Havvindmøller giver ekstra travlhed på Klintholm Havn

af | 3. jun 2022 | Baltic Sea Offshore Hub, Erhvervsnyheder, Klintholm Havn

Skibstrafikken ud og ind af Klintholm Havn er steget betydeligt de seneste uger. Det er de karakteristiske CTV’er – mandskabsskibene ud til havvindmøllerne – der for alvor med sommerens komme har fået travlt med at sejle vindmølleteknikere ud til de to havvindmølleparker, der serviceres fra Klintholm Havn.

CTV i Klintholm Havn

Klintholm Havn er servicehavn for Vattenfall og EnBW, der driver henholdsvis Kriegers Flak og Baltic 2 havvindmølleparkerne i Østersøen.

Og det er især hos EnBW, der er travlt. Operatørerne har hyret to ekstra CTV’er til Klintholm Havn og servicering af vindparkerne i Østersøen.

”Vi er i gang med sommerkampagnen, der er den årlige vedligeholdelse af vindmøllerne. Den skal afvikles nu hvor vejret er godt og stabilt og uden for megen vind og høje bølger, så vi frit kan komme rundt i parken,” siger Rune Høy, Business Development manager hos EnBW.

EnBW har samlet tre CTV’er i havnen sommeren over og med de to øvrige CTV’er der betjener Vattenfall, giver det en ekstra travlhed og trafik på servicehavnen.

“Vi er i gang med at servicere vindmøllernes gear og opgradere dele af styresystemet på alle møller, og det er et arbejde der varer helt frem til september.”

Business Development manager Rune Høy | EnBW

“Jeg vil gerne endnu engang understrege at vi er utrolige glade for den lokale opbakning som vi får hver dag.”

Business Development manager Rune Høy | EnBW

Logistisk knudepunkt på Klintholm Havn

EnBW har nu flyttet al vedligeholdelse af den tyske havvindmøllepark BALTIC 2 til Klintholm Havn.

Det har blandt andet betydet at de her i foråret ansatte yderligere en lagermand på servicestationen til at klare den øgede arbejdsmængde.

”Det er en lokal medarbejder der bor i Stege som vi er utrolig glade for. Det er med til at give os mere lokalkendskab i forhold til mulige lokale leverandører,” siger Rune Høy.

En travl sommer venter forude for EnBW og Rune Høy er meget glad for den store lokale opbakning de møder.

”Jeg vil gerne endnu engang understrege at vi er utrolige glade for den lokale opbakning som vi får hver dag. Og den forståelse som vi møder i hverdagen når vi fylder i havnen eller forstyrrer lidt mere end normalt her i vores højsæson,” siger Rune Høy fra EnBW.

CTV ved Vattenfall i Klintholm mHavn
Søren Knudsen - Presse- og kommunikationsrådgiver

Skrevet af Søren Knudsen

Presse- og kommunikationsrådgiver

T: +45 20 40 95 92

E: sk@businessvordingborg.dk

Tilmeld dig nyhedsbrev fra Business Vordingborg