Havvind er en vækstmaskine

af | 7. dec 2021 | Baltic Sea Offshore Hub, Erhvervsnyheder, Grøn omstilling

Der bliver brug for masser af arbejdskraft i de kommende år til at bygge havvindmølleparkerne, servicere dem efterfølgende – og til hele den grønne omstilling i øvrigt.

Det slår Dansk Energis branchechef for vedvarende energi Kristine Grunnet fast i et interview med Vordingborg Erhverv.

Havvind er en vækstmaskine for arbejdspladser – både når de bliver anlagt og bagefter når de er i drift og løbende skal serviceres. Det skaber masser af arbejdspladser lokalt, og derfor vil en udbygning af havmølleparkerne i Østersøen på Kriegers Flak Nord og Syd sætte yderligere fart på væksten i Klintholm Havn.

Regeringens aftale med støttepartierne om en grøn delaftale i Finansloven for 2022 betyder at der skal etableres yderligere to havvindmølleparker inden 2030 samt at der er mulighed for at etablere en tredje havmøllepark.

Vordingborg Erhverv interviewede tidligere i år Kristine Grunnet, der er branchechef i Dansk Energi med ansvar for vedvarende energi. Kristine Grunnet Dansk Energi

I interviewet lagde hun stor vægt på at en udbygning af havvindmøller i Danmark er meget nødvendig og at havvind er en grøn vækstmaskine for arbejdspladser. Den grønne omstilling skaber tusindvis af nye job.

“Kigger vi på en havvindmøllepark som Kriegers Flak så taler vi om 15.000 årsværk på et år. Noget er direkte forbundet med havvindmølleparken og så er der alt det der er omkring havvindmølleparken der også giver arbejdspladser. Vi kigger ind i en fremtid hvor vi med elektrificering som i sig selv også vil skabe job og med den grønne infrastruktur så kommer der rigtig mange arbejdspladser. Vi kigger også ind i arbejdspladser, hvor der bliver behov for at få opkvalificeret arbejdsstyrken. Der vil være ekstremt meget behov for faglærte og ufaglærte her især elektrikere og smede,” siger Kristine Grunnet, branchechef i Dansk Energi.

 

Fornyet fokus på Kriegers Flak

Dansk Energi har som interesseorganisation for energivirksomhederne i Danmark gennem længere tid presset på for en udbygning af vedvarende energi som vind og sol.

Derfor peger Kristine Grunnet i interviewet med Vordingborg Erhverv blandt andet på at en udbygning af Kriegers Flak Nord og Syd felterne er en god ide, fordi der er så stort potentiale i Østersøen.

“Jeg tror under alle omstændigheder så kommer vi til at skulle bruge arealerne i Østersøen til at udbygge markant mere både til at dække Danmarks strømforbrug men sådan set også til at hjælpe resten af Europa til at blive grønne. Østersøen er interessant fordi vi i forhold til Danmark der har vi jo nogle rigtig store forbrugscentre. Vi har rigtig mange der bor på Sjælland Til gengæld har vi ikke så gode vind ressourcer eller så meget plads Og derfor spiller Østersøen en central rolle i at levere strøm til Sjælland men sådan set også til Sverige og til de Baltiske lande hvor de jo ikke har haft så meget fart på og der kan vi hjælpe dem,” siger Kristine Grunnet fra Dansk Energi.

Læs mere om planerne for udbygningen af Klintholm Havn

Denne artikel er skrevet af Søren Knudsen

Presse- og kommunikationsrådgiver

T: +45 20 40 95 92
E: sk@businessvordingborg.dk

Søren Knudsen

Tilmeld dig nyhedsbrev fra Business Vordingborg

Tilmeld dig Business Vordingborgs nyhedsbrev