
I løbet af maj 2025 har Energinet afholdt dialogmøder om de kommende elforbindelser og nye højspændingsstationer på Sydsjælland. Dialogmøderne omhandlede blandt andet en ny 400 kV forbindelse mellem Ringsbjerg og Vordingborg, som bliver cirka 47 kilometer lang – heraf 34 kilometer som luftledninger og 13 kilometer som kabler i jorden.
Derudover blev planerne for nye højspændingsstationer nord for Vordingborg også præsenteret. Det oplyser Energinet.
”Vordingborg-projektet er et vigtigt led i den grønne omstilling. I fremtiden skal vi bruge meget mere strøm, og derfor har vi brug for at udbygge transmissionsnettet,” skriver Bjørn Pedersen, senior miljøkonsulent i Energinet og en af oplægsholderne på dialogmøderne.
En højspændingsstation er en vigtig komponent i elnettet, som består af et transmissions- og et distributionsnet. Forstærkningen af kapaciteten ved Vordingborg består af en ny 400 kV og en ny 220 kV højspændingsstation ved Vordingborg. De nye stationer skal ligge i området Vordingborg Nord, hvor Energinet i forvejen er ved at etablere en ny 132 kV station.
Se Energinets interaktive kort HER.
Højspændingsstationerne bruges til at ændre spændingsniveauet på elektricitet, så den kan transporteres effektivt over lange afstande og derefter distribueres sikkert til borgere og virksomheder. Det er attraktivt for energiforbrugende virksomheder at placere sig tæt ved en transformerstation, da transporten af strøm bliver kortere, og energitabet bliver mindre.
Regeringen har udvalgt Vordingborg-projektet og to andre energiprojekter til en ny og hurtigere miljøproces. Forventningen er, at den nye proces kan forkorte sagsbehandlingstiden med omkring to år.
Dog vurderer Energinet, at 400 kV og 220 kV stationerne først er klar til drift i 2033. 132 kV stationen forventes at være i drift i 2028, lyder vurderingen fra Energinet.
Baggrunden for den store udbygning af elnettet på Sydsjælland findes i den grønne omstilling.
I fremtiden kommer vi til at bruge mere strøm i Danmark blandt andet til elbiler og til at varme vores huse op. Og strømmen skal komme fra sol og vind. Derfor besluttede Folketinget i 2022, at vi i 2030 skal producere fire gange så meget strøm fra solcelleparker og vindmøller på land, som vi gør i dag.
Den grønne erhvervs- og energiorganisation Green Power Denmark vurderer, at der skal investeres 49-57 mia. kr. alene i distributionsnettet frem mod 2030 for at håndtere den øgede mængde strøm, selvom en del af det nye forbrug vil ske uden om distributionsnettet.