I foråret 2021 vedtog en enig kommunalbestyrelse i Vordingborg Kommune et erhvervs- og udviklingsprojekt for Klintholm Havn under navnet Hvidbog for Klintholm Havn. Og selvom det er over tre år siden hvidbogen blev vedtaget, er den igen blevet helt højaktuel.
Vordingborg Kommune fik i fredags tilsagn om, at Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse vil støtte Klintholm Havn på Møn med 15,7 mio. kr. Det er projektet ”Fremtidens levedygtige oplevelses- og læringshavn”, som får støtte, og tiltagene i projektet udspringer fra føromtalte Hvidbog for Klintholm Havn.
”Det er en fantastisk nyhed. Det her projekt er et kæmpe rygstød til Klintholm Havn på mange niveauer. Støtten fra erhvervsfremmebestyrelsen er opnået på baggrund af et stærkt samarbejde mellem Business Vordingborg, Vandklubben og Vordingborg Kommune, og projektet former grundlaget for yderligere udvikling i Klintholm Havn både inden for turisme og offshore. Derudover kommer projektet til at styrke havnen for det lokale erhvervsliv og beboere med nye rekreative tilbud. Langt om længe kan vi tage de første skridt i hvidbogen, så Klintholm Havn bliver mere attraktiv og harmonisk for alle parter,” siger direktør i Business Vordingborg, Helene Urth.
Vordingborg Kommune vil med ”Fremtidens levedygtige oplevelses- og læringshavn” skabe Danmarks bedste oplevelseshavn, hvor marin biodiversitet, offshore-operatørernes viden og erfaringer om havvind og fortidens fiskeriindustri skal indå i den samlede fortælling og oplevelse.
”Det her er et et fantastisk eksempel på, hvordan turismeerhvervet og offshore-industrien kan styrke hinandens tilstedeværelse. Offshore-operatørerne bidrager med erfaringer og fortællinger om omstillingen til havvind, hvilket giver stærkere og mere attraktivt turisme-produkt, som skaber øget aktivitet i lokalområdet,” siger Helene Urth.
“
”Fortællingen om energiproduktion på havet og marin biodiversitet skal bruges til branding og formidling af Klintholm Havn fremadrettet. Det vil tiltrække flere købestærke gæster til området og skabe mere aktivitet for de lokale virksomheder.”
Helene Urth | direktør, Business Vordingborg
Thyravej gentænkes
De tre anbefalinger fra Hvidbog for Klintholm Havn, som nu delvist realiseres gennem projektet, er, at Thyravej skal omdannes til havne-promenade, og at der skal skabes hjemsteder og baser på Klintholm Havn.
Fysisk vil ”Fremtidens levedygtige oplevelses- og læringshavn” blandt andet manifestere sig i ”Havhuset”. Havhuset skal være et mødested for lokale, erhvervsdrivende, foreninger, turister og skoler. Visionen er, at Klintholm Havn, med Havhuset som vartegn, bliver Danmarks nye lærings- og formidlingscentrum med fokus på genopretning af marin biodiversitet og omstilling til offshore- og grøn vindenergi. Formidlingen forankres og integreres i det nye foreningshus, og skal herefter sprede sig på Vestpieren, som er en ny mole, og den kommende havnepromenade. Begge tiltag er også fysiske aspekter projektet.
Promenaden skal sørge for, at Thyravej i Klintholm Havn inspirerer til ophold, aktiviteter, events og kommerciel aktivitet. Derudover skal vejens forløb og struktur gentænkes med fokus på at skabe bedre forhold for bløde trafikanter. En del af havnepromenaden kan f.eks. være en “læringsplads” for børn. Med placeringen tæt ved vandet, og som nabo til offshore-operatørerne, giver “læringspladsen” mulighed for at formidle om fiskeri, grøn vindenergi og genopretning af havmiljøet i børne- og voksenhøjde.
”Fortællingen om energiproduktion på havet og marin biodiversitet skal bruges til branding og formidling af Klintholm Havn fremadrettet. Det vil tiltrække flere købestærke gæster til området og skabe mere aktivitet for de lokale virksomheder,” siger direktør i Business Vordingborg, Helene Urth.
“
“Det er noget af det største, der er sket på turismeudviklingsfronten på Møn siden etableringen af GeoCenter Møns Klint tilbage i 2007.”
Simon Zachodnik| Turismeudviklingskonsulent, Business Vordingborg
Samarbejde på tværs af kommunen
Projektet ”Fremtidens levedygtige oplevelses- og læringshavn” er blevet skabt i et samarbejde mellem Business Vordingborg, den lokale Klintholm Havn-forening Vandklubben, og Vordingborg Kommune.
Turismeudvikling og turismeerhvervet blev tidligere i år integreret i Business Vordingborg, som en del af den nye samarbejdsaftale mellem Vordingborg Kommune og Business Vordingborg som trådte i kraft 1. januar i år. Den nye organisering har blandt andet muliggjort den strategiske kobling mellem turismeerhvervet og offshore-industrien og realiseringen af både ”Strategi for bæredygtig turisme” samt ”Hvidbogen for Klintholm Havn”.
”Det er kæmpestort, at vi er lykkedes med at skaffe så mange penge til udviklingen i Klintholm Havn, og det er et eksempel på, hvor stærkt vi står, når kommune, erhverv og foreningsliv arbejder tæt sammen om den lokale udvikling,” forklarer Turismeudviklingskonsulent i Business Vordingborg, Simon Zachodnik.
Hele projektet har et budget på 25 mio. kr. og skal blandt andet finansieres gennem yderligere fondsansøgninger.
”Det er noget af det største, der er sket på turismeudviklingsfronten på Møn siden etableringen af GeoCenter Møns Klint tilbage i 2007. Vi glæder os rigtig meget til at komme i gang med realiseringen af de store planer for området i Klintholm Havn,” lyder det fra Simon Zachodnik.
Lokal forankring
Den lokale Klintholm Havn-forening ”Vandklubben” er allerede i færd med at forbedre havmiljøet omkring Klintholm Havn ved blandt andet at skabe nye levesteder for marint liv. Det er initiativer som dette, som skal formidles gennem hele Klintholm Havn, og krydres med beskrivelser af havnens rolle i den grønne omstilling og fortællinger fra fortidens fiskeri.
”Med midlerne, mener jeg, at vi kan skabe et solidt fundament for tiltrækning af borgere til vores lokalområde. De yderligere private turismeinvesteringer, som følger dette projekt, og et nyt samlingssted vil skabe aktivitet og gøre vores havn mere attraktiv. Det vil simpelthen gøre beslutningen om at bosætte sig i Klintholm Havn lettere, fordi her er meget at byde på,” siger Jesper Carlson, som er formand for Vandklubben.
Der har været stor lokal opbakning fra Vattenfall, EnBW, restauranten ND 122, MMA Offshore, og den lokale bar Klap Hesten, som alle vil deltage aktivt i projektet, og udviklingen af Klintholm Havn fremadrettet.
Arbejdet med at søge yderligere finansiering er allerede i gang, hvor Havhuset blandt andet er indstillet hos Lokale og Anlægsfonden til at modtage yderligere støtte. Derudover sættes den yderligere udvikling og planlægning af de tre tiltag i gang.