Sikkerhed – sikkerhed og endnu mere sikkerhed.
At arbejde i høje havvindmøller ude til havs i al slags vejr kræver høj sikkerhed. Derfor skal alle medarbejdere have sikkerhedstræning, og den skal jævnlig vedligeholdes.
Her kommer RelyOnNutec ind i billedet. Det er verdens største udbyder af sikkerhedstræning til offshore branchen. Det er olie og gas arbejdere, vindmølleteknikere og søfolk der skal igennem kurser som førstehjælp, brand og søredning – samt en lang række kurser i forhold til sikkerhed.
Lars Frederiksen er salgschef for RelyOnNutec i Danmark. Efter en al for rolig tid på grund af Covid19 pandemien er der igen kommet fuld fart på sikkerhedstræningen over hele verden. Han er også manden, der er sat i spidsen for satsningen med et nyt sikkerhedstræningscenter placeret i Vordingborg.
”Vi valgte Vordingborg, fordi den geografiske placering er vigtig. Lige midt i det hele og tæt på motorvejen,” siger Lars Frederiksen, salgschef RelyOnNutec.
Det er de store havvindmølleparker i Østersøen, byggeriet af Femern tunnelen og nærheden til København, der fik RelyOnNutec til at åbne afdelingen i Vordingborg.
”Vordingborg har en strategisk perfekt placering for os, og den giver os det bedste af alle verdener. Det er spot on for en virksomhed som vores at ligge i Vordingborg. Derfor var der heller ikke nogen alternativer rent forretningsmæssigt for os,” siger Lars Frederiksen.
RelyOnNutec har set på forskellige lokationer og ser man på Sjælland og Lolland-Falster er der fra Vordingborg lige langt eller lige kort til alt. Så i forhold til beliggenhed og infrastruktur og motorvej er der kun 1 times kørsel til København – så var det interessant og strategisk rigtigt for virksomheden at placere sig i Vordingborg.
Den nye trend er at sikkerhedstræning skal foregå så tæt på hvor virksomhederne er som muligt. Så at trække folk til Esbjerg fra Østdanmark er blevet en svær opgave ifølge RelyOnNutec.
Taget godt imod
RelyOnNutec åbnede deres træningscenter 1. april 2021 i DGI-huset i Vordingborg, og det er gået godt med at blive etableret på kort tid.
”Vi har fra første dag oplevet en stor velvilje til at få nye virksomheder ind i Vordingborg Kommune. Vi har fra erhvervslivet, fra Vordingborg Erhverv og fra alle interessenter oplevet en modtagelighed hvor vi har følt os velkommen,” siger Lars Frederiksen.
Træningscenteret i Vordingborg er et såkaldt ”pop-up” center og er en ny måde for RelyOnNutec at etablere sig på. Normalt bliver der bygget et nyt træningscenter, men i Vordingborg er det sket med udgangspunkt i eksisterende faciliteter. RelyOnNutec har en strategi om at være der hvor kunderne er og hvor de hurtigt kan komme ind når der er et behov og ud igen for den sags skyld, når der ikke længere er et behov.
”Vi har en god aftale med DGI-huset. Vores kurser er delt op i højderedning, brand og søredning. Vi bruger svømmehallen til alt hvad der handler om søredning. Vi har etableret et højderedningscenter sammen med den lokale klatreklub som har den ene del og vi har den anden del. Der er aftale om bespisning og overnatning lokalt. For branddelen bruger vi brandstationen på den anden side af vejen. Så der har været stor velvillighed til at få det placeret inden for en lille radius,” siger Lars Frederiksen fra RelyOnNutec.
Arbejdspladser – hvad giver det?
Virksomheden ansætter efter behov. Den ansætter efter en model med en fast stab af instruktører og mander op efter behov.
”Vi har en pulje af folk vi kan trække på og ser hele tiden efter at finde folk i lokalområdet, der kan trænes til at blive instruktører,” oplyser Lars Frederiksen.
Det er typisk brandfolk, førstehjælpere, paramedicinere eller folk der arbejder offshore, der bliver ansat som undervisere på deltid.
Lyt til podcast med Lars Frederiksen
Valg af Vordingborg
Hvad lægger i vægt på, når I skal åbne nye steder?
”Vi lægger vægt på, at der er et kundepotentiale, at der er nogen der vil os og at tilgængeligheden er der. Det er det vi har set i Vordingborg og det kan gøre at det bliver en succes,” siger Lars Frederiksen.
Det der har været det afgørende for valget af Vordingborg, er at det er det sted i Danmark det kommer til at ske først når vi taler offshore og havvind – og set ud fra de data og den viden vi har – så var det her stedet hvor vi skulle etablere os først,” siger Lars Frederiksen.
Når en virksomhed i en branche har etableret sig i et område, tiltrækker det så andre?
”Jeg er ikke i tvivl om at der er flere virksomheder i Esbjerg, der arbejder med Offshore og vind i dag kigger mod Østdanmark, fordi der på sigt vil være et kæmpe marked. Jeg tror at når man ser nogen tage beslutningen, så vil der følge andre med. Jeg tror der er plads til alle når det først for alvor kommer i gang,” siger Lars Frederiksen.
Mit bedste råd:
Omstillingsparathed er vigtig og hvis du vil være med i det her game, så skal du være klar til det.
Fakta om RelyOnNutec:
- Verdens største udbyder af sikkerhedstræning
- Har kontor i 22 lande med i alt 32 træningscentre
- Hovedkvarter i Esbjerg
Tiltrækning af nye virksomheder er en del af ideoplægget til Erhvervsmasterplan 2030, som Vordingborg Erhvervsforening og Vordingborg Kommune har udarbejdet i fællesskab.
Læs mere om det i Ideoplægget til Erhvervsmasterplanen.
Download Ideoplægget til Erhvervsmasterplan 2030 her
Download analysen fra IRIS her
Download præsentation af Ideoplægget til Erhvervsmasterplanen her
Denne artikel er skrevet af Søren Knudsen
Presse- og kommunikationsrådgiver
T: +45 20 40 95 92
E: sk@businessvordingborg.dk