Høje energipriser sætter gang i grøn omstilling

af | 24. mar 2022 | Bygge og Anlæg, Grøn omstilling, Industri, Internationalt, Vordingborg Erhverv nyheder

I takt med at energipriserne er steget er motivationen til at lave grøn omstilling til billigere og mere klimaneutrale energiløsninger steget i områdets virksomheder. Høje energipriser er en del af en virkelighed, som ikke kan ignoreres.

Adm. Direktør i Insatech A/S taler om høje energipriser

Prisen på gas, olie og el er kun gået en vej det seneste år – og det er op. Da Rusland invaderede Ukraine og gik i krig, gik energipriserne helt grassat og det er virkelig noget der kan mærkes i erhvervslivet.

På virksomheden Insatech i Bårse mærker de meget konkret, at det er blevet markant dyrere at købe naturgas til opvarmning.

“Halvdelen af vores ejendom er gasfyret og vi forbruger cirka 3.300 m3 gas om året. Gasprisen har været stigende hele sidste år og vil blive endnu dyrere nu på grund af Ukrainekrisen. Vi påtænker derfor at udskifte til luft til vand varmepumpe.”

Adm. Direktør Jacob Møller  | Insatech A/S

Dermed sætter de stærkt stigende energipriser samt ambitionen om ikke længere at være afhængig af russisk naturgas ekstra fart i den grønne omstilling til de mere grønne varmepumper drevet af el.

Det var også et skridt, som plast virksomheden Knudsen Extrusion i Præstø tog sidste år, da det stod klart, at fremtiden indebar høje energipriser én masse.

Direktør og ejer Peter Rosenkrands fra Knudsen Extrusion taler om høje energipriser

Virksomhedens direktør og ejer Peter Rosenkrands oplever voldsomme stigninger på energi, og prøver derfor gennem investeringer i en grøn omstilling af opvarmning at reducere omkostningerne.

“Vi havde tidligere oliefyr til opvarmning, som blev udskiftet sidste år og erstattet af varmepumper. Vi forsøger med investeringer at reducere vores omkostninger. Desværre er vores anden bygning en lejebygning, og den er opvarmet med oliefyr, så det må vi leve med. Vi prøver at skrue lidt ned.”

Direktør og ejer Peter Rosenkrands | Knudsen Extrusion

Den store usikkerhed på verdensmarkedet for energi sætter klar spor i områdets virksomheder, hvor økonomien påvirkes negativt og planlægningshorisonten er blevet meget kort.

”Det påvirker os meget økonomisk med de stigende energipriser på gas, hvor de fra 2020 til 2021 steg med en faktor 3 og igen fra 2021 til 2022 med en faktor 2. Det er jo en voldsom stigning vi har oplevet. Det værste er usikkerheden, for hvordan indregner du det i priserne på dine produkter. Det jeg håber allermest, er at priserne stabiliserer sig, men fortsætter det er vi nødt til at tilpasse vores omkostninger,” siger Peter Rosenkrands, direktør og ejer af Knudsen Extrusion.

Stigende råvarepriser

Priserne på råvarer er også steget betydeligt – både som konsekvens af Covid 19 pandemien, øget efterspørgsel og nu de høje energipriser. Det mærker de stadigt mere tydeligt hos Insatech.

”Vi er overbevist om at europæiske leverandører vil hæve priserne i den kommende tid, fordi de er nødt til at skifte fra Ukrainsk eller Østeuropæiske leverandører til et tredje sted,” siger Jacob Møller.

Plastvirksomheden Knudsen Extrusion er mærkbart ramt de stigende råvarepriser.

”Den stigende gaspris påvirker også prisen på vores råvarer, og de stiger rigtig voldsomt. Før arbejdede vi med årspriser og det har nu ændret sig til månedspriser og måske på ugebasis med ændringer i priser. Det har helt ændret vores måde at arbejde med priser på,” siger Peter Rosenkrands.

Byggematerialer stiger kraftigt – igen

Hos tømrer virksomheden Pribo i Stensved oplever de også at priserne på byggematerialer er steget voldsomt det seneste år på grund af Corona pandemien og den øgede byggeaktivitet. Der var udsigt til prisfald, men det har krigen i Ukraine ændret radikalt på.

Kenneth Henriksen from the company Pribo

”Nu stiger priserne på byggematerialer igen markant, og vi er blevet varslet at gips stiger med 25% og træmaterialer stiger med op til 50% per 1. april. Det er meget voldsomt, og der er også flere typer af byggematerialer som det er mere end svært at få fat i, fordi producenter har indstillet produktionen på grund af al for voldsomme udgifter til gas,” siger tømrermester Kenneth Henriksen, Pribo.

De stigende materialepriser og dyrere brændstofpriser påvirker bygge- og anlægsvirksomheder som Pribo.

”Det gør ondt. Vi har 20 biler, og hver gang vi tanker dem op, koster det 1000 kroner. For et år siden kostede det 650 kroner, og det er en stigning på mere end 50 % i vores brændstofomkostninger, og det kan altså mærkes,” siger Kenneth Henriksen.

De markant dyrere brændstofpriser betyder, at der er sat fokus på at undgå al unødig kørsel i dagligdagen.

Søren Knudsen - Presse- og kommunikationsrådgiver

Skrevet af Søren Knudsen

Presse- og kommunikationsrådgiver

T: +45 20 40 95 92

E: sk@businessvordingborg.dk

Tilmeld dig nyhedsbrev fra Business Vordingborg

Tilmeld dig Business Vordingborgs nyhedsbrev