Business Vordingborgs bestyrelse har valgt administrerende direktør i Filtenborg El, Rasmus Møller, som ny bestyrelsesformand til at stå i spidsen for Vordingborg Kommunes erhvervsservice af virksomheder, tiltrækning af nye virksomheder og erhvervsudvikling.
Den nye formand, Rasmus Møller, bringer en bred vifte af erfaringer og kompetencer med sig fra sit arbejde som administrerende direktør i Filtenborg El.
Herudover har Rasmus Møller været bestyrelsesmedlem i Business Vordingborg i to år og har herigennem opnået en omfattende viden om erhvervslivet i Vordingborg Kommune.
“Jeg er glad og stolt over at blive valgt som bestyrelsesformand for Business Vordingborg, og jeg glæder mig til at arbejde sammen med resten af bestyrelsen og de ansatte for at fortsætte den stærke udvikling, der allerede er påbegyndt. Business Vordingborg har tiltrukket store virksomheder som Arcadia eFuels og Everfuel, der er udarbejdet en erhvervsmasterplan for Vordingborg Kommune, og de har medvirket til en forbedring af kommunens placering på DI’s erhvervsvenlighedsundersøgelse med 25 pladser. Forholdet og samarbejdet mellem kommunen og erhvervslivet har aldrig været bedre, og det gælder om at holde fast nu og styrke forholdet yderligere. Den grønne omstilling buldrer afsted, og vi er i en god position til at være med. Men det kræver, at vi står sammen som erhvervsliv og kommune,” udtaler Rasmus Møller.
“Forholdet og samarbejdet mellem kommunen og erhvervslivet har aldrig været bedre, og det gælder om at holde fast nu og styrke forholdet yderligere.”
Rasmus Møller, bestyrelsesformand | Business Vordingborg
Afgående formand
Formandsskiftet sker efter tidligere bestyrelsesformand Peter Rasmussen har valgt at træde tilbage.
“Jeg vil gerne ønske Rasmus Møller tillykke med udnævnelsen og samtidig takke Business Vordingborg og Vordingborg Kommune for de mange gode år, jeg har haft i rollen som bestyrelsesformand. Jeg er stolt over de resultater, vi har opnået sammen, og jeg er overbevist om, at Rasmus Møller vil fortsætte arbejdet og tage erhvervslivet i Vordingborg Kommune til nye højder,” udtaler Peter Rasmussen.
Peter Rasmussen efterlader en ledig plads i Business Vordingborgs bestyrelse. Her udpeger Vordingborg Erhvervsforening Finn Pedersen, filialdirektør i Lollands Bank Vordingborg, til den ledige plads.
“Rasmus Møller har en god profil og kommer med en god og bred indsigt fra sit virke som administrerende direktør hos Filtenborg El, hvor han har fingeren på erhvervslivets puls.”
Mikael Smed, borgmester | Vordingborg Kommune
Glæde hos borgmester
Borgmester i Vordingborg Kommune, Mikael Smed, glæder sig også over udnævnelsen af Rasmus Møller som bestyrelsesformand for Business Vordingborg og ser frem til samarbejdet.
”Rasmus Møller har en god profil og kommer med en god og bred indsigt fra sit virke som administrerende direktør hos Filtenborg El, hvor han har fingeren på erhvervslivets puls. Der er både kortsigtede og langsigtede opgaver, der venter ham. På den korte bane, er der arbejdet med, hvordan holder vi snuden i sporet og arbejder frem mod sommerferien, og på den lange bane er der hele arbejdet med erhvervsmasterplanen. Jeg ser frem til at arbejde tæt sammen med Rasmus Møller og resten af bestyrelsen for at skabe de bedste betingelser for vores lokale virksomheder og styrke vores kommunes erhvervsliv som helhed. Derudover vil jeg sige tak til Peter Rasmusssen. Business Vordingborg var et andet foretagende før han tiltrådte, og han har formået at tage det til et nyt niveau,” siger Mikael Smed.
Borgmesteren ser frem til at fortsætte det konstruktive samarbejde med Business Vordingborg, blandt andet i forbindelse med udmøntningen af Erhvervsmasterplan 2030.
Opgaveudvalgets arbejde er i gang, og udvalget fremlægger deres anbefalinger til de fremtidige rammer for Vordingborg Kommunes erhvervsservice i starten af maj.
Rasmus Møllers første opgave, som bestyrelsesformand for Business Vordingborg, bliver at ansætte en ny direktør. Der er indgået aftale med Bolette Christensen om, at hun fortsat vil være tilknyttet visse projekter i Business Vordingborg, indtil en ny direktør er ansat.
Skrevet af Kasper Buur
Presse- og kommunikationskonsulent
T: +45 51 93 58 29
E: kb@businessvordingborg.dk