har lejet sig ind på en ”flyverplads”.
Flyverpladserne er for iværksættere, der kun har behov for at benytte Vækstfabrikken 2-3 dage om ugen og som derfor deler pladserne i det åbne kontorlandskab fleksibelt med andre på samme ordning.
Den nye lejer af en flyverplads er software-konsulent Dan Vestergaard, indehaver af firmaet DanCoder.
Han har tidligere arbejdet med software i nogle af landets store virksomheder, men i begyndelsen af 2014 etablerede han sig med egen virksomhed på fuldtid med udgangspunkt i hjemmet i Præstø. I første omgang var det muligheden for at få en professionel kontorarbejdsplads med faglig sparring og ikke mindst adgangen til mødelokaler på alle Vækstfabrikkerne i regionen, der tiltalte Dan Vestergaard.
Fremragende mødefaciliteter
”Med fire børn i hjemmet kan det godt nogle gange være en udfordring at have hjemmearbejdsplads, så er det rart at have mulighed for at adskille privatliv og arbejde. Og mødefaciliteterne er fremragende”.
Dan Vestergaard har kunder rundt om på store dele af Sjælland, derfor glæder han sig også over muligheden for at booke mødelokaler rundt om på andre vækstfabrikker, så han kan tilbyde sine kunder møder i nærheden af deres virksomhed.
Ud over adgangen til de fysiske faciliteter ser Dan Vestergaard også frem til at kunne hente inspiration samt netværke og sparre med andre iværksættere.
Og han glæder sig over muligheden for at trække på den viden, der findes hos medarbejderne på Vækstfabrikkerne. Det sidste forventer Dan Vestergaard ikke mindst i få glæde af i forbindelse med to spændende udviklings- og iværksætterprojekter på software-området, som han har i støbeskeen.
11 virksomheder på fabrikken
Lige nu er der alt i alt 11 virksomheder med 16 pladser besat på Vækstfabrikken i Vordingborg, et par af dem har to ejere og der er også et par stykker, der har ansat medarbejdere siden de flyttede ind på Vækstfabrikken. En af virksomhederne er vokset med tre arbejdspladser siden indflytningen.
”Jeg glæder mig over fremgangen på Vækstfabrikken og jeg oplever også en stigende interesse for Vækstfabrikken, når jeg taler med iværksættere rundt om i kommunen. De kan godt se idéen i både funktionen, udviklingsforløbet og faciliteterne”, siger erhvervsservicechef Dan Holck-Hansen, Vordingborg Erhverv.
Også stigende interesse for spirepladser
Han glæder sig også over, at der på tilsvarende vis er voksende interesse for de fire pladser til ”iværksætter-spirer”, som Vordingborg Erhverv og Vækstfabrikkerne indviede kort før sommerferien også på Marienbergvej 132.
I løbet af kort tid forventer han, at de første ”iværksætter-spirer” rykker ind i denne afdeling. ”Spirerne” vil bliver tilbudt Vækstfabrikkernes prøveforløb, et særligt udviklingsforløb for innovative personer som vil etablere virksomhed på sigt, ligesom de vil få mulighed for at deltage i de månedlige husmøde og morgenmadsmødet hver 14. dag med vækstfabrikanterne på Vækstfabrikken i Vordingborg, så de bliver en del af netværket.
”Vi involverer spirepladserne i vækstmiljøet på Vækstfabrikken så netværket bliver udvidet og styrket”, påpeger Dan Holck-Hansen, der også selv deltager i husmøderne på Vækstfabrikken.