I forbindelse med Vordingborg Kommunes DK2020 Klimaplan, inviterede kommunen til indsendelse af vedvarende energiprojekter i området. Her blev indsendt 12 projektforslag som omfatter 26 vindmøller og ca. 1000 hektar solceller. Projekterne fordeler sig over hele kommunen. Et projekt er sidenhen faldet fra, og de resterende 11 projekter fordeler sig over hele kommunen.
Alle projekterne har netop været i høring, hvor Vordingborg Kommune havde inviteret til borgerinformationsmøder i Lundby for projekterne vest for motorvejen og i Mern for projekterne øst for motorvejen. Det er et helt nyt initiativ i Vordingborg Kommune, at man inviterer borgerne tidligt ind i udviklingsprocessen af vedvarende energi på land. Kommunen er et af de få steder i Danmark, hvor borgerne bliver inddraget i processen, inden det er blevet politisk behandlet.
Der viste sig at være stor interesse fra borgerne, da der til begge informationsmøder var mødt omkring 150 interesserede borgere op.
Den danske energivirksomhed Copenhagen Energy er blandt de virksomheder og interessenter, som har indsendt projektforslag til vedvarende energi på land i Vordingborg Kommune. Det er ifølge projektleder i Copenhagen Energy Andreas von Rosen en rigtig god idé at invitere borgerne tidligt ind i udviklingsprocessen.
”Vordingborg Kommuner fortjener meget ros for deres tilgang til processen omkring planlægning for nye vedvarende energiprojekter. Et af de mest sædvanlige og markante kritikpunkter ved planlægning for nye sol- og vindprojekter er, at borgerne og lokalsamfundet ikke føler sig, inddraget tidligt nok i planlægningen og ikke samlet set bliver hørt nok. Grundlæggende får vi og kommunerne altid at vide, at man kun kan kommunikere for lidt om de kommende projekter. Det håndteres fremragende i Vordingborg Kommune ved, at der afholdes informationsmøder allerede inden der bliver taget politisk stilling til projekterne. Vi glæder os desuden som udvikler over, at vi får mulighed for at præsentere vores gode projekter og forklare den værdi de kan skabe lokalt, og samtidig komme tidligt i dialog med de allernærmeste naboer omkring projekternes præcise indretning,” siger Andreas von Rosen.
“
“Det kan desuden medvirke til at andre lodsejere får interesse i at deltage, og projekterne derved kan udvides. Og det er til gavn for alle, da store mængder vedvarende energi på land kan tiltrække energikrævende virksomheder, hvilket betyder flere arbejdspladser i Vordingborg Kommune.”
Helene Urth | Direktør, Business Vordingborg
Konstruktive møder
Direktør i Business Vordingborg, Helene Urth, er enig i Andreas von Rosens betragtning.
“Det er afgørende at etablere grøn energi af hensyn til klimaet og forsyningssikkerheden. Dette indebærer placering af solceller og vindmøller på land, og det kan have stor indvirkning på de lokalsamfund, der er i nærheden. Derfor betyder det meget, at borgerne bliver inddraget og hørt i processen fra et meget tidligt tidspunkt, for det kan bidrage til at flere af projekterne kan realiseres. Det kan desuden medvirke til at andre lodsejere får interesse i at deltage, og projekterne derved kan udvides. Og det er til gavn for alle, da store mængder vedvarende energi på land kan tiltrække energikrævende virksomheder, hvilket betyder flere arbejdspladser i Vordingborg Kommune,” siger Helene Urth.
Copenhagen Energy har indsendt fem vedvarende energi-projekter til Vordingborg Kommune. Vindmøller ved Tolstrup solceller ved Store Røttinge og ved Svinø samt hybridparker, hvor det er både vindmøller og solceller, ved Oremandsgaard Gods og Petersgaard.
”Vi oplevede begge informationsmøder som værende meget konstruktive, og det er tydeligt at borgerne i Vordingborg Kommune er meget engagerede i den grønne omstilling. Den dialog som fandt sted både i salen og ude ved bordene viste os, at borgerne i Vordingborg Kommune er villige til at påtage sig deres del af ansvaret for at vi i Danmark når vores mål for den grønne omstilling i 2030. Det kræver blot, at vi som projektudvikler opstiller nogle gennemtænkte og veludførte projekter, som er tilpasset de lokale forhold og har den rette balance mellem særlig energiproduktion, naturgevinster og lokal forankring. Det synes vi er helt rimeligt og vi glæder os til at komme i gang med planlægningen for de projekter som politikerne udvælger,” lyder det fra Andreas von Rosen.
“
“Vi er glade for at have indgået en strømsalgsaftale med Green2X, om at sælge strøm fra vores vindmølle- og solcelleanlæg til Vordingborg Biofuel. Derved vil den grønne strøm fra vores anlæg i Vordingborg Kommune blive brugt lokalt.”
Andreas von Rosen | Stifter og bestyrelsesformand, Copenhagen Energy
Næste skridt
Nu hvor de første høringssvar er indsamlet, går den første politiske behandling af projekterne i gang. Ud fra blandt andet borgernes tilbagemeldinger vil kommunalbestyrelsen udpege projekter, som går videre til næste runde.
“Herefter går det konkrete planlægningsarbejde i gang med miljøundersøgelser og meget andet. Inden der herefter kan træffes en endelig beslutning, skal forslagene igennem en lovfæstet høringsfase af offentligheden. Det kan let tage et par år, inden den endelige beslutning skal tages,” siger Anders J. Andersen. Umiddelbart efter den politiske behandling starter den afsluttende høringsrunde, hvor borgerne igen har mulighed for at indsende høringssvar.
I invitationsmaterialet fra Vordingborg Kommune var der lagt vægt på projekternes bidrag til lokalsamfundet. Strømmen fra Copenhagen Energys projekter bliver leveret til Green2X’ Vordingborg Biofuel-anlæg.
“Vi er glade for at have indgået en strømsalgsaftale med Green2X, om at sælge strøm fra vores vindmølle- og solcelleanlæg til Vordingborg Biofuel. Derved vil den grønne strøm fra vores anlæg i Vordingborg Kommune blive brugt lokalt,” siger Andreas von Rosen.
Grøn pulje
Derudover kommer alle de landbaserede vedvarende energi-projekter, som bliver realiseret, til at bidrage til kommunens grønne pulje. Her kan borgere og organisationer i Vordingborg Kommune søge om eksempelvis naturgenopretning, øget adgang til natur eller arrangementer.
Den grønne pulje blev første gang behandlet på Klima- og Teknikudvalgsmødet den 7. juni 2023. Her blev uddelt for 3.36 millioner kroner. Pengene gik blandt andet til køb af landbrugsjord og naturgenopretning ved Nyråd og forskønnelse af Kostræde Banker.
Midlerne var indbetalt af virksomhederne BeGreen og Luxcara, som har etableret solceller i Barmosen.