Jeg vil gerne på vegne af hele holdet hos Vordingborg Erhverv sige tak for samarbejdet i 2021, samt ønske jer en glædelig jul og et godt nytår.
2021 har været et spændende og meget begivenhedsrigt år.
Et år, der fik en forrygende start da verdens største udbyder af sikkerhedstræning til offshore industrien RelyOnNutec besluttede sig for at etablere et træningscenter i Vordingborg.
Fordi – som de konstaterede ved åbningen af træningscenteret i april måned – at Vordingborg Kommune er lige midt i det hele og tæt på motorvejen.
Vores strategisk gode placering er afgørende for erhvervsudviklingen. Derfor meldte den nye grønne energivirksomhed Vordingborg Biofuel sig også på banen for med udgangspunkt i Vordingborg havn at opføre et af verdens største produktionsanlæg til biometanol.
2021 har været et travlt år i virksomhederne i Vordingborg kommune. Ledigheden er på det laveste niveau i 13 år, og virksomhederne mangler arbejdskraft.
Vi har i Vordingborg Erhverv også haft et travlt år med mange opgaver. Den største opgave har været at udarbejde et ideoplæg til en samlet erhvervsmasterplan for Vordingborg kommune. Det har vi gjort i samarbejde med Vordingborg Erhvervsforening og Vordingborg Kommune.
Erhvervsmasterplanen er et ambitiøst og gennemarbejdet ideoplæg, der kortlægger et stort potentiale for udvikling og vækst i kommunen samt hvilke store udfordringer, der venter de kommende år.
Det står nu øverst på den erhvervspolitiske dagsorden at komme videre med det arbejde og få omsat ideoplægget til konkrete handlinger.
Jeg og resten af Vordingborg Erhverv glæder os til samarbejdet med den nyvalgte kommunalbestyrelse, det nye Erhvervsudvalg og erhvervslivet om at realisere ideerne i Ideoplægget til Erhvervsmasterplanen.
Indtil da ønsker vi alle en glædelig jul og et godt nytår,
Bolette Christensen, direktør Vordingborg Erhverv
Denne artikel er skrevet af Søren Knudsen
Presse- og kommunikationsrådgiver
T: +45 20 40 95 92
E: sk@businessvordingborg.dk