Efter August Hage overtog Oremandsgaard i 2013, lykkedes det ham, med hjælp fra medarbejdere på godset og strategiske samarbejder, at opretholde driften selvom økonomien var presset. I dag viser Oremandsgaard storform og fortsætter med at tilføje projekter til virksomhedsporteføljen.
Det der i virkeligheden gjorde, at jeg fik en kærlighed til gården og havde lyst til at overtage, var faktisk vores Kammermusik Festival. Den holder vi én gang hver sommer og har gjort de seneste 30 år.
Det er en uge, hvor man pludselig får nogle andre værdier ind, og det handler ikke så meget om økonomisk bundlinje og alt muligt andet. Det handler om kultur og noget, der er smukt. Det ramte rent ind hos mig, at vi kunne dele det her sted med enormt mange, og vi kunne skabe en masse liv på gården.
Og jeg tror egentlig, at det er blevet til sådan en grundtanke i mit virke her på Oremandsgaard.
Overbevise banken
Det kom meget ud af det blå. Jeg havde valgt at læse Statskundskab, fordi det aldrig helt var planen, at jeg skulle overtage. Men mine søskende havde ingen interesse i at overtage Oremandsgaard, og da min far en gang spurgte mig, sagde jeg ja. Jeg tænkte, at det var en gratis omgang, og jeg skulle nok overtage, når jeg fyldte 36. Jeg fandt ud af, at jeg skulle overtage godset godt og vel et år inden det endte med at ske. Det var i 2013, og jeg var 25 år.
Min far døde meget pludseligt, mens jeg var i udlandet. Det er jo sådan, at godset er en personlig-ejet virksomhed, så jeg kom hjem til lukkede bankkonti, hvor jeg ikke kunne udbetale løn, og intet administrativt fungerede. Det var en ret hidsig landing. Jeg skulle dels forholde mig til at have mistet min far og samtidig drive virksomheden videre.
Som noget af det første skulle jeg overbevise banken om, at det var en god idé, at én som mig overtog godset. Jeg kunne jo ikke vise, at jeg var god til at pløje eller harve. Heldigvis holdt nogle af de gamle medarbejdere fast, og det reddede en del. Især at vores forvalter Mogens Tved trådte til var en kæmpe gave.
Ungdommen forsvandt
Fra jeg var 25 år, til jeg blev 30 år, var der ikke meget ungdom over mit liv. Og på en eller anden måde har jeg bebrejdet min far det i et eller andet omfang. Det kan man jo ikke rigtig undgå. De år forsvandt. For det første skal man finde ud af, hvordan tingene skulle hænge sammen, og så det næste er, hvordan du skal være i det. Det er jo en øvelse, man helst skal lave, når man ved, hvad man laver. Det gjorde jeg jo ret beset ikke, da jeg var 25.
Men så havde jeg jo heldigvis en masse folk, som jeg bad om hjælp, og som troppede op. Fuldstændig uden at stille spørgsmål eller sende regninger. Uden det, så var det ikke lykkedes. Min far har virkelig været god til at hjælpe mange andre, så når jeg kom og bad om hjælp, lå der en masse kapital fra hans side af, som pludselig kunne aktiveres.
Delelandbrug
Jeg kunne konstatere, at landbruget skulle blive dobbelt så store hver tiende år og have nye smarte maskiner. Det kunne jeg på ingen måde tilvejebringe midlerne til, så allerede i 2015 endte vi med at indgå i et stort strategisk samarbejde med DLM. Det er sådan en særlig ”sharefarming”-model, hvor man deler maskinerne på tværs af Sjælland. Så har man en andel af høsten og en andel af udgifterne afhængig af, hvor god jorden er.
Det var en måde for mig at få mere sparring og samarbejde. Da jeg kom til, var der fem ansatte på gården, og vi var nødt til at give slip på to af dem. Men med DLM-samarbejdet, så kunne vi være rigtig mange, når der var behov, og lidt færre når behovet var væk.
DLM-samarbejdet var en erkendelse af, at vi var nødt til at tænke anderledes. Vi blev simpelthen nødt til at prøve at få noget samarbejde ind og få bygget alternative strukturer op. Jeg vil meget gerne være involveret i landbruget, og jeg er stadig med til at købe og handle kornet. Men det er ikke mig, der bestemmer, hvad der skal sås, og hvor det skal sås. Det ville være en katastrofe for flere parter.
Held
Jeg tror slet ikke, at jeg vidste, hvad jeg gik ind til. Jeg er heller ikke sikker på, at jeg havde sagt ja, hvis jeg havde vidst det. Det er jo vildt fedt at være kommet dertil nu, hvor jeg kan se, at der er så meget sjovt. Men jeg tror, at der var en grundlæggende usikkerhed de første fem år på, om noget af det her ville blive sjovt.
Jeg tror egentlig, jeg var meget afklaret med, at hvis gælden lige akkurat blev 10-15 procent højere, så var der ikke noget at gøre. Så skulle vi sælge, ellers ville renterne æde os op.
Jeg har jo været heldig, at jeg overtog på et tidspunkt, hvor renten var meget lav. Og det har jo givet noget pusterum. Hvis ikke de ydre omstændigheder lige akkurat var faldet ud, så ville godset have været meget mere økonomisk udfordret.
Økonomisk trængt
Dybest set overtog jeg Oremandsgaard i en periode, hvor godset havde haft det økonomiske svært gennem lang tid. Vi var heldige, at økologi virkelig blev en ting, lige omkring da min far døde i 2013. Det betød, at vi red på en bølge af nogle gode priser en del år.
Men det lykkedes også at tilpasse vores forretningsmodel, opbygge en bryllupsvirksomhed og en udlejningsvirksomhed til konferencer og virksomheder. Det har bidraget enormt meget til godsets økonomi. Vi har fået ændret vores cashflow enormt og er gået væk fra at bruge nogen form for olie til opvarmning. Det hele kører på halm.
Det med at få fyldt kvadratmeterne ud har vist sig at være den optimale måde for mig at få omdannet gården til noget sjovt og levende. I dag er der både arkitekter, møbelpolstrer og kunstnere på Oremandsgaard, som er blevet til et erhvervskollektiv. Derudover er der de projekter, som jeg selv er involveret i. Det er tapperiet Multitap og destilleriet Radius.
Vi har fået lavet en masse tiltag, der gør, at vi nu står et helt andet sted og faktisk kan fremvise nogle sorte tal på bundlinjen.
Kompetent
Efterhånden føler jeg, at jeg er nogenlunde kompetent til mit arbejde. Det er jo en ret positiv udvikling. Og jeg synes, det er en anden tid, jeg går i møde nu. Der begynder at være ro til at tage flere langsigtede beslutninger.
I starten var det meget kortsigtede og hurtige løsninger. Jeg glæder mig egentlig til at have lidt mere ro til at finde ud af, hvad der skal ske på den længere bane. Det er i hvert fald det, der er min målsætning nu.
Det kunne være sjovt at prøve at arbejde lidt mere smart og lidt mindre hårdt.
Jeg drømmer om at give noget videre, som er sjovt at overtage. En levende gård. Det hårde, for mit vedkommende, var, at jeg godt kunne se, at der var mere mening, end man overhovedet kunne drømme om i et sted som Oremandsgaard.
Men da jeg overtog, var der ikke mange at dele den mening med.
Det har jeg i hvert fald som menneske brug for. Og det er det, jeg vil kæmpe for at fastholde, for at modvirke udviklingen, man ser i landbruget. Det er blevet nogle kæmpe driftsenheder, hvor mange gårde, står helt tomme og livløse hen. Her er vi en levende gård, hvor vi er mange forskellige fagligheder.
Når næste generation fylder 30 år, så er det et godt tidspunkt at overtage. Mens man har noget energi og noget drive. Jeg tror ikke, man skal udsætte det for længe. Så må jeg hellere finde mig et rigtigt job ude i byen lidt før.
Det synes jeg i hvert fald, er vigtigt. Ikke at give det videre for sent.
Fakta om August Friedenreich Hage
Alder: Født i 1986
Uddannelse: Cand. Scient. Pol. ved Københavns Universtitet
Beskæftigelse: Godsejer siden 2013
Fakta om Oremandsgaard
Oremandsgaard er beliggende tæt ved Præstø Fjord. Godset har været i Hage-familien siden 1860, hvor August Friedenreich Hage er femte generation. August Hages far, Daniel Friedenreich Hage, omlagde i 1977 hele landbruget på Oremandsgaard til økologi.
I dag er landbruget stadig økologisk, men drives igennem et DLM-samarbejde, som beskæftiger 15 ansatte i højsæson. Hovedkontoret for DLM Syd er på Oremandsgaard.
Siden August Friedenreich Hage overtog godset, har han etableret en bryllupsvirksomhed, en event-virksomhed og udlejer erhvervsejendomme.
Desuden huser Oremandsgaard destilleriet Radius og tapperiet Multitap, hvor August Friedenreich Hage er medejer af begge virksomheder.
