Lokal bank opjusterer og slår rekord ved at skabe muligheder og overblik

af | 28. apr 2023 | Erhvervsnyheder

Sidste år blæste nye vinde over Møns Bank, da Flemming Juul Jensen besluttede sig for at træde tilbage som bankdirektør. Møns Bank blev efterladt i gode og kompetente hænder, da Per Sjørup Christiansen overtog posten.

Den nye bankdirektør har erfaring fra blandt andet en stilling som landedirektør i BankNordik samt regionsdirektør i Viborg og ledende stillinger i Nordea, Aarhus, hvor han er født og opvokset. Senest har han været forretningsdirektør i BEC Financial Technologies med ansvaret for partnerskaber og udvikling i samspil med 51 BEC-banker.

Det er nu et år siden Per Sjørup Christiansen officielt overtog som bankdirektør, og han har god grund til at være glad og tilfreds. Selvom bankdirektørens første år har været turbulent og præget af inflation og krise, kan Per Sjørup Christiansen levere det bedste regnskab, Møns Bank har oplevet i sin 145 år lange historie.

Desuden har Møns Bank allerede nu opjusteret forventningen til resultatet for 2023. Forventningen til resultatet før skat var i starten af året på 47-57 mio. kr., og det opjusteres nu til 55-65 mio. kr.

”Det er en sum af rigtig mange indsatser hver dag. Det er hver eneste kollega, der virkelig gør en ekstraordinær indsats og rækker ud til kunden og tager det ekstra skridt,” siger Per Sjørup Christiansen.

Møns Bank har hovedsæde i Stege, hvorfra de betjener over 20.000 kunder. Der er filialer i Vordingborg, Næstved, Præstø og Rønnede med 100 medarbejdere i hele organisationen.

“Jeg har ikke sat ambitionen efter rekorder. Det tror jeg ikke, man kan planlægge. Men jeg har sådan en naturlig virkelyst og lyst til udvikling. Det er det, der giver mig motivation.”

Per Sjørup Christiansen, bankdirektør | Møns Bank

Bankdirektør i Møns Bank Per Sjørup Christiansen

Skaber overblik

Da Per Sjørup Christiansen tiltrådte som bankdirektør sidste år, var målet at dyrke nærheden, korte beslutningsveje og personlig lokal rådgivning. Og det har vist sig at være en succesfuld strategi.

”Jeg har ikke sat ambitionen efter rekorder. Det tror jeg ikke, man kan planlægge. Men jeg har sådan en naturlig virkelyst og lyst til udvikling. Det er det, der giver mig motivation. At vi udvikler vores bank og udvikler vores kollegaer, så vi kan gøre en positiv forskel for vores kunder.  At vi sammen spiller hinanden bedre, det er det, der driver mig. Hvad resultatet så bliver i kroner og ører, det tror jeg ikke, man kan planlægge 100 procent,” lyder det fra direktøren i Møns Bank.

Møns Bank skaber overblik og finder muligheder for deres kunder, forklarer Per Sjørup Christiansen. Det er en del af nøglen til at lave rekordregnskab. På trods af den usikkerhed, der kan opstå i verden, har banken et godt samspil med kunderne.

”Der er vi jo virkelig kommet til vores ret som lokalbank og har rakt ud til vores kunder.”

Facadeskilt på Møns Bank

“Så vi ser i hvert fald ind i en positiv fremtid, og det der er allervigtigst, det er, at vi er en meget solid bank. Det vil sige, at vi kan være der for vores kunder, også selvom der bliver økonomisk stormvejr.”

Per Sjørup Christiansen, bankdirektør | Møns Bank

Utrygge tider

Det, der har været sværest for Per Sjørup Christiansen det seneste år, var at balancere den økonomiske usikkerhed, der havde indfundet sig i verden med kriser og inflation.

”Da vi stod midt på året i 2022, frygtede alle det værste, og at vi havnede i en recession. Men endnu en gang kan man jo sige, at vi har et fleksibelt erhvervsliv, og vi har nogle fleksible virksomheder, der er gode til at tilpasse sig. Det så vi jo både under corona-nedlukningen, men i høj grad også sidste år under energikrisen.”

Per Sjørup Christiansen forklarer at baggrunden for, at bankens kunder har klaret sig godt gennem inflation og energikrise, er på grund af den type virksomheder, der befinder sig i kommunen. Virksomhederne i Vordingborg Kommune og i Møns Banks markedsområde er i høj grad små- og mellemstore virksomheder, hvilket giver mulighed for at tilpasse sig hurtigt.

”Den type virksomheder er bedre forberedt på nye muligheder og kan i højere grad handle på ændrede vilkår, som kan opstå,” lyder det fra Per Sjørup Christiansen.

Fortrøstningsfuld bankdirektør

Det første år som direktør for Møns Bank er forløbet, som Per Sjørup Christiansen havde håbet.

”Det har mere end indfriet mine forventninger. Der er virkelig en engageret kollegastab, og alle medarbejdere i banken er motiverede og engagerede.”

Møns Bank fortsætter med at vokse, og det giver Per Sjørup Christiansen en tryghed i maven, da banken har et godt grundlag. Forretningsomfanget er stigende, blandt andet gennem bankens nye produkter, som flex-kredit til boliger, samt nye tilbud om pension og skadesforsikringer.

”Vi får nye kunder hver eneste dag. Og det gør vi fra kunder, som ikke vil være et telefonnummer i et callcenter, hvor de skal genfortælle deres livshistorie hver gang. De vil have en fast rådgiver, der kan skabe et overblik og kan skabe nogle veje og nogle muligheder for kunden. Om det så er udvidelse af virksomheden, eller det er køb af et nyt hus,” siger Per Sjørup Christiansen og fortsætter:

”Så vi ser i hvert fald ind i en positiv fremtid, og det der er allervigtigst, det er, at vi er en meget solid bank. Det vil sige, at vi kan være der for vores kunder, også selvom der bliver økonomisk stormvejr.”

Tilmeld dig Business Vordingborgs nyhedsbrev