Interessen for havvind og havvindmølleparker er steget voldsomt i de seneste måneder. Denne torsdag i efterårsferien skal Vattenfalls pressechef Mads Krogh ud på Østersøen med et TV-hold fra Fransk TV2 og en videojournalist fra DR Vejret.
Det franske tv-hold var taget til Danmark for at finde ud af hemmeligheden bag succesen med havvind og vindenergi samt hvad de planlagte energiøer går ud på. Klimaforandringerne har også slået klart igennem i Frankrig, og derfor er fokus rettet mod vedvarende energi.
Frankrig har ikke meget vindenergi. Størstedelen af elektricitetsproduktionen kommer fra atomkraftværker, der gennem mange år har været den primære kilde til elektricitet.
“Vi tog til Danmark fordi landet er europamester i vindenergi.”
Redaktionschef Thibaud de Barbeyrac | Francetv
[visual-link-preview encoded=”eyJ0eXBlIjoiaW50ZXJuYWwiLCJwb3N0IjoxODQ3MiwicG9zdF9sYWJlbCI6IkluZGzDpmcgMTg0NzIgLSBIYXZ2aW5kbcO4bGxlciBnaXZlciBla3N0cmEgdHJhdmxoZWQgcMOlIEtsaW50aG9sbSBIYXZuIiwidXJsIjoiIiwiaW1hZ2VfaWQiOjE4NDczLCJpbWFnZV91cmwiOiJodHRwczovL2J1c2luZXNzdm9yZGluZ2JvcmcuZGsvd3AtY29udGVudC91cGxvYWRzLzIwMjIvMDYvQ1RWZXItaS1LbGludGhvbG0tSEF2bi5qcGciLCJ0aXRsZSI6IkzDhlMgT0dTw4U6IEhhdnZpbmRtw7hsbGVyIGdpdmVyIGVrc3RyYSB0cmF2bGhlZCBww6UgS2xpbnRob2xtIEhhdm4iLCJzdW1tYXJ5IjoiIiwidGVtcGxhdGUiOiJ0ZXN0In0=”]
Elproduktion ramt
En produktion, der blev hårdt ramt hen over sommeren i Frankrig på grund af en kombination af tørke, der udtørrede floder. Dermed kunne atomkraftværkerne ikke få kølevand, og måtte skrue ned for produktionen.
”Vi tog til Danmark fordi landet er europamester i vindenergi, og Vattenfall foreslog os at komme og besøge Skandinaviens største havvindmøllepark på Kriegers Flak,” siger Thibaud de Barbeyrac, der er redaktionschef på Fransk Tv2.
Han var sammen med fotograf Brice Boussouar taget til Klintholm Havn, og gik en forblæst torsdag i slutningen af oktober ombord på CTV’en Bolder for i selskab med Mads Krogh, Public Affairs chef i Vattenfall og Morten Skouboe, der er stationsleder på Vattenfalls servicestation i Klintholm Havn, at sejle ud til Vattenfalls 72 havvindmøller på Kriegers Flak.
“Jeg opdagede, at takket være havvindmøller bliver der skabt mange arbejdspladser i områder langt fra de store byer.”
Redaktionschef Thibaud de Barbeyrac | Francetv
Vinden var frisk fra sydøst og det gav det franske tv-hold en klar oplevelse af hvorfor offshore vindenergi er en uudtømmelig kilde til billig grøn strøm.
”Det er meget imponerende. Det er især størrelsen af hele havvindmøllepark, der i areal er næsten halvanden gange større end Paris. Mit andet indtryk er faktisk noget, jeg ikke havde forestillet mig: Jeg opdagede, at takket være havvindmøller bliver der skabt mange arbejdspladser i områder langt fra de store byer. ” siger Thibaud de Barbeyrac, redaktionschef Fransk TV2.
Masser af protester i Frankrig
Frankrig indviede den første havvindmøllepark i år med 80 møller, og hele processen tager lang tid på grund af stor offentlig modstand. Modstanden mod vedvarende energiprojekter fra vind og sol kommer dels fra en stærk ”not in my backyard” modstand og dels fra en meget stærk ”atomlobby”. Frankrig er specialiseret i atomkraft med mange store virksomheder involveret.
”Frankrig er et land, der er meget stolt af sine landskaber og den kulturelle arv. En af de vigtigste industrier i Frankrig er turisme og derfor er mange franskmænd bange for, at udviklingen af vedvarende energi kan ødelægge dette. Det er derfor, vi har så mange “not in my backyard”-bevægelser. Et atomkraftværk er ikke smukt, men du behøver kun et til at levere elektricitet til millioner af mennesker,” siger Thibaud de Barbeyrac.
Indslaget fra Kriegers Flak og Klintholm Havn på Fransk TV2 skal være med til at vise franskmændene potentialet ved vedvarende energi fra vind.
For som Thibaud de Barbeyrac konkluderer ovenpå en sommer og et efterår, der i Frankrig har været usædvanligt varmt og tørt.
”Nu forstår flere og flere franskmænd, at problemet med klimaændringer er virkelig vigtigt, og at tingene skal ændres meget hurtigt. Så vi må håbe, at mentaliteten hurtigt ændrer sig og at den vedvarende energi som vind og sol kommer til at vokse hurtigt,” siger Thibaud de Barbeyrac.
Fakta om Kriegers Flak
Kriegers Flak har en produktionskapacitet på 604 MW.
Havmølleparken kan dække det årlige elforbrug for 600.000 danske husstande med dansk havvind.
De 72 vindmøller har hver en totalhøjde på 188 meter, og hvert fundament vejer op til 800 tons.
Vindmølleparken ligger i Østersøen, 15-40 kilometer øst for Møn.
Vindmølleparken dækker et område på 132 km2, og der er blevet lagt cirka 170 kilometer undervandskabler.
Kilde: Vattenfall
Skrevet af Søren Knudsen
Presse- og kommunikationsrådgiver