Stor rift om sæsonarbejdere

af | 17. feb 2022 | Arbejdskraft, Erhvervsnyheder, Turisme

Beskæftigelsen har igen nået nye højder i Vordingborg Kommune, og det giver mangel på arbejdskraft. Det mærkes også i turismebranchen, hvor alternative rekrutteringsmetoder må tages i brug. Sæsonarbejdere er mangelvare.

Hoteldirektør Christian Petersen

Hotel Residens Møen tager derfor helt nye metoder i brug i rekrutteringen af sæsonarbejdere i år.

Hos Hotel Residens Møen arrangerer de en såkaldt ”Recruitment Day”, hvor potentielle medarbejdere møder og lærer virksomheden at kende. Gennem en hel dag med forskellige aktiviteter får interesserede et indblik i Hotel Residens Møens særlige atmosfære.

Og det er absolut nødvendigt, fortæller hoteldirektør Christian Petersen.

Hvert år har hele organisationen bag Hotel Residens Møen, der også driver Café Møns Klint, brug for cirka 50 ekstra medarbejdere i sommerperioden.

“Når vi skal bruge unge mennesker, så er der de unge mennesker, der er, og så handler det om at gøre sig så attraktiv som muligt.”

Resortmanager på Camp Møns Klint Ole Eskling

[visual-link-preview encoded=”eyJ0eXBlIjoiaW50ZXJuYWwiLCJwb3N0IjoyMTM1OSwicG9zdF9sYWJlbCI6IkluZGzDpmcgMjEzNTkgLSBGZXJpZWJ5IHDDpSBNw7huIGthbiBmb3Jkb2JsZSBvdmVybmF0bmluZ3NrYXBhY2l0ZXQiLCJ1cmwiOiIiLCJpbWFnZV9pZCI6MCwiaW1hZ2VfdXJsIjoiIiwidGl0bGUiOiJMw4ZTIE9HU8OFOiBGZXJpZWJ5IHDDpSBNw7huIGthbiBmb3Jkb2JsZSBvdmVybmF0bmluZ3NrYXBhY2l0ZXQiLCJzdW1tYXJ5IjoiIiwidGVtcGxhdGUiOiJ0ZXN0In0=”]

Udenlandsk arbejdskraft

På campingpladsen ved klinteskoven på Møn ser de en lignende udfordring. Resortmanager på Camp Møns Klint Ole Eskling forklarer, at de benytter sig af udenlandsk rengøringspersonale fra de baltiske lande gennem Baltic Workforce.

“Det har vi rigtig god erfaring med, og det er meget kompetent arbejdskraft, der kommer fra det samarbejde.”

Camp Møns Klint har ikke helt samme udfordringer i forhold til receptionspersonale. De har gennem mange år opbygget et netværk blandt andet i København og en atmosfære, der tiltrækker unge sæsonarbejdere til campingpladsen om sommeren.

Derfor er Ole Eskling lige så fortrøstningsfuld som sædvanlig, når det kommer til at kunne tiltrække sæsonarbejdere, også selvom der er rift om personalet. Deres personalefilosofi kalder de for ”We are…”, og det beskriver en arbejdsplads, hvor udendørsliv og sammenhold er de helt store drivkræfter bag.

“Det er hele vores tilgang, der får vores medarbejdere til at vende tilbage. Og det får dem også til at anbefale os som arbejdsplads til andre i deres netværk. Det er sådan nogle ting, som at de kan have deres hest med, eller at de får mulighed for at dyrke deres interesser.”

Resortmanager Ole Eskling | Camp Møns Klint

Ny situation

På Hotel Residens Møen har situationen ændret sig. De har i mange år haft held med at tiltrække unge mennesker. Men sidste år var det vanskeligt at tiltrække et tilstrækkeligt antal, fordi mange arbejdede som podere.

“Det håber vi er overstået nu, så de kommer tilbage i folden igen,” siger Christian Petersen.

Det er ikke kun på grund af coronapandemi og podebehov, at situationen har ændret sig. Ifølge hoteldirektøren har manglen på arbejdskraft medført, at det ikke kun er medarbejderne der skal præstere. Nu er det også arbejdspladsen, der skal leve op til en hel masse forventninger.

Derfor er det helt essentielt at alle, der vil gøre sig forhåbninger om at få nye medarbejdere, forholder sig til, hvordan arbejdspladsens miljø og vilkår i virkeligheden er. Det er vigtigt at kigge indad, i stedet for at beklage sig over situationen eller give op.

“Hvis ikke arbejdspladsen er ordentlig, og hvis vi som arbejdsgivere ikke behandler vores medarbejdere ordentligt, og sørger for at der er et godt arbejdsklima, så udebliver arbejdskraften. Så kan du ikke fastholde personalet,” forklarer hoteldirektør Christian Petersen.

Netop det har fuld prioritet hos hotellet i år, og det er Recrutiment Day et billede på.

“Det vi arbejder allermest på, det er at skabe det fedeste univers for de unge mennesker, der er ansat. Du kan sagtens stille dig op og råbe: I skal komme og arbejde her. Men hvis der ikke er godt at være som ansat, så er de unge mennesker der ikke,” siger Christian Petersen.

Recruitment Day er 12. Marts og forventningen fra Christian Petersen er der kan ansættes 20-25 nye medarbejdere, når dagen er vel overstået.

Kasper Buur - Presse- og kommunikationskonsulent

Skrevet af Kasper Buur

Presse- og kommunikationskonsulent

T: +45 51 93 58 29
E: kb@businessvordingborg.dk

Tilmeld dig nyhedsbrev fra Business Vordingborg

Tilmeld dig Business Vordingborgs nyhedsbrev