GRØN strøm fra Østersøen produceret af vindmøller og GRØN strøm fra sol er en mangelvare. Vi skal bruge endnu mere grøn strøm, og det kan ikke gå stærkt nok med at få etableret den nødvendige produktionskapacitet.
Første skridt er taget med den store plan med etablering af energiøer i Nordsøen. Men det er ikke nok.
Vi ved at der er brug for mere havvind lige nu og her. Derfor peger vi på Kriegers Flak Nord og Syd i Østersøen.
Området er klart og kan rumme en stor havvindmøllepark. Det bekræfter den seneste finscreening af området, der netop er blevet gennemført af Energistyrelsen.
Både Nord og Syd området er velegnede til at etablere havvindmølleparker på, og der er ikke konstateret nogen forhold, der kan ændre på det.
Skandinaviens største havmøllepark Kriegers Flak, der drives af Vattenfall, er allerede succesrigt i drift og producerer grøn strøm til 600.000 husstande.
Klintholm Havn er udbygget og fungerer i dag som en moderne servicehavn for såvel Vattenfall som for EnBW. De servicerer den tyske havvindmøllepark Baltic 2. Klintholm Havn har plads til flere serviceoperatører og det skaber mange lokale arbejdspladser, når havvindmøllerne snurrer rundt og skal serviceres.
“Derfor: Udbyd mest muligt havvind, hurtigst muligt – og husk Østersøen.”
Direktør Bolette Christensen | Business Vordingborg
Planlægning skal speedes op
Tid er en faktor i processen, og valget af Kriegers Flak vil reducere planlægningsperioden betydeligt. Vi har ikke tid til lange undersøgelses- og planlægningsprocesser.
Derfor er vores melding klar: Husk Østersøen og tag Kriegers Flak Nord og Syd i brug så hurtigt som muligt.
Området, hvor Vattenfall allerede opererer Danmarks største havvindmøllepark, byder på få tekniske udfordringer og er tæt på et ideelt sted både at producere og levere strøm til elnettet.
Den nyetablerede havvindmøllepark Kriegers Flak viser, at der i dag er stort potentiale for offshore-vindenergi i Østersøen – både fra et forretningsmæssigt perspektiv og i forhold til den grønne omstilling i Danmark og resten af EU.
I løbet af de kommende uger skal partierne bag klimaaftalen i gang med klimaforhandlinger og blandt andet udpege placeringen af flere nye havvindmølleparker.
Brug for ambitiøs energiplan
Der er brug en politisk plan, der fuldt og endegyldigt omfavner den grønne omstilling af den danske energiproduktion til udelukkende at være grøn og gør Danmark uafhængig af at importere gas og olie fra udlandet.
Klimarådet peger i deres seneste rapport på, at der mangler grøn strøm for at nå klimamålet i 2030. Derfor er det afgørende, at der besluttes en langt mere omfattende og hurtigere udbygning på havvind området i en bred aftale om klima- og energipolitikken så man kan høste mere grøn strøm fra Østersøen.