Akademi for butikker kan øge din omsætning

af | 11. aug 2023 | Erhvervsnyheder

Citymanager teamet bestående af Rasmus Evind for Præstø og Vordingborg og Tina Olsen for Stege, inviterer alle kommunens købstædernes butikker i kommunens købstæder til at deltage i et uddannelsesforløb. Forløbet hedder City Academy og foregår gennem mobilen, hvor deltagerne hver dag får tilsendt en opgave.

Citymanagerne har iværksat forløbet for at sætte endnu mere fokus på salg og de gode kundeoplevelser, så butikkerne i Vordingborg Kommune ikke mister kunder og omsætning.

”Det er en god mulighed for at få frisket de gamle dyder op om kundekontakt, salg, mersalg og øget omsætning. Meget af det ved de fleste i forvejen, men man glemmer at bruge det i hverdagen,” fortæller citymanager for Vordingborg og Præstø Rasmus Evind.

City Academy forløber over 14 uger. Hver uge modtager deltagerne fem inspirerende videoer med tilhørende opgaver, som har til formål at øge salget og forbedre kunde- eller gæsteoplevelsen.

Andre handelsbyer i landet har førhen kørt samme forløb med stor succes, hvor det blandt andet er lykkedes at øge omsætningen i butikkerne. City Academy starter den 11. september, og der er stadig mulighed for at være med.

“Det skaber gode muligheder for at være i kontakt med sine kolleger i byen og snakke om opgaverne og salgstaktik.”

City Manager Rasmus Evind | Business Vordingborg

Få kontakt til butikskolleger

City Academy er designet til at passe ind i en travl hverdag. Det indeholder 4 forskellige spor: Retail – målrettet detailbutikker, Hospitality – målrettet hoteller og restauranter, Convenience – målrettet cafeer, madsteder, kiosker, bagere og lignende og Service – målrettet supermarkeder og lignende.

Ifølge Rasmus Evind er der god grund til at prioritere uddannelsesforløbet.

”Det skaber gode muligheder for at være i kontakt med sine kolleger i byen og snakke om opgaverne og salgstaktik”.

Når man deltager i forløbet, kommer man ikke til at undvære sine dine medarbejdere, da opgaverne foregår som en naturlig del af arbejdsdagen. Når videoen er set, kan I sammen i butikken afprøve det I har lært med det samme.

Da forløbet udbydes i samarbejde med en erhvervsskole, er der mulighed for at søge VEU-godtgørelse. VEU-godtgørelsen er højere end deltagerprisen, og der er praktisk hjælp til dette.

Tilmeld dig Business Vordingborgs nyhedsbrev