Grønne indenrigsflyruter: Arcadia eFuels kan være del af løsningen

af | 19. sep 2024 | Erhvervsnyheder, Grøn omstilling, Power-To-X

Flere store power to x-projekter er den seneste måned blevet lukket, hvor Ørsted både har skrinlagt deres svenske ”Flagship One” og det jyske kæmpeprojekt i Idomlund. Hertil har den danske energikæmpe trukket stikket til power to x-projektet ”Green fuels for Denmark”, der skulle levere grønt flybrændstof til Danmarks første grønne indenrigsflyrute.

Derfor har Klima- energi- og forsyningsminister, Lars Aagaard, set sig nødsaget til at kigge andetsteds, hvis regeringen skal indfri de grønne fly-ambitioner. I den forbindelse har Lars Aagaard fået øjnene op for Arcadia eFuels, der planlægger at etablere et Power to X-anlæg på Vordingborg Havn, som skal producere CO2-neutralt flybrændstof.

Mandag var Klima- energi- og forsyningsministeren på besøg på Masnedø, hvor han gav udtryk for sin begejstring for projektet.

”Vi skal ikke bare leve, men også rejse grønt, og det kræver, at vi får nogle brændstoffer, som få flyene i luften og skibene kan sejle på. Og der er projektet her i Vordingborg superinteressant. Det har potentiale til at producere mere grønt brændstof, end vi skal bruge til at dække hele den danske indenrigsluftfart,” sagde Lars Aagard under sit besøg på Vordingborg Havn.

Under besøget på Masnedø deltog CEO i Arcadia eFuels, Amy Hebert, som ikke lagde skjul på, at power to x-anlægget i Vordingborg kan være oplagt til at understøtte grøn indenrigsflyvning i Danmark.

”Vi vil gerne understøtte ambitionen med vores produkt, vores eSAF, der har et CO2-neutralt aftryk. Den største udfordring med vores produkt er at koster mere end konventionelt flybrændstof. Vi arbejder på at reducere udgifterne, men det er afhængigt af prisen på vedvarende energi, som kan være svær at forudse,” sagde Amy Hebert.

Ifølge Amy Hebert, er der flere tiltag staten kan iværksætte. Blandt andet er det essentielt, at der er billig grøn strøm tilgængeligt og et marked for at kunne købe biogent CO2. Derudover nævner Amy Hebert økonomisk støtte, som flere lande i Europa allerede har indført. Her gentog Lars Aagard ambitionen om, at udmøntningen af den grønne passagerafgift, skal bruges på at understøtte industrien.

”En del af de penge, faktisk 2,7 milliarder kroner, skal tilbage til luftfartsindustrien. Og det her projekt er jo superspændende, fordi vi helst skal have nogle bedre grønne brændsler, end dem vi har lige nu. Og der kan det her være en af løsningerne,” lød det fra Klima- energi- og forsyningsministeren.

Passagerafgiften forventes at indbringe staten 900 mio. kr. i 2025, 920 mio. kr. i 2026, 950 mio. kr. i 2027, 1.050 mio. kr. i 2028, 1.100 mio. kr. i 2029 og 1.200 mio. kr. årligt fra 2030 og frem.

“Vi skal ikke bare leve, men også rejse grønt, og det kræver, at vi får nogle brændstoffer, som får flyene i luften og skibene kan sejle på. Og der er projektet her i Vordingborg superinteressant.”

Lars Aagaard | Minister, klima- energi- og forsyningsministeriet

Direktør og ejer hos Knudsen Extrusion Peter Rosenkrands

Arbejder på finansiering

Anlægget på Masnedø skal producere CO2-neutralt flybrændstof baseret på brint, CO2 og vand. CEO Amy Hebert kunne til partnerdagen fortælle, at Arcadias anlæg i Vordingborg bliver udelukkende elektrificeret fra grøn energi. Produktionen fra power to x-anlægget kommer til at spare verden for 260.000 tons CO2-udledning om året, gennem de 80.000 tons efuels, der produceres på anlægget.

Netop nu arbejder Arcadia eFuels på at få finansiering og de sidste tilladelser på plads.

”Vi har en stram tidsplan, men vi arbejder hårdt for at få det på plads de næste 4-6 måneder,” forklarer Amy Hebert.

Power to x-anlægget på Masnedø kommer til at kræve en investering på minimum 7 milliarder kroner. Flybrændstofproducenten har tidligere modtaget trecifrede millioninvesteringer fra både franske SWEN Capitals og den tyske investeringsfond KGAL.

“Jeg kan sagtens rumme, at der er mange danske kraftcentre, og jeg håber bestemt, at Vordingborg Kommune bliver et af dem.”

Lars Aagaard | Minister, klima- energi- og forsyningsministeriet

Ejer og direktør hos Knudsen Extrusion Peter Rosenkrands med gæster fra Vordingborg Erhvervsforening

Store ambitioner

Vordingborg Kommune har store ambitioner og har til hensigt at bruge den grønne omstilling som vækstmotor ved at blive Østdanmarks kraftcenter for grøn energi. Her er Vordingborg Havn udpeget som styrkeposition, hvor der blandt andet skal være plads til power to x-projekter.

Lars Aagaard forklarede under besøget, at det betyder meget at en kommune og et sted som Vordingborg Havn bidrager til den grønne omstilling. Og de store ambitioner tog han godt imod.

”Vi har behov for mange kraftcentre, så hvorfor skulle Vordingborg ikke også blive et af dem? Den her lokation er fantastisk. Man har en meget, meget stærk el-infrastruktur, og så er det jo også ved vandet. Og det vil sige, at i det omfang, man har behov for at shippe ting ind og ud, så er man også godt placeret til det. Og jeg kan sagtens rumme, at der er mange danske kraftcentre, og jeg håber bestemt, at Vordingborg Kommune bliver et af dem,” sagde Lars Aagaard.

Tilmeld dig Business Vordingborgs nyhedsbrev