Der mangler hænder og faglært arbejdskraft både lokalt og på hele Danmarks arbejdsmarked. Alene at sikre faglært arbejdskraft til den grønne omstilling vil frem mod 2030 kræve 126.000 årsværk, hvis klimamålsætningerne skal indfries, viser beregninger fra COWI.
Det forsøger forskellige aktører fra erhvervslivet nu at rette op på. Energikoncernen Andel har oprettet et legat på 2.030 kr. om måneden i op til 12 måneder til unge, som vælger en erhvervsuddannelse på Sjælland, og Møns Bank administrerer en fond, der støtter unge i uddannelse.
Det kunne de begge fortælle på dette års Folkemøde Møn under en debat arrangeret af Møns Bank.
”Vi kan jo se, at der bliver udfordringer i forhold til at have faglærte nok, der skal drive den grønne omstilling. Og det er derfor, at vores bestyrelse har valgt at sponsorere det. At der kommer noget mere fokus på, at der er nogen, der skal tage de her uddannelser. Og så hjælper vi dem til at blive i uddannelsen,” siger Jette Lau Eriksen, som er HR partner hos Andel.
Hos Andel har de flere datterselskaber, hvor de har brug for faglært arbejdskraft. De har Andel Nexel, som hjælper netselskaberne Cerius og Radius, så selskabernes 1,4 millioner netkunder på Sjælland og øerne har strøm i kontakterne. Derudover er ladeinfrastrukturselskabet Clever også et datterselskab under Andel.
”Vi vækster jo rigtig meget. Så derfor har vi meget fokus på arbejdskraft både nu, men også i fremtiden. Og vi vækster rigtig meget indenfor alt det, der har med den grønne omstilling at gøre,” forklarer Jette Lau Eriksen.
“Der er mange store muligheder inden for den grønne omstilling, for virksomhederne mangler hænder og kompetencer.”
Per Sjørup Christiansen | Bankdirektør, Møns Bank
Fond
Det var Møns Bank, som havde arrangeret debatten på Folkemøde Møn med bankdirektør Per Sjørup Christiansen som moderator.
”Vi vil rigtig gerne give de unge inspiration og viden, så de får øjnene op for alle de jobmuligheder og alle de uddannelsesmuligheder, der er på Møn og på Sydsjælland omkring bæredygtighed og grøn omstilling,” siger Per Sjørup Christiansen om baggrunden for, at banken var vært for debatten.
Møns Bank administrerer Lærer Johannes Jørgensen og Hustrus Fond til uddannelse af Unge på Møn, som uddeler 750.000 kr. i årene 2023-2025.
”Det giver jo bredt muligheder for, at man kan få en økonomisk håndsrækning til at få den drømmeuddannelse og det forløb, man har lyst til,” siger Per Sjørup Christiansen.
For at komme i betragtning skal man være under 25 år og ”stamme fra Møn”, som der står i fundatsen. Det er yderligere et krav, at man skal være under uddannelse på seminarium, højere læreanstalt, universitet, teknikum eller lignende.
”Der er mange store muligheder inden for den grønne omstilling, for virksomhederne mangler hænder og kompetencer,” siger Per Sjørup Christiansen.
“Vi ved godt, at der er nogen, der gerne vil udvikle sig hele tiden. Så prøver vi også at se, om der kan være noget intern rekruttering rundt omkring.”
Jette Lau Eriksen | HR Partner, Andel
Bløde værdier
Udover at gøre en indsats for at skaffe unge ind på de tekniske uddannelser, så forsøger Andel at holde fast på deres eksisterende medarbejdere. Det gør de ved at fokusere på bløde værdier, forklarer Jette Lau Eriksen.
”Hos os er det rigtig vigtigt, at man er hinandens gode forbindelser, og at man har en god arbejdsdag. Det gælder om at være glad, når man kommer på arbejde. Det gælder også om, at man har den glæde, når man går hjem, fordi man har haft en god arbejdsdag.
Energikoncernen har fokuseret på de blødere værdier i mange år, lyder det fra Jette Lau Eriksen, og det har betydet mange medarbejdere har været i koncernen i en del år.