Konference satte fokus på brint

af | 17. mar 2022 | Erhvervsnyheder, Grøn omstilling, Innovation, Power-To-X

Bilerne strømmede onsdag eftermiddag til Holberggaard i Bakkebølle ikke langt fra Vordingborg. Diesel, benzin og enkelte eldrevne biler bragte deltagerne frem til en eftermiddag i brintens tegn. Konferencen var arrangeret af Vordingborg Erhverv i samarbejde med EU-projektet North Sea Connect. Tre deltagere ankom dog i de biler, som konferencen handlede om – der var fokus på brint.

Tre deltagere og en brintbil til Business Vordingborgs konference med fokus på brint

Biler, hvor brændstoffet er brint (H2) – grundstof nummer 1. CO2 neutrale biler – ja måske endda minus CO2 udledningsbiler, som en af de tre ejere af brintbilerne slog fast i sit oplæg.

Der var sat fokus brint som grønt brændstof til transport på dagsordenen. Det fik 70 erhvervsfolk og andre interesserede til at bruge hele eftermiddagen til at blive klogere på om brint i tanken er den bedste vej til grøn omstilling af vores transport.

Vordingborg kommunes klare fokus på grøn omstilling og udvikling af grønne industrier er blevet bemærket i Brintbranchen:

“Det er mit indtryk at det er noget man bakker kraftigt op om i lokalområdet og at det er noget man vil. Der er også god adgang til infrastruktur som er en vigtig forudsætning og derfor er der helt sikkert stærke muligheder her i området.”

Direktør Tejs Laustsen Jensen | Brintbranchen

Fire mænd til konference omhandlende brint

Alle tre ejere af brintbilerne var også blandt oplægsholderne, og derfor gav det god mening at de kom kørende i det som konferencen handlede om.

Det var Anders Tystrup, pressechef hos Toyota. Toyota var en af de første bilproducenter til at have en brintbil på markedet. Anders kører i den nyeste model – en Toyota Mirai.

Lars Jakobsen, salgsdirektør i brint energiselskabet Everfuel – var også godt kørende i en brintbil fra Toyota. Han fik selskab på parkeringspladsen af Tejs Laustsen Jensen, der er direktør for Brintbranchen.

Indenfor gav de sammen med direktør Bolette Christensen fra Vordingborg Erhverv og Anders Andersen formand for Klima- og teknikudvalget i Vordingborg kommune oplæg om brint som fremtidigt grønt og klimaneutralt brændstof i transportsektoren.

Bolette Christensen bød velkommen og sagde blandt andet:

“EU-politikeren – den radikale Morten Helveg Petersen – har intensivt arbejdet for at skabe bedre rammer for den grønne omstilling gennem EU – og han sagde for nylig i et interview at … ”Målet har hele tiden været, at vi skal være verdens vindsheiker” – og det skal jeg da lige love for at der nu er dækket op til et kæmpe erhvervseventyr i Danmark med kolossalt vækstpotentiale. Så er spørgsmålet om vi skal tilføje, at vi også vil være verdens brintkonger. Forliget rummer stærke beslutninger, der vil skabe en helt ny industri i Danmark – PTX-industrien – og en industri, som vi her i Vordingborg kommune satser stort på.”

Kommet gang i brintproduktionen

Tejs Laustsen Jensen er direktør i Brintbranchen, og han gav den fyldte sal på Holberggaard et engageret indblik i hvor langt man er kommet med at producere brint i Danmark. Der er en lang række projekter i gang landet over og der er ved at komme fokus på brint, kunne Tejs Laustsen fortælle.

Anders Andersen, der er formand for Klima- og teknikudvalget i Vordingborg Kommune, lagde i sig oplæg vægt på, at klima står højt på den politiske dagsorden.

”Klima, energi og erhverv hænger sammen og det gør det i høj grad i Vordingborg kommune. Det er en driver for vores udvikling. I det hele taget har Vordingborg Kommune store muligheder inden for grøn omstilling: Vi har masser af plads, prisbillige arealer og god infrastruktur med tykke elkabler, havne, motorvej samt jernbane,” siger Anders Andersen, formand for Klima- og teknikudvalget.

Søren Knudsen - Presse- og kommunikationsrådgiver

Skrevet af Søren Knudsen

Presse- og kommunikationsrådgiver

T: +45 20 40 95 92

E: sk@businessvordingborg.dk

Tilmeld dig nyhedsbrev fra Business Vordingborg