Business Breakfast: Fremtidens infrastruktur og eksportmuligheder

af | 17. jun 2020 | Vordingborg Erhverv

Kom til Business Breakfast med Borgmesteren og Femern Belt Development.

 

Vil du høre mere om dine eksportmuligheder? Og om hvordan Femern Bælt kan understøtte din virksomheds handel med Nordtyskland? Vi sætter fokus på eksportmulighederne til Tyskland til vores næste Business Breakfast!

Vordingborg Kommune og Vordingborg Erhverv inviterer til Business Breakfast for at skabe et tættere samarbejde med det lokale erhvervsliv. Her kan du møde og sparre med andre virksomheder og repræsentanter fra kommunen i et åbent forum. Og med ”Dialog ved bordene” som fast programpunkt får du mulighed for at dele dine synspunkter direkte med politikere, direktionen og kommunens erhvervsfremmeselskab, Vordingborg Erhverv.

 

Tilmeld dig her

Destilleri på Oremandsgaard Gods

August Hage, ejer af Oremandsgaard Gods

Business Breakfast vil blive afholdt torsdag den 27. august 2020 kl. 8.00 på Oremandsgaard Gods, som vil være vært for morgenmødet i deres destilleri på Oremandsgaard Alle 2 i Præstø. Ejer af godset August Hage vil starte morgenen med en velkomst og rundvisning, hvor vi får mulighed for at se faciliteterne. Hvis man har lyst, byder han også på smagprøver af hans økologiske gin, som er lavet af egen høst. Dernæst vil han fortælle mere om Oremandsgaard Gods og dets forskelligartede og atypiske aktiviteter i både landbrug, samarbejde og produktion. 

Herefter tager borgmester Mikael Smed ordet og vil fortælle om Vordingborg Kommunes overblik over infrastrukturen nu og i fremtiden.

Vi får også besøg af Patrick Jarosczinsky, projektkonsulent hos Femern Belt Development. Med baggrund i hans arbejde med Femern Bælt-forbindelse vil han fortælle om de handelsmuligheder, som lokale virksomheder i Vordingborg Kommune kan opnå med den øgede tilgængelighed til det tyske og europæiske marked. Med kortere rejsetid, større fleksibilitet og flere tilgængelige markeder kan virksomheder både spare tid og omkostninger samt øge deres produktivitet og konkurrenceevne. Femern Bælt-tunnelen giver lokale virksomheder en nær, direkte forbindelse til Tyskland, et stort eksportmarked med mange muligheder.

Alle virksomheder og erhvervsfolk er inviteret til Business Breakfast, som er gratis at deltage i.

Tilmeld dig her    

 

Om Business Breakfast

Kaffe og rundstykker, et åbent forum med andre erhvervsdrivende, rundvisning hos en lokal virksomhed og et spændende oplæg. Det er noget af, det, Business Breakfast kan tilbyde virksomheder i Vordingborg Kommune. Det er Borgmesteren i samarbejde med kommunens erhvervsfremmeselskab, Vordingborg Erhverv, der nu lancerer Business Breakfast for at komme tættere på virksomhederne. Initiativet skal være med til at styrke et samarbejde, som kan skabe mere udvikling i det lokale erhvervsliv.  

 

Billeder fra sidste Business Breakfast

Tilmeld dig Business Vordingborgs nyhedsbrev