Fra Silicon Valley til Møn: Nyt, eksklusivt konferencecenter drømmer om flere Øko-mærkede lokale leverandører

af | 25. nov 2025 | Erhvervsnyheder

Når Rehumanize Group slår dørene op til deres nye konferencecenter, Seaside Retreat, på Møn, er det ikke bare med et udbud af luksus og havudsigt, men også som en stærk spiller inden for bæredygtighed. Virksomheden, der var blandt de første B Corp-certificerede i Danmark, møder nemlig et lokalt dilemma i jagten på Det Økologiske Spisemærke og opfordrer derfor flere lokale fødevareproducenter til at lade sig certificere.

På en nyrenoveret ejendom på Nymarksvej i Stege er de sidste detaljer ved at falde på plads. Her har Rehumanize Group, anført af Laila Pawlak og Kris Østergaard, åbnet konferencecentret Seaside Retreat & Hotel.

Parret har brugt næsten tre år på at omdanne den tidligere gårds gamle maskinhaller og lader til et moderne konferencecenter med unikke værelser og fællesarealer, hvor ledere fra internationale giganter som Lufthansa, Atlas Copco og Ørsted fremover skal deltage i ledelsesudviklings-kurser og konferencer.

Direktør og ejer hos Knudsen Extrusion Peter Rosenkrands

Laila Pawlak i konferencehotellets store loungeområde, der kan omdannes til dansesal. Det meste interiør er genbrug. For eksempel er lampen i loftet lavet af kunstner og aktivist Thomas Dambo (ham med de store trolde i træ, man kan opleve rundt omkring i naturen i Danmark), som har designet lampen af gamle tiloversblevne øl-fustage-ledninger fra en Roskilde Festival. Foto: Business Vordingborg.

Fra Silicon Valley til København til Præstø til Møn

For Laila Pawlak handler de fysiske rammer om mere end overnatning.

“Vi har elimineret de irritationsmomenter, vi ofte selv har mødt på konferencesteder rundt omkring i verden, og skabt et sted, hvor teknikken spiller, og omgivelserne understøtter læringen,” fortæller hun.

Laila Pawlak og Kris Østergaard flyttede til Præstø i 2019 fra København efter mange års rejsen frem og tilbage til USA, hvor de bla. underviste topledere i fremtidig ledelse, teknologi og innovation på Singularity University i Silicon Valley. For nylig er de flyttet til Møn, hvor de bor privat i en bygning tilknyttet deres nyrenoverede konferencehotel.

B Corp-certificering er en holistisk tilgang til forretning

Bag den lækre indretning garneret med havudsigt og værker fra kendte kunstnere, smukt istandsatte genbrugs-møbler og strøm de rigtige steder i gulvet ligger en fokuseret forretningsstrategi, hvor dokumenteret ansvarlighed er nøglen.

Rehumanize Group var en af de første fem danske virksomheder til at opnå den anerkendte, globale B Corp-certificering i 2018 og har siden forbedret deres resultater markant. For at beholde certificeringen bliver man målt og evalueret hvert andet år, hvor virksomhedens aftryk på lokalområdet, miljøet, menneskerettigheder, medarbejderne og samfundet skal dokumenteres ved hjælp af bogførte udgifter og helt ned på bilagsniveau.

Direktør og ejer hos Knudsen Extrusion Peter Rosenkrands

Data i en B Corp-certificering bliver opgjort i point, og man skal opnå mindst 80 point for at beholde certificeringen. Rehumanize Group har forbedret sin B Corp-score fra 86,5 i 2018, som var det første år, til 94,4 i 2022 og er nået helt op på 106 i 2024, som er det nyeste evalueringsår. Illustration: B Corporation

Verdens mest omfattende standard

Certificeringen er kendt for at være en af verdens mest omfattende standarder for bæredygtighed. Mange af områderne i B Corp-certificering er de samme, som den frivillige standard (VSME) i den danske ESG-rapportering, fx. måling af medarbejdertrivsel, aftryk på naturen, affaldshåndtering mv.

Blot er B Corp-certificeringen mere omfattende og mere dokumentationskrævende – og der er visse minimumsniveauer, man skal leve op til for at beholde sin certificering.

“B Corp er en global impact-certificering, som er meget holistisk og nok en af de strengeste, man kan få. Det handler ikke kun om miljø, men om hele måden, man driver forretning på,” forklarer Laila Pawlak.

Dette bakkes op af Dorte Kiilerich, som er forretningsudvikler og ekspert i turisme og certificeringer hos Erhvervshus Sjælland. B Corp er en af de i alt 20 certificeringer, hun foreslår turismevirksomheder at se nærmere på. Hun peger på, at B Corp skiller sig ud ved at komme hele vejen rundt om virksomheden.

“Det er det mærke, der er mest holistisk. Der er mange målepunkter, blandt andet også på de sociale parametre. Det har fem temaer: Samfund, miljø, medarbejdere, kunder og governance, og så er de meget optagede af, at der skal ske forbedringer mellem hver evaluering,” forklarer Dorte Kiilerich.

For Rehumanize Group fungerer certificeringen som et vigtigt konkurrenceparameter over for de store erhvervskunder.

“Når vi skal igennem en ’procurement proces’, er det en klar fordel, at vi kan dokumentere alt fra vores lokale indkøb til vores sociale ansvar,” siger Laila Pawlak.

Direktør og ejer hos Knudsen Extrusion Peter Rosenkrands

Velkomst med gæstebog og genbrugsmøbler. Der findes ikke en eneste plante i plastik hos Seaside, som er B Corp-certificeret og derfor skal leve op til strikse krav for bæredygtig adfærd. Foto: Business Vordingborg.

Alle skal kunne levere data – også de små

Ifølge Dorte Kiilerich er netop dokumentationen afgørende i dagens marked.

“Store virksomheder har brug for ESG-data fra de leverandører, de benytter. Derfor er certificeringsordninger og mærker så gode, for de viser, at man reelt arbejder med bæredygtighed,” siger hun og understreger, at med en B Corp-certificering står man klædt rigtig godt på til at levere netop de data, kunderne efterspørger.

“De, der troede, de kunne ånde lettet op og ikke bekymre sig om ESG-data, fordi de er en mindre virksomhed, de oplever nu, at de alligevel skal bruge tid på det. Deres kunder skal bruge det som en del af deres beslutningsgrundlag,” siger Dorte Kiilerich.

Derudover er for eksempel de tyske forbrugere meget mere specifikke på deres forventninger til bæredygtige indsatser og certificeringer. De er mere optagede af det, end danske forbrugere er, kan Dorte Kiilerich oplyse.

“Tyskerne har i mange flere år end danskerne været vant til fx affaldssortering. Så alene det faktum, at vi skal være klar til en endnu større strøm af gæster sydfra, når først Femern-forbindelsen åbner, gør, at det vil være godt, at endnu flere turismevirksomheder vil lade sig certificere.”

Direktør og ejer hos Knudsen Extrusion Peter Rosenkrands

Ægteparret Kris Østergaard og Laila Pawlak har brugt tre år på at sætte en gård på Møn i stand. Resultatet er et eksklusivt konferencehotel, hvor parret kan afholde næsten alle typer arrangementer hele året rundt. I sommerperioden, og når der ikke er kurser, er hotellet åbent for turister. Foto: Business Vordingborg.

Det lokale dilemma

Med åbningen af Seaside har Rehumanize Group øget ambitionerne: De går nu efter Det Økologiske Spisemærke i guld. Det kræver, at 90-100 % af alle indkøbte føde- og drikkevarer er økologiske. Men denne ambition skaber udfordringer i mødet med de lokale producenter på Møn og Sydsjælland.

“Det skaber et dilemma, for vi vil rigtig gerne købe lokalt, men vi kan ikke bruge de lokale varer i det omfang, vi ønsker, hvis de ikke er certificeret økologiske,” forklarer Laila Pawlak og giver et eksempel:

“Hvis slagteren ikke er økologisk certificeret, kan vi ikke købe hans pølser, selvom det lokale kød er Ø-mærket.”

Konsekvensen er, at konferencehotellet må fravælge lokale leverandører for at kunne leve op til det økologiske guldmærke. Det ærgrer Laila Pawlak, der ser et stort potentiale i, at lokale producenter får papir på deres bæredygtighed – ikke kun omkring det økologiske, men bredt.

Det Økologiske Spisemærke

Det Økologiske Spisemærke er et let afkodeligt mærke, som viser, hvor stor en del af de indkøbte føde- og drikkevarer på spisestedet, der er økologiske.

Certificeringen er relevant, hvis din virksomhed fx omfatter en restaurant, bar eller anden form for spisested. Derudover er det en gratis mærkeordning, som kontrolleres af staten (Fødevarestyrelsen).

Der er tre varianter af certificeringen, som er inddelt efter, hvor stor en del af dine indkøbte føde- og drikkevarer, der er økologiske:

  • Guld: 90-100 %
  • Sølv: 60-90 %
  • Bronze: 30-60 %

Det Økologiske Spisemærke er for mange forbundet med stor troværdighed hos både gæster og samarbejdspartnere. Det er med andre ord en god måde at positionere din virksomheds bevidste, økologiske valg.

I dag er der cirka 3.500 spisesteder i Danmark, som har Det Økologiske Spisemærke.

Kilde: Forretningsudvikler Dorte Kiilerich, Erhvervshus Sjælland

Certificering som grøn omstillingsmotor

Laila Pawlak har derfor en klar opfordring til det lokale erhvervsliv. Hun drømmer om, at flere vil lade sig certificere.

“Jeg er overbevist om, at det over tid vil betyde mere for forbrugerne, og det ville gøre det muligt for os at støtte det lokale erhvervsliv endnu mere, end vi allerede gør,” siger hun.

Hos Erhvervshus Sjælland oplever Dorte Kiilerich også, at interessen for dokumenteret bæredygtighed stiger. Ikke kun af hensyn til miljøet, men som en forudsætning for overhovedet at drive og udvikle sin forretning.

“Vores interesse for hinanden har aldrig været større. Vi interesserer os for, hvordan vi driver vores virksomheder og hvordan de samarbejdspartnere, vi vælger, driver deres virksomheder. At blive certificeret eller arbejde med ESG er en reel motor, og den er kraftig, for hele den grønne omstilling. Det sker på en god og naturlig måde, hvor man interesserer sig for hinandens virksomheder på en relevant måde, og hvor det at dokumentere bliver en slags naturligt bindeled mellem os.”

Når først certificeringen er på plads, så er det en markedsfordel at have den, fordi kunderne efterspørger det. Især erhvervskunder er meget optagede af det, fordi der er lovgivningsmæssige krav til dem om, at de skal dokumentere deres egne indkøb og forbrug.

Og derfor giver det mening, især for turismevirksomheder, at lade sig certificere. Det bliver lettere at tiltrække de erhvervskunder, som har brug for dokumentation og data til deres egen ESG-rapportering. Og erhvervskunderne er særligt vigtige for at fylde skuldersæsonerne.

Dorte Kiilerich påpeger desuden, at certificeringer skaber genkendelighed og troværdighed hos kunderne.

“Man skal passe meget på med at kalde sig bæredygtig uden at kunne dokumentere det. Man skal kunne dokumentere sit aftryk på verden over tid. Fordelen ved at have et mærke eller en certificering er, at man bevarer troværdigheden, fordi man kan fremvise dokumentation. Flere af mærkerne har en tredjepart, der står for selve certificeringen af virksomheden og dermed har tjekket virksomheden og sagt god for dokumentationen. Og det skaber tryghed hos kunderne,” forklarer Dorte Kiilerich.

Direktør og ejer hos Knudsen Extrusion Peter Rosenkrands

Seaside har indtil videre 13 dobbeltværelser med individuelle temaer i indretningen. Her er det Hiker’s Hideaway. Oven på konferencesalen er der desuden (snart) indrettet to store suiter med havudsigt og syv øvrige værelser. I alt får Seaside 24 værelser, når det står færdigt. Alle værelser har eget bad og toilet. Foto: Business Vordingborg.

Et råd til andre: Bare kom i gang

Mindre virksomheder kan frygte, at certificeringer er dyre og besværlige. Men ifølge Laila Pawlak behøver det ikke være en uoverskuelig opgave.

“Jeg tror, mange har et billede af, at certificeringer som økologi eller B Corp er meget sværere, end de faktisk er. Nogle gange handler det bare om at sætte sig ned og undersøge, hvad det egentlig kræver,” siger hun og nævner, at en tidligere økologi-certificering kostede dem under 5.000 kroner i rådgivning.

“Man skal opsøge ekspertviden, hvis man er i tvivl. Min opfordring er at alliere sig med nogle, der er eksperter, hvis man synes, det virker uoverskueligt. Det åbner døre, og det er med til at gøre, at man gør sig mere umage,” siger Laila Pawlak.

Dorte Kiilerich kan kun give hende ret. Hos Erhvervshus Sjælland kan man få gratis hjælp til at blive klogere på de forskellige mærkeordninger, og man kan søge om tilskud til at betale for et rådgivningsforløb via SMV:Bæredygtig, hvor man kan modtage tilskud på 50% af udgiften; dog højst op til kr. 150.000.

“Mærkeordninger er et af de mest effektive greb på at reducere virksomhedens aftryk på verden. Jeg ser det så ofte, og det er virkelig en fornøjelse at se, hvordan de mennesker, jeg samarbejder med hos virksomhederne, ændrer perspektiv og bliver så glade og tilfredse med deres indsatser, når de får data på bordet. Det er virkelig en fornøjelse,” siger Dorte Kiilerich.