Steffen Steffensen er en grøn erhvervsmand fra Møn. Alle erhvervsaktiviteter han har elller er involveret i gennem Liselund Fontænen er gennemsyret af et ægte ønske om grøn omstilling og produktion, der reducerer klimabelastningen mest muligt. Det hjælper også, at grøn omstilling er god forretning.
Denne solbeskinnede og for danske forhold meget varme august onsdag mødet Business Vordingborg ham på Bogø – på virksomheden E-Synergi. Det er en af de virksomheder han som koncerndirektør i Liselund Fontænen er involveret i.
Liselund Fontænen arbejder for at skabe udvikling, vækst og liv på Møn og Sydsjælland. Det gælder erhvervsmæssigt og økonomisk med fokus på at skabe lokale arbejdspladser, og det gælder kulturelt og socialt igennem en række spændende projekter.
Liselund Fontænen er et selskab, som dels investerer i virksomheder og dels finansierer non-profit-aktiviteter. Selskabet er stiftet i 2008 med familien Steffensen som ejere, og har hovedkontor i det gamle rådhus på Stege torv.
Grøn omstilling i praksis er for Steffen Steffensen også en god forretning.
“Hos E-Synergi på Bogø er vi konkret gået i gang med at blive mere grønne, og det første vi gjorde var at skrotte oliefyret og skifte til varmepumper. Det er vi glade for – både praktisk og økonomisk, for der ligger en besparelse i det,” siger Steffen Steffensen koncerndirektør Liselund Fontænen.
“
“Så vi har lagt nye tagplader og ekstra isolering, og det er vi overbeviste om at det er betalt hjem om nogle år.”
Steffen Steffensen | Bestyrelsesformand, Liselund Fontænen
Den grønne omstilling er en investering
E-Synergi er et logistikcenter og lager for 50 danske online butikker, og ligger på Bogø. Virksomheden har to store lagerhaller, og udover skiftet fra oliefyr til varmepumper gik virksomheden også meget konkret til værks i den ene lagerhal. Hele taget er netop blevet skiftet og isoleringen forbedret væsentligt.
“Vi kunne mærke at der var et stort varmetab om vinteren, da isloeringen ikke var god nok. Så vi har lagt nye tagplader og ekstra isolering, og det er vi overbeviste om at det er betalt hjem om nogle år,” siger Steffen Steffensen.
De gamle tagplader bliver genanvendt som vejopfyld, da de efter nærmere analyse ikke indeholdt nogle miljøskadelige stoffer.
Næste skridt for E-Synergi sker til efteråret, hvor al belysning bliver skiftet til LED belysning, og det vil ifølge Steffen Steffensen halvere strømforbruget og dermed give virksomheden en stor besparelse.
Elektriciteten, der leveres til E-Synergi er iøvrigt vindmøllestrøm.
Steffen Steffensen deltager i en debat om grøn omstilling i praksis på Folkemøde Møn lørdag 20.august klokken 16.
Det er sammen med elinstallatør Lars Bang, der er skiftet til el-biler og hoteldirektør Christian Petersen, der har egen solcellepark.